Har aktivisterne ikke været med til at sætte fokus på en problematik?
– De har unægtelig sat et fokus, men om det er gavnligt for noget, ved jeg ikke. Det, jeg vægter, er, at når der er en afgørelse, så er der også en vej. Så må man følge de angivne regler. De har vurderet det anderledes.
Men er det ikke en positiv effekt at skabe fokus?
– Nej. Jeg mener, det har uddybet modsætninger, som vi kender fra andre situationer, og som vi ikke har det godt med.
Har det ikke været irakernes eget valg at lave denne her aktion?
– Jeg ved ikke, hvordan det er foregået. Men der er et konstant segment i samfundet, som arbejder hårdt for at fremme den slags sager om minoriteternes problemer med majoriteten. Det er meget tænkeligt, at der har været forventing om, at der ville være denne her type af opbakning.
Er alternativet ikke værre – at ingen laver aktioner for det, de tror på?
– Jeg synes i og for sig, at man skal gøre noget, når man har en holdning. Man skal have lov til og føle sig forpligtet til at gøre opmærksom på, hvad man mener. Men det skal foregå inden for lovens grænser. Og jeg synes ikke, man skal bekæmpe politiet.
Når nogle af sagerne bliver taget op igen, er det så ikke bevis på, at aktionen var nødvendig?
– Nej, fordi sådan vil det altid være. Man kan altid tage enkeltsager op og gøre dem principielle og få dem til at runge i medierne. Men de forbliver enkeltsager – det ændrer ikke ved de grundlæggende principper.
Er det her ikke næstekærlighed i praksis?
– Jeg synes mere, det handler om politisk korrekthed. Jeg ved godt, at der er nogen, der definerer næstekærlighed sådan, at det er den lille, de få og de udsatte, der skal hjælpes. Det mener jeg egentlig ikke er næstekærlighed. Det er politik.