Prøv avisen
Kirken i verden

Hvad har Harry Potter og pave Frans tilfælles?

Både pave Frans og Harry Potter formidler det evige liv, som er hele påsketidens fokus. Foto: Carl Court/Maria Laura Antonelli

Hvad sker der med os, når vi dør? Er der en højere retfærdighed, og findes det evige liv? Forestillinger om himmel og helvede, engle og dæmoner fylder både i populærkulturen og i pavens prædikener

Katolikker har tradition for at sætte mere end blot ord på det, de tror på. Kunsten, musikken og ceremonierne i kirken åbner for en sanselig tilgang til mysterierne, og netop påsketiden byder på rigeligt med indtryk.

Pave Frans bygger også i år videre på denne praksis, når han skærtorsdag vasker fødderne på 12 indsatte i et romersk fængsel. Denne enkle gestus rækker - som med lignende initiativer de to sidste år - ud over de formelle skillelinjer mellem tro og ikke-tro og rummer dramatiske modsætninger. Som fortælling er den uovertruffen, og derfor er også ikke-religiøse medier begejstrede.

Det ændrer dog ikke på, at den kristne påskes budskab om frelse og opstandelse er svær at sælge i det sekulære vesten. Viden om kristendommen er sparsom, og megen moderne kirkelig tænkning viger tilbage fra at beskæftige sig med det hinsides. Ikke desto mindre fylder forestillinger om himmel og helvede, engle og dæmoner meget i populærkulturen, hvor zombie-film, computerspil og bøger som Harry Potter giver stemme til universelle spørgsmål om, hvad der sker med os, når vi dør, og om der er en højere retfærdighed.

Det mener i hvert fald den amerikanske forfatter Greg Garett, som i en artikel i det katolske tidsskrift The Tablet fremhæver, at også ikke-troende er optaget af, hvad der sker med dem efter døden. Undersøgelser i England fra 2012 viser, at mens kun en tredjedel af briterne tror på Gud, så tror halvdelen på et liv efter døden. Sådanne resultater burde derfor være et godt afsæt for en kristen forkyndelse - ikke mindst i påsketiden. Det sker bare sjældent.

En forklaring er ifølge Garett, at forkyndelsen har mistet forbindelsen til den folkelige kultur. Mange præster og teologer står fremmede over for den klassiske kristne forestilling om, at livet i den næsten verden betyder mere, end livet i den nuværende. Andre er forlegne ved tanken om, at livet i den kommende evighed i et eller andet omfang skulle være afhængig af det liv, vi lever her på jorden. Den slags forekommer umoderne og overtroisk.

Det er til gengæld ikke en bekymring, der tynger pave Frans. Trods sin liberale profil i sociale og politiske spørgsmål er han tro mod en folkelig og traditionel katolicisme, der forholder sig ligefremt til Gud, helgener, djævelen, frelse og fortabelse. Det har han vist i sine prædikener, når han henvender sig til de troende på Peterspladsen. Og han viser det i taler, som når han udfordrer mafiaen med anklager om at dyrke ”det onde”.

Heri udtrykker han ikke blot velkendte katolske læresætninger, men skaber også historier, der stimulerer tilhørernes forestillingsevne. Når han taler om at elske Gud, ære helgenerne og vogte sig for djævelen, er det et ekko af den bedstemor, han selv skyldte sin religiøse opdragelse, og gennem hende af talløse jævne menneskers religiøse praksis ned gennem århundrederne. Lidt respektløst kan man sige, at det er forkyndelse med høj underholdningsværdi, og netop derfor nærmer den sig de grundlæggende menneskelige spørgsmål, der stilles i Harry Potters verden og mange andre steder i populærkulturen.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at pave Frans er nogen Dumbledore. Men den argentinske pave og den fiktive troldmand repræsenterer begge forunderlige universer, der stiller de spørgsmål om godt og ondt, frelse og fortabelse, som vores kultur ellers sjældent giver lejlighed til.