”Hvordan det er at bo her? Frygteligt!”.
Ordene kommer med et skævt smil fra Søren, der kigger over på Anna Nees, den ene halvdel af forstanderparret i det kristne bofællesskab Council Center i Nøvling nær Vildbjerg i Vestjylland.
”Nej, her er faktisk fint at være.”
Anna Nees smiler tilbage.
”Skal jeg gå lidt ud af stuen, så du kan rose mig, uden at jeg hører på det?”, spørger hun drillende.
”Nej, det kan du nok godt tåle at høre,” replicerer Søren.
Han er en af 11 beboere i det rummelige bofællesskab, som er indrettet i en gammel tekstilfabrik.
Søren flyttede ind i marts i år og er den nyeste i fællesskabet. Beboeren med højest anciennitet flyttede ind for 18 år siden, da grunden til bofællesskabet blev lagt. Det skete, da ejeren af en nærliggende gård døde. Hans enke var i tvivl om, hvad hun skulle gøre med den store gård. Men så dukkede der en yngre mand op, der manglede et sted at bo, og det opfattede hun som en besked fra Gud om, at gården skulle blive det, som Council Center er i dag: et bofællesskab på kristne værdier, hvor der er plads til mennesker, der har brug for støtte i hverdagen, og hvor alle bidrager med det, de formår.
Bofællesskabet har plads til 13, men lige nu bor der to kvinder og 9 mænd i alderen 29-62 år. De bor i separate lejligheder, men forventes at deltage i den fælles aftensmad.
Anna Nees har skaffet flere af beboerne praktik eller beskæftigelse på særlige vilkår. Søren er for eksempel i i praktik som pedelmedhjælper på en nyoprettet friskole i nærheden.
”Jeg kan godt lide at have ansvarsfulde opgaver,” forklarer han.
”Det er faktisk forkert at kalde dig pedelhjælper, for der er ingen pedel,” siger hun og fortsætter:
”Alle bidrager med det, de kan, når de kan. Det er en grundtanke, som for os hænger sammen med det kristne menneskesyn.”
Hun er ligesom sin mand ansat 15 timer om ugen og står blandt andet for at lave madplan og købe ind sammen med nogle af beboerne. Hun har en fortid som skoleleder og har nu eget konsulentfirma med lederrådgivning på programmet. Johannes Jørgensen er uddannet lærer, har arbejdet med kriminalitetstruede unge og udviklingshæmmede og er nu selvstændig som støtteperson for forældre med børn anbragt uden for hjemmet. I februar i år tiltrådte de to som forstanderpar på Council Center.
”Nogle dage kan man mere end andre dage, og når man ikke kan så meget, skyldes det ikke, at man er doven. Den forståelse tror jeg, at beboerne er taknemlige for, for de har mødt mange krav, som de simpelthen ikke kunne leve op til. Her møder vi dem, som de er – hver dag – og viser dem, at de er gode nok,” siger Anna Nees.
”Alle kan bidrage med noget, når de får lov at gøre det på deres egen måde. En af vores beboere dyrker grøntsager og frugt i en køkkenhave på naboens mark. Han leverer kartofler, gulerødder og løg til aftensmaden, så vi nærmest er selvforsynende, og sørger for, at der er hjemmesyltede rødbeder til jul og masser af hjemmelavet marmelade. Han står selv og laver det i køkkenet uden indblanding fra andre.”
Johannes Jørgensen rejser sig og henter et billede ned fra væggen på gangen ved kontoret. Det er et indrammet sort-hvid foto af et stort skib i tørdok.
”Council Center er et sted, hvor man kan få banket rust af, når der er brug for det, og få at vide, at man er god nok. Men nej, hvis der er store huller, kan vi ikke lappe dem. Vi er ikke et behandlingssted og vil for eksempel ikke have misbrugere her. Men vi kender nok til systemet til, at vi kan hjælpe beboerne med kontakt til læge, psykiatri og så videre.”
Mange af beboerne har haft en svær skolegang, og de har alle haft mange udfordringer i livet. En har en svær kronisk depression, en har autisme, mange lider af angst, og alle har svært ved at indgå i almindelige sociale relationer og har brug for støtte i hverdagen.
”Formiddagskaffe og eftermiddagskaffe er ikke noget, man behøver at deltage i. Men for mange af beboerne er det enormt vigtigt, fordi det fastholder dem på at komme ud og deltage i fællesskabet,” forklarer Johannes Jørgensen.
Han er sammen med Anna Nees og fire-fem beboere samlet om et af stuebordene i den rummelige dagligstue, der hænger sammen med det åbne køkkenalrum, hvor der også er plads til et billardbord. Her er Alex Mathiesen tit at finde, for han er husets bil-lardentusiast og spiller turneringsbillard i en klub i landsbyen. Som regel sender han en sms til Johannes Jørgensen, når han har været i klubben, og fortæller, om han har vundet.
I det hele taget sender beboerne mange sms’er til forstanderparret. Ofte med spørgsmål om praktiske detaljer eller med besked om, når noget har været svært.
”Vi svarer altid. Det er en af de måder, hvorpå vi i det små forsøger at leve de kristne værdier ud. Vi viser, at vi tager dem alvorligt,” siger Johannes Jørgensen.
En kvindelig beboer nikker.
”Det gode ved stedet her er, at man kan være meget privat, men alligevel er man aldrig alene.”
Hun fortæller, at hun efter ti år med mange indlæggelser i det psykiatriske system søgte ind på en kristen højskole. Der oplevede hun, at Gud helbredte hende for voldsomme allergier.
”Lige siden har jeg mærket, at Gud er med mig. Var han ikke det, levede jeg ikke i dag. Så selvom jeg stadig har det svært, gør troen en stor forskel,” forklarer hun.
Hun sætter pris på, at der er bordvers før aftensmaden, og hun går ofte til gudstjeneste i den lokale folkekirke, som ligger få hundrede meter væk.
I dagligstuen står der bibeler og højskolesangbøger på reolen, og der hænger et korsstingsbroderet bibelvers og et maleri med et korsmotiv. Men ellers fylder det kristne mere som handling end ord, forklarer hun.
”Der ingen, der bander og råber, det kan jeg godt lide.”
Søren supplerer:
”Det er svært at sige, hvad det særligt kristne er. Men jeg ved i hvert fald, at det ikke går galt for mig med alkohol, når jeg bor her. Det kan jeg bare mærke.”
Beboeren på Council Center Søren har af personlige grunde ikke ønsket at få sit efternavn i avisen.