Prøv avisen
Før søndagen

Billedkunstner: Helligånden holder ord

Kunstmaler Anne Marie Johansen.

Begejstring er for billedkunstner Anne Marie Johansen et gennemgående tema i søndagens prædiketekst, hvor Simeon bryder ud i lovprisning, da han får Jesusbarnet at se

”De unge har så travlt nu til dags!”.

Udmeldingen blev leveret af to ældre herrer i kedeldragter, og kunstmaler Anne Marie Johansen havde inderligt lyst til at svare dem igen, da hun powerwalkede forbi dem på sin daglige morgentur ned til vandet.

”Det er, fordi jeg kan,” havde hun lyst til at sige.

Den nordjyske autodidakte kunstmaler og illustrator Anne Marie Johansen blev i fjor ramt af to diskusprolapser, som skar forbindelsen i rygsøjlens nervetråde over og gjorde hende lam i den ene side og ude af stand til at gå.

”Den store kontakt blev rykket ud”, som hun selv formulerer det. Alligevel blev taknemmeligheden en følgesvend gennem hele hendes forløb mod at genvinde sin førlighed og komme tilbage på benene, forklarer hun.

”At opleve så enorm en omsorg fra mine omgivelser er en af de allerstørste oplevelser for mig i nyere tid. Taknemmelighedsfølelsen skyllede bogstaveligt talt ind over mig, og af og til var jeg bange for, at folk tænkte, at jeg var en decideret jubelidiot, men jeg kunne ikke lade være med at juble over og glædes ved den store hjælpsomhed, som jeg var omgærdet af fra alle sider,” siger Anne Marie Johansen, der i dag har fået førligheden tilbage.

Begejstring er ifølge kunstneren også et gennemgående tema for søndagens prædiketekst fra Lukasevangeliet. Her indfrier Helligånden sit løfte over for Simeon om, at han skal opleve Herrens salvede, før han dør. Simeon møder det lille Jesusbarn, som han beskriver som et lys til åbenbaring.

Anne Marie Johansens daglige udtryksform er ikke ord, men penselstrøg, og derfor har hun i arbejdet med at fortolke teksten valgt at illustrere den.

Helligånden har hun illustreret ved en due og lyset i form af en sol, der skinner ud over jordkloden og giver genskin på menneskene. Det særlige fokus i billedet er Simeon, der får Jesusbarnet overrakt af Josef og Maria og bryder ud i lovprisning.

”Jeg hæfter mig ved, at Simeon får Jesusbarnet rakt. Han får barnet givet, og det giver ham fred i livet og gør ham samtidig begejstret. Så begejstret, at han bryder ud i spontan lovprisning af Gud,” fortæller Anne Marie Johansen og tilføjer:

”Det samme gør sig gældende for os. Når vi tager imod troen – ligesom Simeon tager imod Jesusbarnet – vil vi opleve lys og glæde i vores liv. Så vil vi opleve fred og frelse.”

Ifølge kunstneren har de fleste mennesker ligesom Simeon nogle ting, de gerne vil opleve, før de skal herfra. I nutiden taler man om en såkaldt ”bucket liste”, og øverst på Anne Marie Johansens liste er et ønske om at se sine børn vokse op og blive nogle gode mennesker, fortæller hun.

”Helligånden holder i teksten sit løfte over for Simeon, og det giver mig et håb at vide, at vi på den måde bliver lovet, at hvis vi følger Gud, tager han vores bekymringer på sig, så vi kan gå bort med fred og få både forløsning og trøst, som teksten også siger,” forklarer hun.

Anne Marie Johansen fik øjnene op for kristendommen, da hun i en alder af 29 mistede sin far. Hun opsøgte ikke selv kirken, men i sorgprocessen sneg salmerne sig ind på hende, og pludselig gik hun og sang Kingos strofer for sig selv, mens hun trillede rundt med sin søn i barnevognen.

Siden har hun sat sig for at illustrere samtlige 791 salmer i Den Danske Salmebog, og hun har i skrivende stund rundet nummer 350.

Når menighedens stemmer blander sig i salmesangen, giver det hende en stærk følelse af fællesskab og samhørighed. Hun kalder salmerne for ”et hjertesprog”, og de har lige siden hendes fars død givet hende trøst.

”Salmerne er fyldt med håb, og samtidig er de fællesskabende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Gud har skabt os til at leve i fællesskab med hinanden. Det fik jeg for alvor øjnene op for, da jeg blev syg sidste år,” siger Anne Marie Johansen.

Når hun hver morgen powerwalker fire kilometer ned til vandet, er det ofte for at formulere en takkebøn til Gud. Taknemmeligheden fulgte hende ikke blot under hendes sygdomsforløb, men er nu blevet en fast følgesvend i hendes liv. Selv på de mindre gode dage kan gåturen gøre hende taknemmelig og begejstret – både for livet, fællesskabet og de muligheder, hun får givet, fortæller hun.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Det skal jeg heldigvis ikke. Jeg har så stor respekt for det krævende arbejde, som det er at skrive en prædiken, der kan ramme en hel menighed. Med kniven for struben ville jeg tale om de fantastiske relationer og fællesskaber, som kirken og kristendommen rummer.

Hvad er din ønskegudstjeneste

Det er højmessen. Vi er sammen om at høre ordet, men har også tid og rum til at reflektere over vores eget. Og så er jeg jo inspireret af musikken og salmerne, som for mig rummer lige så meget forkyndelse som selve ordet.

Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?

”Du må ikke begære din næstes hus”, som handler om misundelse. Det lyder ikke så flatterende, men jeg synes lige ud sagt, at det er en hæslig ting. Ikke desto mindre kan ingen af os sige os fri for den. Jeg synes, det er vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at blive bedre til at unde hinanden det bedste, glædes over andres lykke og fremgang og dele med hinanden.

Hvordan er dit gudsbillede?

Når jeg går ned og taler til vandet hver morgen og ser det smukke lys ud over havet, føler jeg en særlig forbindelse. Her føler jeg taknemmelighed og ro og kan samle mod og kræfter til dagen. Her bliver jeg mindet om, at jeg er del af et større billede og et større fællesskab.