Prøv avisen
Interview

Hele verdens kristendom fortælles på ny

Hvis jeg ikke havde været pensioneret, havde jeg ikke kunnet overkomme det store arbejde, som redigeringen af det nye værk har været, siger Jens Holger Schjørring. - Foto: Leif Tuxen

I dag præsenteres et nyt mammutværk ved et seminar på Aarhus Universitet. 35 forskere fra hele verden har begået et pionerarbejde med at beskrive kristendommens historie som global religion fra cirka 1500 frem til i dag

En sådan fremstilling med fokus på kristendommen i hele verden har ikke været skrevet før. Det siger professor emeritus i kirkehistorie Jens Holger Schjørring, der sammen med svensk-engelske Norman A. Hjelm har været hovedredaktør for de mere end 2000 siders global kristendomshistorie i værket ”History of Global Christianity” (på dansk: Den globale kristendoms historie). Det er syv års arbejde, der nu er mundet ud i udgivelsen af det sidste af de tre bind i værket.

Hvad er det særlige ved denne globale kristendomshistorie?

”Først og fremmest er fremstillingen global og økumenisk, det vil sige ikke kun skrevet af europæiske protestanter, men med en bred medvirken fra alle kirkesamfund, blandt andet katolikker og folk fra de karismatiske kirker. Forfatterne har også forskellige metodiske tilgange og er ikke kun teologer og kirkehistorikere, men også historikere og sociologer, og det skaber en bredde i fremstillingen.”

Selvom I har ønsket at skrive en global kristendomshistorie, så er den vel europæisk tænkt. Inddelingen i de tre bind følger centrale skæringspunkter i europæisk historie som for eksempel Den Franske Revolution?

”Ja, første bind sætter Columbus’ opdagelse af Amerika og de spansk-portugisiske jordomsejlinger som startpunkt og slutter ved Den Franske Revolution. Man kan ikke rigtigt tale om, at kristendommen var global, før de store opdagelsesrejser og missioner bragte kristendommen verden rundt. For et vesteuropæisk perspektiv står reformationsgennembruddet i 1517 som et skæringspunkt, men ser vi globalt på det, er skæringspunktet i stedet 1492, opdagelsen af Amerika, og endnu tidligere 1453, hvor Konstantinopel falder til tyrkerne, og den ortodokse kirkes centrum flyttes til ’Det Tredje Rom’, Moskva.

Andet bind følger tendenserne i det, man har kaldt ’det lange århundrede’ fra 1789 til 1914. Grunden til det er, at kampen om ’modernitet’ samt blandt andet nye protestantiske missionsindsatser sætter ind her, og at vi ser begyndelsen til sekularisering i Europa. Endelig har vi i tredje bind dækket perioden fra Første Verdenskrig frem til i dag, og det giver mening, da vi ser fremkomsten af nye statsformer og nye stater. Det betyder for eksempel et anderledes forhold mellem kirke og stat.”

Hvad kendetegner kristendommens globale udvikling fra 1500 til i dag?

”Mange af de temaer, vi ser i dag, for eksempel hvordan kirkerne skal forholde sig til andre religioner, især islam, har faktisk været aktuelle i hele perioden. Indtil slutningen af Første Verdenskrig lå det islamiske Osmannerrige mod øst og gav anledning til voldsom teologisk kritik af islam, men også beundring af den tolerance, som osmannerne i et vist omfang udviste over for de kristne. I et kapitel om nyere afrikansk kirkehistorie ser vi dette tema med udgangspunkt i afrikanske lande, hvor kristne og muslimer lever i konflikt, men også mange steder i fred og dialog.

Meget afgørende er også den gradvise frigørelsesproces fra 1950’erne og frem, man kalder afkolonialisering. Det er den periode, hvor de gamle europæiske kolonimagter som England, Frankrig, Belgien og andre gav frihed og selvstændighed til deres kolonier i Afrika, Asien og Mellemøsten. Det har mange steder betydet, at kristendommen har taget skikkelse efter den oprindelige befolkning og derfor ikke ligner europæisk kristendom på samme måde. De tidligere kolonier har gjort kristendommen til deres egen, nu de ikke længere styres fra Europa. Det gælder også for eksempel Sydkorea, som er det mest kristne land i Asien. Sydkoreanerne er præget af en stærk vækkelseskristendom og gør tingene meget anderledes end i de traditionelle kirker i Europa.”

I har som redaktører skullet samle mange forskellige forskeres bidrag. Var der nogen, der var indbyrdes uenige om, hvordan man skal tolke en historisk periode?

”Generelt har vi søgt at undgå, at der var overlap eller uformidlede kontraster mellem de enkelte kapitler, men navnlig i ét tilfælde har vi ladet to forskellige tolkninger stå over for hinanden. Den palæstinensiske kirke-historiker Mitri Raheb, der skriver om Mellemøsten, har et kritisk syn på Englands og Frankrigs betydning for dannelsen af de moderne, mellemøstlige stater i det 20. århundrede, deriblandt staten Israel. Han mener, denne indblanding har gjort det svært at være kristen i Mellemøsten. Omvendt forholder den tyske forsker Siegfried Hermle sig positivt til dannelsen af staten Israel i sit kapitel om antisemitisme i det 19. og 20. århundrede. De to synspunkter har vi ladet stå, så læseren selv kan danne sig en mening på baggrund af fremstillingerne.”

Hvem er værket henvendt til, og hvad får man ud af at læse det?

”Vi vil gerne række ud over den snævre kreds af fagpersoner, men desværre er bøgerne omfattende og dyre, så der skal nok flere andre til, som vil popularisere den viden, vi nu har bragt frem. Vi mener heller ikke, at værket har en umiddelbar nytteværdi i den forstand, at det skulle kunne fremme en specifik dagsorden, men det skal bringe læseren et udsyn og et åbent perspektiv.

En af de centrale pointer, som vi fremfører i bøgerne, er, at kristendommen ikke har få, men mange centre rundtom i verden. Det er ikke kun fra Rom, Canterbury og Wittenberg, at kristendommen har udviklet sig. I dag er der sket en forskydning, så kristendommens tyngdepunkter er i syd og øst, for eksempel i Afrika og Kina, det land, hvor kristendommen vokser allerhurtigst, mens de kristne kirker har været i tilbagegang i de gamle centre i Europa og til en vis grad står i fare for at stivne i traditioner. Fremtiden vil så vise, hvad denne forskydning vil betyde for både den europæiske og den globale kristendom.”