Har præster et større moralsk ansvar end andre?

Det har vakt forargelse, at en sognepræst, som selv har været gift fem gange, i ny bog taler positivt om det at blive skilt. Der er grænser for, hvad præster kan tillade sig, men de varierer meget, mener fagfolk. Vi skal ikke fælde moralske domme, lyder det fra biskop

Når folk forarges over en præst, som er blevet skilt fem gange, er forargelsen ikke grebet ud af det blå. Den repræsenterer en generel forventning om, at præster er mere moralske end andre, mener jurist Anders Jørgensen, som har skrevet en bog om præsteembedet.
Når folk forarges over en præst, som er blevet skilt fem gange, er forargelsen ikke grebet ud af det blå. Den repræsenterer en generel forventning om, at præster er mere moralske end andre, mener jurist Anders Jørgensen, som har skrevet en bog om præsteembedet. . Foto: Paw Gissel.

Vi skal ikke mere end 40 år tilbage, før kirkeministeren ville gribe ind, fordi en præst boede med en kvinde, han ikke var gift med.

Den tid er forbi, men det betyder ikke, at forventningen om, at præster har et særligt moralsk ansvar er forsvundet.

Senest har mange læsere højlydt undret sig og udtrykt forargelse over, at sognepræst Anna Mejlhede i en ny bog taler positivt om skilsmisse.

Selv er præsten skilt fem gange, og i Kristeligt Dagblads Facebook-gruppe diskuteres det, hvordan en præst som hende kan vie mennesker, til døden dem skiller, som der står i ritualet. ”Usmageligt”, ”trist” og ”ALDRIG om jeg vil komme i den kirke, hvor hun er præst!”, lyder nogle af kommentarerne.

Folks undren er ikke grebet ud af det blå, mener jurist Anders Jørgensen, som har skrevet en bog om præsteembedet, ”Decorumkravet for præster”, og blandt andet været retschef ved Ombudsmanden på Grønland.

”Der er helt klart en forventning om, at præster er mere moralske end os andre," siger han. 

Anders Jørgensen henviser til Tjenestemandslovens såkaldte decorumkrav, som blandt andet omfatter præster:

Decorum-kravet, som det er beskrevet i loven for tjenestemænd. - Foto: Skærmbillede
Decorum-kravet, som det er beskrevet i loven for tjenestemænd. - Foto: Skærmbillede

”I loven står der jo, at man skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Det betyder, at kravets strenghed afhænger af, hvilken stilling man sidder i, og her er det altså værre, hvis en præst eller dommer roder beruset rundt på gaden, end hvis en ansat nede ved havnen gør det,” siger han.

Der stilles højere krav til præsters moral, lyder det ligeledes fra Ulrik Becker Nissen, lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, som forsker i etik og moralfilosofi. Han er heller ikke i tvivl om sin egen holdning til emnet:

”Mit personlige standpunkt er, at præsten i sin livsførelse bør fremstå med et godt eksempel,” siger han.

Men hvor går så grænsen for, hvad en præst kan tillade sig?

I mange situationer er det helt oplagt, at præstens handlinger får konsekvenser for ansættelsen, for eksempel hvis præsten begår mord eller vold.

Det sker ikke så tit. I 1898 blev en præst afskediget, blandt andet fordi han havde tævet sin hustru.

”Men der er også nogle gråzoner såsom spørgsmålet om, hvor mange gange en præst kan blive skilt, før den agtelse og tillid, som stillingen kræver, er brudt. I udlandet har man set eksempler på, at det er sket,” siger Asger Jørgensen og forklarer:

I 2009 blev en præst i den evangelisk-lutherske kirke i Finland afskediget, efter at han havde ladet sig skille for femte gang. Daværende biskop Gustav Björkstrand begrundede blandt andet afskedigelsen med, at ”man skal leve som et forbillede”.

Modsat Finland er det meget tvivlsomt, om skilsmisse kan blive et problem for en præsts ansættelse i Danmark. Men selvom det er svært at sætte en grænse for, hvornår præsten har svigtet sit moralske ansvar, giver lektor Ulrik Becker Nissen gerne et par eksempler på, hvornår præstens troværdighed kan tage skade.

”Hvis vi tager spørgsmålet om præster, der bliver skilt flere gange, er det vigtigt at have forståelse for, at præster ligesom alle andre ikke er ufejlbarlige. Det gælder også for præsten, at livet ikke altid former sig, som man gerne ville,” siger han.

”Men når det er sagt, vil jeg da sige, at spørgsmålet om troværdighed er vigtigt, og derfor er det måske i særlig grad vigtigt for en præst at lægge sig vielsesritualet på sinde, når det nu er et ritual, præsten selv står og fremsiger for andre i kirken.”

Ulrik Becker Nissen understreger, at præsten er repræsentant for mere end sig selv, præsten er også repræsentant for kirken. Derfor kan sådan noget som et umådeholdent forbrug af alkohol også blive et problem for præstens troværdighed, mener han.

Nævnes kan for eksempel sagen om sognepræst Lene Matthies, som blev beskyldt for dels at stjæle drikkevarer fra et skab i et sognehus for Vor Frelser og Christians Kirker på Amager, dels at have optrådt beruset ved to menighedsrådsmøder og et børnearrangement.

Har præster et større moralsk ansvar end andre? Klik her for at deltage i debatten

”Hvis præsten har fået en enkelt genstand for meget er det relativt uskadeligt, men det er klart, at hvis du kommer ud i en situation, der ud fra en almindelig opfattelse er decideret pinagtig, så er det ikke uproblematisk. Især hvis præsten er i ornat. Det kan være en skærpende omstændighed,” siger Ulrik Becker Nissen.

Det er ikke bare befolkningen, der forventer noget særligt af præstens moralske habitus. Masser af præster mener, at de har et moralsk ansvar, der er større end andres, mener lektor ved Aarhus Universitet Hans Hauge, som blandt andet forsker i kultur og kirke. Bare ikke, når det gælder seksualitet og parforhold.

”Før forbandt man kristendom med en bestemt seksualmoral. Så blev det sådan, at man i 1960'erne sagde, at der ikke var en kristen etik, og det betød blot, at der ikke var en kristen seksualmoral eller -etik. Nu er der kristen moral og etik overalt – i forhold til klima, politik, flygtning og så videre – men blot ikke på kønslivets område,” mener han.

Men det er ganske enkelt forkert at fælde moralsk dom over mennesker, herunder præster, mener biskop i Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel. Hvad der er kutyme i én kirke, kan betragtes som forkasteligt i en anden, påpeger hun.
 
”Vi bør ikke gå ud og fælde moralske domme over folk. Vi ved jo dybest set ikke, hvad der ligger til grund, når en præst for eksempel bliver skilt,” siger hun.

”Decorum-skønnet forandrer sig hele tiden, og netop fordi det er under forandring, kan noget foregå et sted, men være problematisk andre steder. Alt afhænger af, om præsten passer sit embede og nyder sognets tillid.”

Hun vil ikke forholde sig til, hvad hun ville gøre, hvis en præst i stiftet for eksempel drak sig voldsomt beruset, men ”såfremt der opstår et tillidsbrud mellem præst og menighed, så ville jeg selvfølgelig agere på den indberetning,” siger hun.

Præster skal være et forbillede, mener biskoppen, men det handler mindre om moral og mere om den kristne forkyndelse.

”Jeg taler med mine præster om at være et godt eksempel. Det er man ved at forkynde ordet både for de overmodige og for de tvivlende og anfægtede og ved at pege hen på Kristus og ikke sig selv i alle livets situationer,” siger hun.

Noget tyder på, at præster viser sig som et godt eksempel. Ifølge en undersøgelse fra 2013 blandt 1007 danskere i alderen 18-65 indtager præsterne en fjerdeplads kun overgået af sygeplejersker, læger og politibetjente, når det gælder troværdighed blandt forskellige faggrupper.

Trods forventningen til præsters moral finder mange danskere også troværdighed i en præst, som står ved at være fejlbarlig, understreger lektor Ulrik Becker Nissen.

”Rent teologisk hænger det tæt sammen med tanken om, at alle mennesker er syndere og samtidig retfærdiggjort ved troen. Det gælder for alle, også for præsten. Det er en central luthersk tanke.”

En pointe, som også kommer til udtryk i Facebook-debatten om sognepræst Anna Mejlhedes skilsmisser. 

"Halleluja for en menneskelig præst," skriver en læser, Karina Rudbech.

Læs interviewet med sognepræst Anna Mejlhede om skilsmisse nedenfor eller klik på kommentarfeltet for at deltage i debatten.