Her blev den glædeligste nyhed bebudet

Hyrdernes Mark ved Betlehem kalder ofte de besøgendes følelser frem

På Hyrdernes Mark ved Betlehem viste en engel ifølge kristen tradition sig for lokale hyrder for at viderebringe budskabet om Jesu fødsel. –
På Hyrdernes Mark ved Betlehem viste en engel ifølge kristen tradition sig for lokale hyrder for at viderebringe budskabet om Jesu fødsel. –. Foto: Allan Sørensen.

En turist fra Ghana står med foldede hænder og lukkede øjne og trækker vejret ind gennem næsen. Så puster hun langsomt luften ud gennem munden.

Bag de lukkede øjne rejser hun i nogle få sekunder tilbage til bibelsk tid.

Hun står ved indgangen til grotten på Hyrdernes Mark ved Betlehem, hvor en engel ifølge kristen tradition viste sig for lokale hyrder for at viderebringe budskabet om Jesu fødsel.

LÆS OGSÅ: Jesu mor Maria har sine egne mærkedag

Det her er en enestående oplevelse. Det er som at træde ind i historien, siger hun og peger ud over de nøgne, stenede højdedrag, der måske giver et meget præcist billede af, hvordan Hyrdernes Mark også så ud på bibelsk tid, inden arkæologer og kirker gav sig til at grave og bygge på det hellige sted.

I Lukasevangeliet beskrives scenen, hvor hyrderne får budskabet om Jesu fødsel.

Den nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. Pludselig stod en Herrens engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Herrens herlighed. Hyrderne blev forskrækkede; men englen beroligede dem: Vær ikke bange! Jeg er kommet for at fortælle jer den glædeligste nyhed, I nogen sinde har hørt, og det angår både jer og hele folket: I nat er jeres Frelser, Kristus, der er Herren, blevet født i Betlehem. Og dette er beviset: I skal finde et lille barn, svøbt i et tæppe og liggende i en krybbe.

Hun kan se situationen for sig. Landskabet var dystert på bibelsk tid.

Nogle ubeboede bjergtoppe uden for den lille landsby Betlehem. Masser af huler at søge ly i for regn eller vilde dyr. Et sted, hvorfra datidens hyrder kunne sidde og betragte stjernehimlen uforstyrret af kunstig belysning.

For mit vedkommende er der slet ingen tvivl om, at det var her, hyrderne fik besked fra Guds engel om, at Jesus skulle fødes. Alt virker så levende, siger den ghanesiske kvinde.