Kim Hartzners ånd svæver over vandene i hjælpeorganisationen Mission Øst. Men for tiden er vandene i Mission Øst et oprørt hav. To tumultariske uger i nødhjælpsorganisationen førte først til fyringen af stifteren og generalsekretæren Kim Hartzner. Senere til en væltet bestyrelse og genansættelse af stifteren, der bortset fra fire dage i juni 2020 altid har stået i spidsen for Mission Øst. Og været synonym med Mission Øst.
Det er umuligt at fortælle historien om denne organisation, uden at det bliver historien om Kim Hartzner og hans familie. Generalsekretæren er allestedsnærværende i organisationen, og hans familie virker ligeledes svær at komme udenom, hvis man har sin gang i og omkring Mission Øst. På godt og ondt, siger flere kilder til Kristeligt Dagblad.
Blandt kilderne er de bestyrelsesmedlemmer, der efter at være blevet væltet på seneste generalforsamling skrev en lang beretning om problemer i Mission Øst, som ifølge forfatterne dybest set bunder i Kim Hartzners dårlige dømmekraft. De tegner et billede af en idealistisk mand med et stort hjerte for mennesker i nød, men samtidig af en mand, hvis idealisme har skabt en egenrådig ledelsesstil, der i flere tilfælde kommer i konflikt med reglerne, og som ikke formår forsvarligt at forvalte de mange millioner, der kommer ind fra private og offentlige donorer.
Blandt de grelleste eksempler på det var en sag, der førte til en advarsel til general-sekretæren i 2018. Her problematiserede bestyrelsen, at tre af Kim Hartzners sønner, hvoraf den ældste i dag er 24 år, har været på lønningslisten. Blandt andet for at opdatere Mission Østs billeddatabase som led i et omfattende digitaliseringsprojekt. Her skulle der indscannes gamle billeder i høj kvalitet og skrives billedtekster til.
Men ifølge bestyrelsen var en stor del af arbejdet unødvendigt. Og den mente desuden, at sønnerne blev betalt for meget, og at det var problematisk, at de kun skulle referere til Kim Hartzner, deres far. Derfor gav bestyrelsen generalsekretæren en advarsel, som han ifølge den gamle bestyrelses beretning afværgede med følgende argumentation:
”Familien Hartzner er Mission Øst, og Mission Øst er familien Hartzner.”
Kim Hartzner udtaler sig ikke til pressen for tiden, men andre kilder bekræfter, at det er velkendt i organisationen, at generalsekretæren opfatter Mission Øst som et familieforetagende. Og at hans vision har været at køre sønnerne i stilling til engang at kunne få ledende stillinger i Mission Øst og føre arven videre.
Det genkender man imidlertid ikke hos Mission Øst, hvor direktør Hans-Jørgen Knudsen taler på vegne af Kim Hartzner:
”Jeg har ikke været vidne til, at Kim Hartzner skulle have sagt det. Men jeg kan konstatere, at der er omkring 300 ansatte i Mission Øst, og at kun én af dem hedder Hartzner. Organisationen begyndte som et familieforetagende, men jeg mangler dokumentation for, at den bliver drevet som et familieforetagende i dag,” siger direktøren og tilføjer, at bestyrelsen godkendte ansættelsen af sønnerne.
Mission Øst begyndte ganske rigtigt som et familieforetagende. Som ung, nyuddannet læge havde Kim Hartzner i flere år sammen med sin far, René Hartzner, smuglet bibeler ind i de daværende sovjetrepublikker. Her så de nødlidende mennesker og fik øjnene op for, at de kunne hjælpe. Det skulle blive til mere end bare bibelsmugling, og i 1991 opstod Mission Øst med far og søn som ansatte og en garage som hovedkontor.
Det er den pionerånd, der stadig præger Kim Hartzner i dag, siger flere. Han er på mange måder i 2020 den samme, som den 32-årige idealist, der i 1991 opgav sin drøm om at blive hjertekirurg for at dedikere sine vågne timer til at hjælpe nødlidende i Østeuropa. Og igen – ligesom med andre af Kim Hartzners karaktertræk – er det både hans styrke og svaghed.
En tidligere ansat beskriver for eksempel, at det var en glæde at arbejde med en mand, hvor der var meget kort fra tanke til handling. For nogle ville det måske være for meget, men for denne medarbejder var det positivt og spændende, at der var fart på. Og man skulle ikke pakke noget ind, når man talte med Kim Hartzner. Han kunne lide kontante typer, for han var selv kontant.
Samme tidligere medarbejder oplevede det desuden som positivt, at Mission Øst på mange måder føltes som et familieforetagende. Vedkommende fandt det positivt, at der var denne opfattelse i organisationen, der gav det indtryk, at det var mere end bare forretning.
For andre er det knap så positivt, at Kim Hartzner i dag som 61-årig ikke har lagt mere af ungdommens spontanitet og idealisme fra sig. Forleden sagde den nu tidligere bestyrelsesformand Carsten Wredstrøm for eksempel til Kristeligt Dagblad, at organisationen er vokset Kim Hartzner over hovedet. For selvom organisationen i 2019 havde en omsætning på 74 millioner kroner, driver Kim Hartzner stadig virksomheden, som om den har hovedkontor i en garage, lyder kritikken.
Generalsekretæren opfatter Mission Øst som sin egen virksomhed, siger en anden tidligere medarbejder. Det er ham, der har stiftet den, og organisationens succes hviler i høj grad på hans arbejde og engagement. Men når han betragter Mission Øst som sin virksomhed, opfatter han dermed også sig selv som identisk med virksomheden. Og så kan man komme på kant med god ledelsesskik, lyder kritikken.
Det kan hænge sammen med den anden advarsel til generalsekretæren fra den nu tidligere bestyrelse, som den skriver om i sin beretning. Advarslen kom i sensommeren sidste år, da bestyrelsen var blevet gjort bekendt med, at Kim Hartzner havde ansat en personlig assistent, som han ifølge den tidligere bestyrelses skriftlige beretning ”havde stærke personlige interesser i”.
Generalsekretæren havde fået tilladelse til at få en personlig assistent til at aflaste sig med kørsel på rejser og med hjælp i forbindelse med foredrag og præsentationer. Men ansættelsesprocessen var ifølge bestyrelsen mistænkeligt effektiv. For stillingen blev kun kortvarigt slået op på Mission Østs hjemmeside og taget ned igen, da der var kommet to ansøgere. Den pågældende assistent til Kim Hartzner blev derefter ansat uden godkendelse fra hele bestyrelsen, hvilket ellers var blevet stillet som krav for en ansættelse. Ifølge Kim Hartzner på grund af en procedurefejl.
Senere faldt mistanken dog på, at der lå mere end en procedurefejl bag den hurtige ansættelsesproces. Her fik bestyrelsen nemlig beretninger fra søsterorganisationen i Tyskland om, at forholdet mellem generalsekretæren og den personlige assistent ”virkede, som om der var tale om mere end en professionel arbejdsrelation”.
Da det blev bekræftet fra anden side, blev den pågældende assistent fyret, og en ny ansættelsesproces gik i gang. Denne gang blev stillingen slået op på de sæd-vanlige jobportaler og resulterede i omtrent 40 ansøgninger.
På trods af disse beskyldninger var det dog Kim Hartzners økonomihåndtering, der blev årsagen til, at han blev fyret. Den tidligere bestyrelse var ikke tilfreds med, at Mission Østs egen-kapital ikke var steget i takt med, at organisationen havde fået større omsætning. Det vidnede om dårlig ledelse og om manglende evne til at effektivisere dele af organisationen, mente man. Og det var ikke første gang, at økonomi kom imellem generalsekretæren og hans bestyrelse. I 2006 gik den daværende bestyrelse nemlig af, efter revisionsvirksomheden Deloitte havde kritiseret en problematisk regnskabspraksis i hjælpeorganisationen.
Nu har Mission Øst meldt ud, at man vil iværksætte en uvildig undersøgelse af egen praksis.
Historien om Mission Øst er på mange måder en succeshistorie. Om en far og en søn, der i begyndelsen skabte en organisation i en garage, som på mindre end 30 år voksede sig til kontorer i Hellerup, Bruxelles og Berlin. Kim Hartzner så, at arbejdet var godt, og det samme gjorde omverdenen, der betroede ham offentlige midler til at hjælpe i de områder, hvor de andre ikke kunne komme til. Og det lykkedes ham at skabe en af de mest ekspansive kirkelige ngo’er i nyere tid.
Men den karismatiske generalsekretær er ikke klar til at hvile. Han er ikke færdig med arbejdet, selvom den tidligere bestyrelse ville have ham fyret. Det har nu ført til organisationens største krise til dato. Tiden vil vise, om bestyrelsens kritik vil få konsekvenser. Om offentlige og private donorer vil trække følehornene til sig efter den stormombruste tid og beskyldninger om lemfældig omgang med penge og regler. Eller om Kim Hartzner rider stormen af.