Santo Subito (på dansk: helgen nu) sang mængden på Peterspladsen ved Johannes Paul IIs begravelsesmesse i 2005, og hans to efterfølgere i embedet har relativt hurtigt efterfulgt opfordringen. Allerede i 2011 blev den gamle pave saligkåret af Benedikt XVI, og søndag følger pave Frans op med en regulær helgenkåring kun ni år efter Johannes Paul IIs død.
Ved samme lejlighed vil Frans også helgenkåre en anden af sine forgængere, Johannes XXIII, der var pave fra 1958 til 1963. Og når man erindrer sig, at der også er indledt salig- eller helgenkåringsprocesser for Pius XII (død 1958), Paul VI (død 1978) og Johannes Paul I (død 1978), er det svært ikke at ane en tendens: Er man først pave, bliver man også helgen.
For progressive katolikker vil der være stor tilfredshed ved at se Johannes XXIII helgenkåret, for han indkaldte til 1960erne store kirkemøde, Andet Vatikankoncil, der reformerede kirken. Omvendt vil helgenkåringen af Johannes Paul II appellere til mange konservative katolikker. Hans konfrontation med det kommunistiske regime i Polen bidrog til, at hele østblokken brød sammen. Og på sine mange rejser rundt omkring på jorden lagde han stor vægt på traditionelle katolske værdier.
LÆS OGSÅ: Vatikanet satser på at skrive medie-historie med helgenkåringen af to paver
Men begge paver nød også meget bred popularitet på tværs af kirkepolitiske skillelinjer. Derfor giver det god mening at helgenkåre dem samme dag som en understregning af den indre sammenhæng, der eksisterer mellem de to meget forskellige personligheder.
Johannes Paul II, der som ung biskop deltog i Andet Vatikankoncil, kunne for eksempel ikke have foretaget sine mange revolutionerende paverejser uden den fornyelse i synet på paven og kirken, der lå i Johannes XXIIIs reformer.
Alligevel er nogle katolske iagttagere bekymrede for, at der skal gå inflation i helgenværdigheden, når paverne nærmest rutinemæssigt bliver kanoniseret eller er på vej til det. Måske var det en idé at holde en pause og huske, at det jo er Gud og ikke kirken, der skaber helgener, anføres det.
En anden indvending går på, at en helgenkåring af en pave næsten uvægerligt bliver opfattet som en kanonisering af hele hans regeringstid. Johannes Paul IIs 27-årige pontifikat omfattede således mange triumfer, men også kontroversielle indgreb mod liberale teologer samt regulære skandaler som de sager om præsters seksuelle misbrug af børn og unge, der kom frem i pavens sidste leveår.
En salig- og helgenkåringsproces er kompleks, men det er de personlige dyder, der er hovedsagen, når den katolske kirke skal definere hellighed. Tro, håb og kærlighed er de traditionelle kristne dyder, og dertil kommer kardinaldyderne fra Aristoteles etik: klogskab, retfærdighed, styrke og mådehold. Alle kristne forventes at praktisere disse dyder, så det, der søges i helgenens liv, er en virkeliggørelse i helt exceptionel grad.
En sådan livsførelse kan ikke undgå at gøre indtryk, og for mange, der på tv fulgte den døende Johannes Paul II, var der ingen tvivl om, at han var en ægte helgen, og i denne overbevisning lå et vigtigt folkeligt mandat, eller begyndelsen på en helgenkult, om man vil. Det samme kan siges om Johannes XXIII, der siden sin død for 51 år siden har haft status af den gode pave; et tilnavn, der er videreført til nye generationer gennem bøger og film.
Kanoniseringen af Johannes XXIII og Johannes Paul II er en anledning for katolikkerne til at mindes to store skikkelser og glæde sig over Guds forsyn for sin kirke. Heri ligger også et afgørende argument for helgenkåringerne, også selvom de ligner en forudsigelig trend.
I katolsk optik er historien om en helgens liv inklusive alle gråtoner nemlig en af de vigtigste måder, hvorpå kirken som institution kan formidle meningen med den kristne tro på en håndgribelig måde uden om allehånde teologiske spidsfindigheder.
En helgenkåring er ikke en flidspræmie, og en helgen er ikke nødvendigvis et dydsmønster. Det er eksemplets magt, der er afgørende, og den intense mediedækning af paverne i det 20. og 21. århundrede har gjort dem og deres trosliv til rollemodeller langt ud over den katolske kirkes egne rækker.