Fire teologer skal i de kommende måneder kæmpe om bispestolen i Lolland-Falsters Stift. Det har stiftet netop offentliggjort i en pressemeddelelse.
De fire kandidater er sognepræst i Tingsted, Falster, Christina Rygaard Kristiansen, teologisk konsulent i Helsingør Stift Marianne Gaarden, provst i Falster Provsti Michael Fagerlund og Poul Joachim Stender, der er sognepræst Kirke Såby og Kisserup, Roskilde Stift.
Dermed tegner der sig et billede af et kandidatfelt, hvor ingen teologisk set stikker ud af den brede, folkekirkelige midte. Det vurderer Hans Raun Iversen, lektor i teologi ved Københavns Universitet.
”De kirkelige fløje er ikke rigtig repræsenteret. Og det er der heller ikke megen grobund for på Lolland-Falster. Muligvis er der en svag konservativ hældning i stiftet, men man kan ikke tale om, at hverken Tidehverv, missionsbevægelserne eller andre i særlig grad står stærkt. Der er lidt af det hele,” siger han.
Nuværende biskop Steen Skovsgaard stopper den 1. august i år, og i begyndelsen af året blev bispevalget udskrevet. Den nye biskop tiltræder den 1. september med bispeindvielse 10. september.
Eberhard Harbsmeier, teolog og tidligere rektor for præsternes efteruddannelse, er enig i, at ingen af kandidaterne skiller sig væsentligt ud teologisk set.
”De ligger alle i midten. Det betyder, at valget nok snarere kommer til at handle om personerne end om teologiske holdninger,” siger han.
Den nye biskop kommer til at råde over fire provstier, 104 sogne og cirka 85.000 folkekirkemedlemmer ud af 100.000 indbyggere.
Med fire mulige kandidater i spil er der tale om et ganske populært stift. Sidste år var der i Aarhus Stift to kandidater, i Ribe Stift var der i 2014 tre kandidater, og da der skulle findes ny biskop i Viborg Stift samme år, var der fire kandidater. Sidst der var bispevalg i Lolland-Falsters Stift for 10 år siden, blev der opstillet fire kandidater.
Tidligere har præst i Apostelkirken i København Niels Nymann Eriksen også vist interesse for bispestolen, men han trak sit kandidatur tilbage.
