Hasidiske jøder forbyder kvinder at gå på universitetet

Den største gren af hasidiske jøder i USA og Storbritannien, Satmar, vil fremover ikke tillade kvinder med en universitetsuddannelse ansættelse på sine institutioner

Universitetsuddannelser for kvinder er ”farligt”. Derfor har den hasidiske gruppe Satmar forbudt sine kvindelige medlemmer videregående uddannelser. Her ses medlemmer af trossamfundet i Williamsburg, New York.
Universitetsuddannelser for kvinder er ”farligt”. Derfor har den hasidiske gruppe Satmar forbudt sine kvindelige medlemmer videregående uddannelser. Her ses medlemmer af trossamfundet i Williamsburg, New York. . Foto: Pacific Press.

Universitetsuddannelser for kvinder er ”farligt”. Derfor har den hasidiske gruppe Satmar forbudt sine kvindelige medlemmer videregående uddannelser. Det skriver den engelske avis The Independent, som er kommet i besiddelse af et dekret, der er blevet udsendt fra gruppens hovedsæde i New York. Forbuddet vil føre til, at piger bortvises fra Satmars egen skole, Bais Rochel, og at voksne kvinder nægtes stillinger på skolen, skriver gruppen.

”Ingen kvinder, der er tilknyttet vores skole, skal tillades at studere og tage en uddannelse. Det er farligt. Piger, der ikke adlyder dekretet, vil blive tvunget til at forlade vores skole. Ydermere vil kvinder med en videregående uddannelse ikke kunne få arbejde på skolen.”

Ifølge gruppen kommer dekretet som modsvar på, at stadig flere kvinder uddanner sig. Gruppen beskriver sekulær indflydelse som en trussel mod sit eksistensgrundlag.

”Vi må sikre vores trossamfund, og vi kan ikke tillade sekulær indflydelse i vores hellige miljø. Det strider mod fundamentet i vores institution.”

Satmar menes at have mellem 50.000 og 120.000 medlemmer på verdensplan, og heraf skal mange findes i USA og Storbritannien. Ifølge The Independent er det den største gruppering blandt Storbritanniens 30.000 ortodokse jøder.

Marianne Schleicher er lektor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Hun beskriver gruppen som en af de mest yderligtgående og sammensluttede inden for den jødiske tro. Hun er ikke overrasket over forbuddet.

”Det er formentligt af frygt for, at kvinderne ved at uddanne sig stifter bekendtskab med nogle andre kønsopfattelser end dem, de er vokset op med. Det kunne jo være, at det fik kvinderne til at ønske mere frihed eller måske ligefrem at forlade miljøet,” lyder det fra Marianne Schleicher som ikke mener, der er tale om en del af en større, reaktionær bevægelse.

”Det er meget synligt, når nogen udtaler sig så rabiat, men de tegner sig for en meget lille del af det jødiske trossamfund. Tværtimod kan man pege på, at der både findes transkønnede, kvindelige og homoseksuelle rabbinere i andre jødiske miljøer.”

Satmar har ikke en afdeling i Danmark, og der findes kun en enkelt hasidisk gruppe. Den hedder Habad, og her har man ikke meget tilovers for Satmars forbud, forklarer rabbiner i Habad Yitzi Loe-wenthal.

”Vi kender godt til Satmar, og vi er ikke enige i deres syn på kvinder og uddannelse. De gør det for at komme en udvikling til livs, som de ser som en trussel, men den opfattelse deler vi ikke. Vi behøver ikke forbyde for at bevare vores identitet, den ligger i, hvem vi er, og hvad vi kan tilbyde.”