Den psykiske sygdom begyndte efter en operation for kæbehulebetændelse. Den 13. juni 1947 indlægges A.R.K.H., 67 år, på sindssygehospitalet i Aarhus. Hun følte sig forfulgt af de mennesker, hvis stemmer hun ofte hørte.
På indlæggelsesdagen havde hun gennem natten ringet på forskellige steder for at få natlogi. Hun turde ikke gå hjem til sin egen lejlighed.
Når hun vågnede om morgenen, så hun en fremmed stue for sig, undertiden så hun også sin afdøde søster, og for nogen tid siden var hun overbevist om, at tre mænd var trængt ind i lejligheden, havde slæbt hende ud i køkkenet og voldtaget hende. Voldsmændene, som hun ikke turde fortælle noget om, mente hun nu var henrettet.
Hun var ugift, havde tidligere været dameskrædder og boede alene. Undervejs i indlæggelsen indstiller man hende til lobotomi, det hvide snit. Men hun får det ikke bedre af behandlingen.
Den 21. juli 1953 dør A.R.K.H. klokken 03.15. Døden skyldes lungebetændelse, afmagring og paranoid skizofreni.
Gengivelsen af kvindens historie stammer fra hendes journal og er præsenteret i rapporten ”Kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Århus”, hvor navnet er anonymiseret til A.R.K.H. Kirkegården ved det psykiatriske hospital i Risskov i Aarhus vidner med dens 235 bevarede gravpladser og gravsten om sådanne patienters liv og død.
Men nu er kirkegården truet, fordi Region Midt vil etablere et boligområde på stedet, når det psykiatriske hospital i 2019 rykkes til et nyt psykiatrisk center ved Skejby Sygehus. Selvom kirkegården ikke har været i brug i flere år, er det dog stadig vigtigt at bevare den, ikke mindst af etiske grunde og for ikke at bryde gravfreden, lyder kritikken af byggeplanerne.
Hospitalet blev indviet i 1852, og to år senere blev den første person begravet på kirkegården. Det var Jacob Christian Dannerup, opsynsmand ved hospitalet.
Tim Flohr Sørensen, adjunkt i arkæologi ved Københavns Universitet, har beskæftiget sig med flere af de kirkegårde, som ligger i tilknytning til psykiatriske hospitaler i Danmark. Om baggrunden for, hvorfor der blev oprettet sådanne kirkegårde, forklarer han:
”I 1800-tallet og i flere årtier frem var den generelle tendens, at mange af patienterne kom for at blive og dø på hospitalet. Der var ikke som i dag det samme mål om eller mulighed for helbredelse.”
Han fortæller videre, at også en af kræfterne bag hospitalet med sit syn på psykisk sygdom medvirkede til at tage bedre vare på de psykisk syge, end tilfældet var på de tidligere dårekister, hvor nogle psykisk syge blev spærret inde. Harald Selmer, den første overlæge på hospitalet fra 1852 til 1876, havde ifølge Tim Flohr Sørensen den holdning, at man skulle værne om de psykisk syge ved at lade dem leve i skærmede omgivelser. For eksempel væk fra byen og deres familier.
”De psykisk syge var stigmatiserede. Og når de endte deres dage på hospitalet, var der mange, der ikke blev hentet af deres familier for at blive begravet i deres hjemsogn,” siger han om nødvendigheden af en kirkegård i tilknytning til hospitalet.
De første patienter i Risskov blev begravet på kirkegården i Vejlby nær ved, men da hospitalet forsøgte at få oprettet en afdeling til patienterne, fik de et nej.
”Man var ikke interesseret i en afdeling for psykisk syge ved Vejlby Kirke. I stedet etablerede hospitalet sin egen kirkegård,” siger Tim Flohr Sørensen.
Harald Selmer udvalgte ifølge ham beliggenheden ud til Aarhus Bugt for at lave et anlæg, der kunne give ro og adspredelse til patienterne.
”Vi ved også fra andre kirkegårde ved psykiatriske hospitaler, at patienterne fik mulighed for at arbejde på kirkegårdene for at aktivere dem,” siger Tim Flohr Sørensen.
I 1962 bliver kirkegården taget ud af brug. Der er i alt blevet begravet godt 2000 patienter og et mindre antal ansatte i kirkegårdens aktive periode, hvoraf altså 235 gravpladser og gravsten ifølge en optælling i 2005 er bevarede, fortæller Eddie Danielsen, informationsmedarbejder ved Museum Ovartaci, et psykiatrisk historisk museum og kunstmuseum.
”Behandlingsmulighederne i psykiatrien ændrede sig. Færre mennesker dør på de psykiatriske hospitaler, og driftsudgifterne til kirkegården i Risskov bliver derfor for store i forhold til behovet. Så hvis familierne ikke hentede den døde, begravede man dem på en anden kirkegård i området,” siger Tim Flohr Sørensen.
Men kirkegårdens værdi skal ikke gøres op i, hvad der praktisk er brug for, mener han. Derfor argumenterer han for, at kirkegården har en historisk og måske endda etisk værdi.
”At sløjfe kirkegården viser en holdning om, at en bestemt marginaliseret gruppe mennesker forbliver anset som undværlige. Både som social gruppe og i døden. Mange af de døde på de psykiatriske hospitalers kirkegårde har ikke pårørende, der tager stilling til, om gravstedet skal sløjfes eller ej, ligesom det sker på almindelige kirkegårde. Derfor er etikken anderledes på kirkegårde ved psykiatriske hospitaler,” siger han og fortsætter:
”På de almindelige kirkegårde er det sådan, at graven ikke er nødvendig, for at mindet varer ved. For der er en familie til at huske den døde. Men når der som på institutionskirkegårdene ofte mangler pårørende, er der et større behov for, at vi som samfund gør hinanden opmærksom på historien om patienterne, som vi måske ellers glemmer.”
Tim Flohr Sørensen mener, at den psykiatriske kirkegård i Risskov er et værdifuldt erindringssted, fordi flere grave er præget af tidens tand. For eksempel er nogle gravsten sunket. Det er ifølge ham et spørgsmål om at have ”et reelt forhold til døden frem for et metaforisk forhold”:
”Gravens forgængelighed ser man sjældent på kirkegårde generelt. Her bliver der i stedet anlagt en ny grav på samme sted, når fredningstiden for den enkelte grav er udløbet. Typisk på en kirkegård indgår der mange symboler på døden i form af kors, blomster og sten. Men vi har ikke en stoflig fornemmelse for, hvad der sker i døden i forhold til forfaldet og forsvindingen. Vi har tilsyneladende et behov for, at de døde hurtigt forsvinder fysisk eller kommer ud af syne. Processen bliver usynlig, fordi der ingen spor er på overfladen til at vidne om det forfald, som døden reelt set indebærer.”
Tidligere var der et kapel på kirkegården. Det blev revet ned i 1970 for at give bedre plads til en vendeplads. Men der er fortsat en kirke ved hospitalet.
