Prøv avisen

Harboøres fiskere er væk men deres missionske arv lever videre

På Harboøre kirkegård står en mindeplade for de 26 fiskere, der omkom i 1893. Drukneulykken skabte opmærksomhed om vækkelsesbevægelsen Indre Mission i Harboøre, da præst Carl Moe talte dunder over de gudsforladte, druknede fiskere. I dag fører sognepræst Karsten Christensen den missionske tro videre. Foto: Lars Aarø/Fokus.

I Harboøre er troen stærk. Det siger både præsten, de unge og den srilankanske grillmand. Og i Harboøre er en stærk tro tæt knyttet til Indre Mission. Men harboøreboerne er trætte af parallellen mellem missionen og formørkede fiskere. Kristeligt Dagblad tog til byen, hvor ingen låser hoveddøren

I et par sekunder er alting sort. En frådende bølge ruller ind over styrehuset.

Anton Lilleøres hænder knuger om roret. En tårnhøj bølge bryder midt på åbent hav og hamrer ind i kutteren. Udenfor hyler vinden, mens bølger fortsat pisker ind over dækket. Alting er surret fast på den 50 tons tunge kutter. Dækket er revet fuldstændig fra hinanden. Lastrummet bugner af de tobis-fisk, som Anton Lilleøre, hans bror og kutterens tredjemand har hevet om bord. Men i det øjeblik, den enorme bølge smadrer ind over skibet og lægger styrehuset mørkt, er Anton Lilleøres tanker et helt andet sted.

LÆS OGSÅ: Da 26 fiskere satte en vækkelse på danmarkskortet

Det her overlever vi ikke, tænker han.

I et helt døgn kaster bølgerne kutteren fra side til side omkring 100 sømil ud for Thyborøn. Besætningen er på vej hjem. Anton Lilleøre kæmper for at styre kutterens stævn direkte op mod bølgerne, så de ikke kæntrer. Han stoler på sine evner som fisker og som styrmand. Men han sætter også sin lid til den Gud, han tror overbevist på. Uden at tænke nærmere over det sender Anton Lilleøre flere gange det døgn små bønner oven op. Han beder sin Gud om at være med dem på havet.

Og noget lykkes. For stormen løjer af, og Anton Lilleøre og det følge af kuttere, han befinder sig i, kommer alle helskindede i havn. Kutterne er sønderrevne, men ingen menneskeliv er gået tabt.

Stormen fra 1984 står stadig som en af de tydeligste erindringer i Anton Lilleøres flere end 30 år på havet. I dag er han 69 år og pensioneret, men fiskerlivet har mærket hans krop. Underarmene er senede og stærke, mens overkroppen krummer let sammen. Og selvom Anton Lilleøre har lagt fiskeriet på hylden, holder han mærkbart fast i et andet element fra den tid. Troen.

I Harboøre-villaen få kilometer fra det Vesterhav, hvor han trak tonsvis af fisk op, hænger en træplade over stuedøren. Stol på Gud står der på den. Og det gør Anton Lilleøre.

Som fisker takkede jeg min Gud for at komme vel i havn med mit skib, og jeg beder stadig hver dag. Bønnen er en af de stærkeste kræfter, jeg har. Jeg beder for mig selv, for mine omgivelser og for mine børn. Jeg tror på, at Gud vil bevare dem, fortæller han med en dialekt, hvor jeg bliver til a, og skib lyder skiw.

Anton Lilleøre mistede sin far, som også var fisker, allerede som 12-årig og voksede op som den ældste af syv søskende. Midlerne var ualmindeligt små i hjemmet få kilometer fra Harboøre, og moderen satte sin lid til Gud og til den indremissionske tro. Der fandt hun styrke, og derfor fulgte Anton hendes eksempel. Troen har siden fulgt ham i arbejdslivet, i ægteskabet og i opdragelsen af ægteparrets tre børn, som nu er flyttet fra hjemmet ved Harboøre.

Troen kan ikke altid fattes med forstand, men Gud er et mål med livet. Vi må fordybe os i Bibelen, og jeg prøver at tage dens ord til mig. Hvis vi alle levede efter De 10 Bud, ville vi leve i en bedre verden. Det sker nok ikke, men vi må passe på med bare at tage alting for givet, siger han.

Anton Lilleøre står langtfra alene på Harboøre med sin tro. På de få kilometer land mellem Vesterhavet og Limfjorden er så godt som alle Harboøres 2000 beboere folkekirkemedlemmer. På en gængs søndag tager omkring 100 sjæle plads på kirkebænkene. Op mod 300 harboøreboere bekender sig til Indre Mission.

Og harboøreboerne står ved deres tro, men de er trætte af den fordom, der ofte klæber til dem: At de er en flok formørkede, gudfrygtige fiskere, der lever i ekstrem nøjsomhed og fordømmer alt fornøjeligt.

Fordommen er avlet af specielt Hans Kirk-romanen Fiskerne fra 1928. Hans Kirks far var barn af Harboøre-fiskere, og i Fiskerne skildrer Hans Kirk et fiskersamfund fuldstændig isoleret fra omverdenen, hvor Bibelens og præstens ord er lov.

Men Hans Kirk var ikke den første til at skildre harboøreboernes tro. Skelsættende i byens historie står året 1893, hvor 26 lokale fiskere omkom på Vesterhavet i datidens værste drukneulykke. Ved begravelsen holdt pastor Carl Moe en prædiken, som journalisterne, der var mødt op fra hele landet, opfattede som en helvedesprædiken mod de vantro. Carl Moe udlagde drukneulykken som Guds straf over de fiskere, der ikke havde taget imod Jesus.

Vækkelsen står stadig stærkt i det vestjyske samfund, fortæller sognepræst Karsten Christensen. Han har været præst i byen i otte år og føler sig privilegeret med et sogn, der vil kirken og ikke kun om søndagen. Og så remser han perlerækken af frivillige kirkelige aktiviteter op i et ustoppeligt tempo:

å å å å å å å

FDF-spejderne, ulvetime-gudstjenester for småbørn, søndagsskole i missionshuset, juniorklub, tweenklub, børnebibelkredse, børnekoret Brølet, minikonfirmander, ældremøder, andagter på omsorgshjemmet, kor for de ældre og fællesspisninger.

Jeg er velsignet - jeg skal vel sige velsignet som præst - med en menighed, hvor det betyder noget, hvilke salmer jeg vælger, og hvad jeg siger. Det bliver der talt om ved middagsbordene. Jo, kirken har en central rolle, og ved skolens 50 års fødselsdag blev der inviteret én person med ud over alle de tidligere elever, fortæller Karsten Christensen og holder en kunstpause:

Præsten. Det er da en flot gestus, siger han og virker oprigtigt beæret.

Det lyder bestemt som en kirkeligt engageret by - men måske også en smule from? Karsten Christensen slår en høj latter op.

Haha, Harboøre har ikke meget at få ros for på det moralske punkt heller ikke de troende. Troen kommer mest til udtryk rent medmenneskeligt ved, at man sætter blomster ind til den syge eller giver et klem nede i Brugsen. Men drikker man mindre på Harboøre? Nej. Overholder man oftere fartgrænsen? Nej. Holder de indremissionske unge sig fra at blive trukket efter en bil på en bobslæde? Nej, fortæller han og tager afsked med ordene:

Bare sig, at I har talt med mig, så går det.

Opfordringen knytter sig til Kristeligt Dagblads ønske om at tale med et par lokale skolebørn uden på forhånd at have aftalt det med Harboøre Skoles ledelse. Men præsten er tilsyneladende indgangsbilletten til byens borgere, for skolen byder velvilligt inden for. Hele byen kender Karsten Præst, og ofte inviteres han med til fødselsdage og fester hos folk, han kun kender fra kirkebænken.

På skolen tager lærer Birgitte Rønn imod. Hun er selv vokset op i Harboøre, men flyttede til Fyn i en årrække og lever nu i Lemvig godt 10 kilometer fra Harboøre. Ifølge hende er missionens styrke faldet meget, fra hun flyttede fra Harboøre for mere end 20 år siden og til nu. Men hun oplever stadig, at nogle af skolens børn spørger hende, om hun er rar eller rigtig rar med hentydning til, om hun er missionsk eller ej.

Blandt de missionske børn på skolen er 13-årige Andreas From Flyvholm fra Birgitte Rønns 7. klasse. Han er netop konfirmeret, og hans familie er meget kristen, fortæller han.

Det var møj fint i kirken til konfirmationen. Vi hørte om Jesus, men det, jeg nok husker bedst, er de bibler, jeg fik af min mor og far. De er sådan helt specielle.

14-årige Pernille Linde er også netop konfirmeret og tror også på Gud. Men hun er ikke med i Indre Missions Unge, IMU, som klassekammeraten Andreas er.

Altså, der er jo ikke forskel på os, selvom vi ikke alle sammen er IMUere. Jeg bruger bare tid på håndbold og venner og en kæreste i stedet for at komme i IMU.

Lærer Birgitte Rønn ser langt fra sin fødeby som en indremissionsk bastion. Og Harboøre er da også andet end Indre Mission selvom en lokal talemåde siger, at der kun er to ting, som byen ikke mangler: Indre Mission og ukrudtsmidlet round up. Ukrudtsmidlets tilstedeværelse tårner sig op i horisonten i skikkelse af kemikalievirksomheden Cheminova.

Harboøre er også nærvær og tillid. Hos den lokale Spar-købmand ligger der to A4-ark. Et for et bryllup, og et for en begravelse. En god håndfuld harboøreboere har allerede skrevet sig på de to lister med beløb for flere hundrede kroner. Man giver, hvis man kan og vil. Et år indbragte en af supermarkedets lister 20.000 kroner til en rund fødselar.

I Harboøre låser man heller aldrig hoveddøren. Eller bilen for den sags skyld. Faktisk lader man gerne bilnøglen sidde i tændingen. Præcis som den håndværker, der midt på dagen henter en kebab på Harboøre Grillen. Uden for holder hans firehjulstrækker i tomgang. Én gang er en bil stjålet på Harboøre, fortæller han. Det var efter den årlige og stærkt populære, kristent funderede junifestival Haze over Haarum. Her tog en festivalgæst en ulåst bil et par kilometer hjem til sit hus, fordi han ikke orkede at gå længere.

Bag disken i Harboøre Grillen står Bobby. Til efternavn hedder han Selvanatnam, men lokalt hedder han bare Bobby. Han kom til Danmark fra Sri Lanka for 21 år siden og har drevet Harboøre Grillen i to år. Han sætter pris på harboøreboernes tætte relationer, som da han sidste sommer ansatte en lokal pige til at hjælpe sig. Hun kunne navnene på samtlige grillbarsgæster.

Det er lidt som en anden verden her, hvor alle kender alle. Jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at de er meget kristne, men det er de i hvert fald, det kan man godt mærke. Så jeg gav selvfølgelig noget, da der blev samlet ind til kirkens 100 års-fødselsdag, fortæller Bobby.

Uden for Bobbys grill fører vejen hen til missionshuset. Det står som en mastodont på en stor central plads. Fortsætter man derfra et par minutter til udkanten af byen, kommer byens anden mastodont. Et hjemmegjort hus, som gør alt, hvad det kan, for at adskille sig fra byens klassiske lave vesterhavshuse i røde sten.

I en 320 kvadratmeter stor hvidkalket villa med skinnende sort glaseret tegltag bor 32-årige Kristian Bro med sin kone Camilla og børnene Lea på fire og Elias på et. Kristian er uddannet civilingeniør, men driver eget tømrerfirma i byen og har med en smule udefrakommende hjælp selv hamret huset op. Og jo, der er helt bestemt harboøreboere, som rynker på næsen af det pompøse hus, medgiver han, men det tager han ikke ilde op. For den nøjsomhed, som mange forbinder med Indre Mission, handler for Kristian Bro ikke om størrelsen på et hus.

Men vi har det for nemt i dag. Vi har det ikke hårdt, som fiskerne for 100 år siden, der brugte deres stærke tro, når de hver dag blev konfronteret med døden på havet. Det skal vi være opmærksomme på, og jeg holder fast i min missionske tro, fordi jeg ser den som en gave, fortæller han fra en af husets designersofaer.

Kristian og Camilla havde indtil for nylig boet otte år i Aalborg på grund af studier og arbejde, men de har valgt at vende hjem til Harboøre for at give Lea og Elias en tryg opvækst.

I Aalborg kendte jeg ikke engang dem, jeg boede i opgang med. Her snakker jeg med hele byen, og vi drager omsorg for hinanden, siger Kristian Bro.

Og omsorgen gælder på tværs af missionske og ikke-missionske harboøreboere, forsikrer han.

Jeg har masser af makkere, der ikke er fra Indre Mission. På Harboøre sætter vi ikke hinanden i bås.

I missionshuset er de lykkelige for, at Kristian og Camilla er vendt tilbage til Harboøre. Til gengæld er de ikke så glade for fordommene om, at harboøreboerne er en flok formørkede, trosfanatiske fiskere. Niels Kirk er formand for Indre Mission i Harboøre samt landmand med stram skjorte og en tatoveret overarm med kors og hjerte. Marianne Lyng Flyvholm er bestyrelsesmedlem og sygeplejerske.

Vi møder jo masser af fordomme, og Indre Mission på Harboøre har da helt sikkert haft noget fordømmende i sig. Men det var nok nødvendigt på fiskernes tid, fordi det hele var ved at gå til i druk, siger de samstemmende.

Sådan synes vi ikke, det er længere. Men det hjælper ikke noget at sidde her og sige, det er skide dejligt, hvis folk stadig tror, vi er en flok hængerøve, supplerer Niels Kirk. Som i øvrigt ikke er direkte beslægtet med forfatter Hans Kirk. Men den rundsav, som Karsten Præst har stående til at udskære kors, har tilhørt Niels Kirks far.

Sådan er mange harboøreboere forbundet. På kryds og tværs af indremissionske og folkekirkekristne. Men Indre Mission står - fortsat - bundsolidt i Harboøre. Og når man i Harboøre taler om samfundet, hentyder man ikke til byen Harboøre. Nej, så taler man om Indre Mission.

gehlert@k.dk