”Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge.”
Sådan beskrives den metode, Jesus bruger til at helbrede en døvstum mand i teksten, der prædikes over i landets kirker denne søndag. Det kan ikke siges at være en proces, der fremkalder smukke billeder i læserens hoved. Men den virker. Mandens ører åbner sig, og tungen løsnes. Et sandt mirakel.
Og mirakler er generelt ikke svære at finde i Det Nye Testamente, ligesom de langt fra var en fremmed handling på Jesu tid. Det siger Kasper Dalgaard, der er lektor i kristendomshistorie på Københavns Universitet og forsker i Det Nye Testamente og dets samtid.
”Vi har at gøre med en tid, hvor magi og mirakler var en accepteret del af hverdagen. I større byer og på markeder var det normalt at opleve mirakelmagere og helbredere, og man kunne købe magiske genstande, amuletter og lignende. Fra historiske skrifter kender vi også flere mirakelmagere, der gjorde det samme som Jesus,” siger han og nævner som eksempel grækeren Apollonios fra Tyana og jøderne Judas Galilæeren, troldmanden Theudas og Simon Bar Kochba.
For jøder handlede det at helbrede dog ikke kun om at udføre magi. Hvis man ville fremstå som Guds udvalgte frelser, skulle man kunne udføre mirakler, siger Kasper Dalgaard.
”De blev brugt til at finde ud af, hvem der var den sande profet at følge. Miraklernes funktion var at vise, hvem der havde Gud bag sig.”
At mirakler optræder i alle Det Nye Testamentes evangelier peger ifølge Kasper Dalgaard også på, at de tidligt var en central del af den kristne tro.
I Markusevangeliet, som søndagens tekst er fra, finder man eksempelvis 40 mirakler i alt. Mens nogle udføres af engle og Gud, står Jesus for 28 af dem, og heraf er de 17 helbredelser, forklarer Kasper Dalgaard. Det viser netop, hvor vigtige helbredelserne var.
”Forestil dig, at du i gamle dage kunne tage ind til en større by og opleve fantastiske helbredelser, og at du så efterfølgende hørte om Jesus, som ikke engang kunne helbrede nogen. Hvorfor skulle du så følge ham? Miraklerne var en af de ting, der gjorde det tydeligt, at Jesus var særligt udvalgt. Hans ord og evne til at tale med Gud var tilsyneladende ikke nok i sig selv.”
Ser man nærmere på helbredelserne i Markusevangeliet, vil man opdage, at de er meget forskellige og bevæger sig fra mere primitive metoder til overnaturlige mirakler, hvor Jesus kan gøre nogle raske uden hverken at se eller røre dem. Miraklet i søndagens tekst hører til den første kategori og beskriver ifølge Kasper Dalgaard en helbredelse, som den typisk fandt sted på markederne på Jesu tid.
”Han brugte de elementer, der var klassiske ved en magisk helbredelse. Der skulle være kropskontakt og kropsvæsker, og det var vigtigt, at fingrene blev brugt, da man sagde, at de havde den helbredende kraft. Og så vendte han blikket mod himlen, hvilket viste, at det var en vanskelig helbredelse, hvor han blev nødt til at kigge op og kanalisere Guds magt,” siger han og tilføjer, at det mest interessante er brugen af det aramæiske helbredelsesord ”effatha”.
”Det at udtale et fremmedord under miraklet har virket magisk og lidt givet samme mystiske effekt, som når folk taler i tunger. Og det viser samtidig, hvordan medicin, magi og mirakler hang sammen med ord og bøn,” siger han.
Hvor denne søndags tekst skal demonstrere, at Jesus var en helbreder som de andre på hans tid, skal mange senere mirakler vise hans fuldstændige guddommelighed. Det sker især med hans naturmirakler eller ”megamirakler”, som Kasper Dalgaard kalder dem. Fra Markusevangeliet kan nævnes bespisningsunderet, dødeopvækkelsen og stilningen af stormen.
”Naturmirakler var de virkeligt effektive mirakler. De viste, at Jesus ikke bare var én blandt mange, men havde Guds fulde magt. Han kunne ikke blot helbrede, men havde også magt over naturen, livet, døden og folkets ve og vel.”
Teksten til 12. søndag efter trinitatis står i Bibelen, Markusevangeliet 7, 31-37.