Prøv avisen
Før søndagen

Paula Larrain: Helligånden er et prik på skulderen

Paula Larrain mener, at det ikke altid er ligetil at tro på Gud, men at Helligånden er en hjælp. – Foto: Ritzau Scanpix

Det var først senere i livet, at journalisten Paula Larrain blev kristen. Men i dag beskriver hun sit forhold til troen som at være vendt hjem efter lang tids søgen. Søndagens tekst minder hende om, at hun bliver ringet op af Helligånden, når hun har brug for at tro

”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.”

Sådan står der i søndagens tekst, og det kan Paula Larrain nikke genkendende til, efter hun har læst teksten. Hun fortæller med smil i stemmen, at hun ofte har sagt i en vittig tone, at Helligånden sommetider ringer hende op, men hun mener det faktisk alvorligt.

”Nogle gange føler jeg en stor trang til at gå i kirke om søndagen, og det laver jeg lidt sjov med at referere til som, at Helligånden har prikket mig på skulderen eller ringet mig op. Det er en påmindelse om, at jeg trænger til at gå i kirke, trænger til nadveren eller trænger til at mærke fællesskabet,” siger hun.

For Paula Larrain er det netop det, der er det centrale i søndagens tekst: At Jesus lover, at hun og andre vil blive mindet om kristendommens budskab. For hende betyder det, at hun ikke behøver at bære rundt på en bekymring om at være en dårlig kristen.

”Teksten er en påmindelse om, at selvom jeg har en travl hverdag, selvom jeg i længere tid ikke har haft kontakt og ikke har tænkt på Gud, så er han der alligevel, jeg skal bare elske ham. Og alle dem, der gør det, bliver prikket på skulderen en gang imellem, når de har brug for det. Og de genkender det prik og ved, at Gud er med dem,” siger Paula Larrain.

Den tro har Paula Larrain ikke haft fra barnsben. Hendes familie flygtede fra Chile, da hun var barn, og hun er katolsk døbt. Men religion fyldte ikke meget i hendes venstreorienterede barndomshjem. Paula Larrain kan også godt fortælle, hvornår hun ændrede perspektiv på tro, da hun siger, at hun blev kristen i en alder af 33 år.

”Jeg fandt troen efter lang tids søgen. Jeg kom til Danmark som flygtning, og min familie gik fra hinanden, og jeg har haft en livslang sjælelig smerte over den sorg, det var at miste sit land og sin familie og en sammenhæng i tilværelsen. Flygtningetilværelsen i sig selv var en så stor belastning for mig, at jeg søgte efter nogle svar og efter at komme hjem. Jeg ville finde de rødder og det fundament, som jeg havde mistet. Jeg fandt følelsen af at være hjemme i Jesus og i kirken. Følelsen af at finde hjem er en fornemmelse af ro, og at man kan sænke skuldrene og være sig selv og stå ved den plads, som man har fået, og fylde den ud uden at bekymre sig om, hvad andre mener,” siger hun.

Det med at bekymre sig om andres meninger føler Paula Larrain kan være en udfordring for hendes tro. Hun er vært på P1-programmet ”De højere magter”, hvor tro ikke er tabuiseret. Men hun har også i den seneste tid været aktiv på Twitter, hvor hun mener, at religiøsitet er under angreb.

”På Twitter er det vanskeligt at være troende, når mange er aggressivt anti-troende. Når nogle er så vrede på min og andres religioner, spørger jeg hele tiden mig selv, om det er mig, der er vanvittig. Og på den måde bliver min tro udfordret. Derfor er det dejligt at læse en tekst som denne, der minder mig om, at det ikke er mig, der er vanvittig. Gud er der skam, og der er et fællesskab med andre, der tror på det samme som mig.”

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville sige, at man skal hvile i sin tro og stole på, at Gud er der. Også selvom du ikke tænker på ham hver dag. Og den dag, du har brug for at blive mindet om det, så prikker Helligånden dig på skulderen.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det vigtigste for mig er den nye aftale og det dobbelte kærlighedsbud. Hvis jeg skal vælge et, er det ”Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste”, der ligger mig nærmest. Det er vigtigt, at man ikke må lyve om andre mennesker. Man må heller ikke lyve generelt, men for mig er det vigtigt, at man ikke må gøre det i forhold til andre mennesker. Du må ikke finde den ondeste version af et andet menneske, fordi det lige passer dig. Det passer godt ind i tiden og særligt i en valgtid.

Hvordan ser din ønske-gudstjeneste ud?

Den skal være klassisk, den skal være flydende og bevæge sig som et stort sammenhængende musikstykke. Det skal være en stor bevægelse fra ende til anden, det kræver, at præsten har en musikalitet. Gudstjenestens rammer skal ikke forstyrre koncentrationen. Det kan være svært og blive udfordret af dåb. Det kræver en dygtig og rolig præst at få den glidende bevægelse til at fungere.

Hvordan er dit gudsbillede?

Den opstandne Jesus er ham, jeg ser for mig, når jeg tænker på et billede af Gud. Derudover er Gud for mig allestedsnærværende, han er i alt, i alle relationer, i naturen, i det store, smukke birketræ i min have.