Her er pilgrimsvandringen en gudstjeneste

Efter de første 10 år er Pilgrim Vest så livskraftig som nogensinde. Men vandringerne fungerer ikke nødvendigvis bedst i godt vejr

Pilgrim Vest er privilegeret af den storslåede natur på Lemvig-egnen.
Pilgrim Vest er privilegeret af den storslåede natur på Lemvig-egnen. .

”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at gå den.” Sådan lyder en bøn af Birgitta af Vadstena, og den står som en overskrift for pilgrimsvandringerne på Lemvig-egnen.

”Nogle steder har pilgrimsvandringerne et mere kulturhistorisk afsæt, men for os er de en form for gudstjeneste, hvor kroppen er med på en anden måde end i en almindelig gudstjeneste. Vi betragter naturen som det store gudstjenesterum og lader os inspirere af det, vi møder,” siger sognepræst Poul Erik Knudsen fra Lemvig.

Han var for 10 år siden med til at starte Pilgrim Vest, som arrangerer pilgrimsvandringer på Lemvig-egnen, og han har været en drivende kraft lige siden.

Jubilæumsåret er blevet fejret med fire vandringer, og som altid er de foregået i en pragtfuld natur.

Lemvig ligger mellem Vesterhavet, Limfjorden og Klosterhede, som er landets største plantage.

”Det er et storslået landskab, og vi lader os inspirere af det, vi møder - af havet, vandet, luften og lyset. Vi starter næsten altid i en kirke og gør næsten altid holdt i en kirke på vejen. Vandringerne er bygget over et tema, og undervejs holder vi andagt og synger salmer. Sommetider foregår det i en kirke, men det kan også foregå udendørs, og her har vi også haft nadver,” fortæller Poul Erik Knudsen.

Vandringerne er forskellige og spænder fra små aftenture på fem til syv kilometer og op til lange heldagsture på 20 kilometer.

Deltagerantallet svinger fra 15 til 50, men bedst er det, når der er mellem 25 og 30. Man kan også blive for mange til en pilgrimsvandring.

I begyndelsen kom der deltagere helt fra Sjælland, men efter pilgrimsvandringerne har bredt sig til hele landet, er det stort set kun jyder, som deltager i vandringer på Lemvig-egnen.

”Jeg vil tro, at 60 procent er fra lokalområdet, mens 40 procent kommer udefra,” siger sognepræsten fra Lemvig.

Umiddelbart skulle man tro, at pilgrimsvandringer fungerer bedst i godt vejr, men sådan er det ikke altid.

”Vi havde engang en vandring gennem Klosterheden, hvor vi endte midt i en sandstorm. Det var hårdt med sand mellem tænderne og vind, som var ved at blæse os omkuld, og så endte det alligevel med at være en fantastisk oplevelse. Et kirketårn rejste sig over den sandstorm, som føg hen over markerne, og ingen af os, som var med, glemmer det billede. Det er noget, som folk vender tilbage til igen og igen, og det havde vi ikke oplevet en solskinsdag,” siger Poul Erik Knudsen.