Prøv avisen

Misbrugere på lejr i Thy: Her taler vi pænere til hinanden end på bænken i Aarhus

En uge på vinterlejr i Thy giver ro i krop og sind. Og mange af deltagerne trapper ned på deres alkohol- og stofmisbrug for at komme med på lejren. Andre har været ædru i flere år, men sætter stadig lige stor pris på at komme med på lejrene. – Foto: Jens Bach

To gange om året tager en gruppe af brugerne fra Kirkens Korshærs varmestue i Aarhus på lejr i Thy. I en uge er de væk fra det stressede og hårde liv, hvor alkohol og stoffer fylder det meste

”Jeg skal læse min avis i fred, så du skal ikke sætte dig her og snakke.”

”Ja, der skal være ro på, når vi er på lejr.”

”Det var bare en joke.”

”Ja, selvfølgelig. Jeg havde da heller ikke tænkt mig at holde kæft.”

Den lille ordveksling følges af spredt latter i dagligstuen på Helligsølejren i Thy i Nordvestjylland. Det er hjælpeorganisationen Kirkens Korshær i Aarhus, der ejer lejren, og to gange om året – vinter og sommer – er der lejrtur hertil med brugere fra korshærens varmestue i Aarhus. På vinterlejren denne første uge i februar er der 19 brugere og fem ansatte af sted. I en uge bor de tæt sammen i den gennemrenoverede lejrbygning i Helligsø – tæt på havet og med udsigt til byerne Thyborøn og Harboøre på klare dage.

Denne dag er det gråvejr, og de fleste deltagere er indendørs, enten i aktivitetsrummet, hvor der er billardbord og bordfodboldspil, eller i dagligstuen, hvor der er ild i brændeovnen og raflebægre, billedblade og aviser på sofabordene.

”Vi taler pænere til hinanden her end på bænken i Aarhus. Den første dag skal alle lige falde lidt ned, men så bliver det godt, så er her gode vibrationer,” siger en ung grønlandsk mand, som har været med på lejrene igennem otte år.

”Jeg er med både sommer og vinter, så det må være 16 lejre i alt,” siger han og tilføjer, at ”alt på lejrene er godt – maden, samtalerne, tradi-tionerne. Vi skal altid ud at gå tur, og vi skal altid bowle.”

Afdelingsleder i Kirkens Korshær i Aarhus Kristian Blæsbjerg nikker.

”Der er mange traditioner, og de skal ikke brydes. Vi skal altid til Thisted og bowle og spise buffet, og vores bankoaften, filmaften og spille-aften er også faste traditioner. Om søndagen går vi til gudstjeneste i en af de lokale kirker. I aften har vi festaften, og sent på aftenen rydder vi op og slutter af med at spise hotdogs. Et år foreslog køkkendamen at lave skinkestænger i stedet, men det kunne hun godt opgive,” siger han.

Han tilføjer, at mange af brugerne er med både vinter og sommer, og allerede på vinterlejren spørger mange, hvornår de kan melde sig til sommerlejren.

”For mange er lejrene de eneste gange på et år, de er uden for Ringgaden i Aarhus, og for mange er det de to uger på året, hvor de ikke er berusede. Mange får deres bostøtte til at hjælpe sig med at blive afruset op til lejren, så de kan komme med. Vi tjekker ikke nøje, om nogen drikker et par øl, men vi accepterer ikke, at der står en flok udenfor og drikker sammen,” siger han, og tilføjer, at nogle af brugerne har lidt medicin med, som personalet administrerer.

Den unge grønlandske mand supplerer:

”Til daglig drikker jeg nok fire kasser øl om dagen. Her drikker jeg seks øl om dagen. Jeg trapper ned i et par uger. Jeg vil bare med. Det er godt for kroppen og sindet. Men når jeg kommer tilbage til Aarhus, begynder det forfra.”

En 73-årig mand, der for ni år siden flyttede fra Aarhus til Vestervig tæt på Helligsø, bekræfter, at det er svært at holde sig fra misbruget, når man vender tilbage til byen.

”Jeg holdt op med at drikke, da jeg flyttede hertil. Jeg er næsten aldrig i Aarhus, og når jeg er der, bliver jeg lidt usikker. Kan jeg holde mig fra bænken og flaskerne? Da jeg var her på lejr første gang, kunne jeg mærke, hvor godt det var for mig. Jeg er naturmenneske og trives med højt til himlen. Når jeg har det svært, går jeg en tur og bliver blæst igennem, og så bliver alting en nu-oplevelse. Det er også det, der sker på lejren. Vi falder til ro og kommer tættere på hinanden,” siger han.

Han er uddannet skibsbygger og erhvervsdykker, har været ansat i frømandskorpset og arbejdet som erhvervsdykker forskellige steder i verden. Efter en arbejdsskade og en skilsmisse begyndte han at drikke, og i 2005 begyndte han at komme i Kirkens Korshær i Aarhus og kom i aktivering på en gård, som organisationen ejede.

”I korshæren blev jeg accepteret, som jeg var. De syntes selvfølgelig, det var bedst, at jeg ikke drak, men de tog mig, som jeg var. På et tidspunkt indså jeg, at jeg måtte tage ansvar for mit liv, og så holdt jeg op med at drikke,” siger han.

Han fortæller, at han på vinterlejren bor på værelse med en anden ældre mand, som også er holdt op med at drikke for flere år siden.

”Men det gør ingen forskel, hvem af os her, der drikker, og hvem der ikke gør. En af mine bedste venner drikker stadig. Men heldigvis har han ikke drukket hjernen ud, så vores samtaler er lige gode af den grund,” siger han.

Han kalder lejrene med Kirkens Korshær for sin ”navlestreng og livline”.

”Her møder jeg mine venner, og her bliver jeg genopbygget,” siger han.

I det samme ringer Kristan Blæsbjerg med klokken. Det er tid til frokost. Der er sild, pølser, karrysalat og ost på bordet, og alle spiser med god appetit, selvom der til aften venter en festmiddag med tunmousse, flæskesteg og islagkage.

”Da jeg begyndte at komme på lejrene, var der tradition for, at vi blev vejet ved ankomst og afrejse. Nogle tog flere kilo på i løbet af en uge,” siger den 73-årige bruger.

Og det til trods for, at der også altid er gåture og badeture på programmet – enten i Vesterhavet eller i kurbadet i Hurup. En enkelt modig deltager har været en tur i Vesterhavet på vinterlejren, men de øvrige nøjes med kurbadet. En midaldrende grønlandsk kvinde mangler dog en badedragt, for den, hendes kæreste har købt til hende i en genbrugsbutik, er for stor.

”Brugerne vil det samme, som vi andre vil, når vi tager på ferie. Slappe af, være sammen og nyde naturen. Og måske shoppe lidt. Der er mange billige genbrugsbutikker, så dem skal vi altid rundt til,” fortæller Kristian Blæsbjerg, mens en af de kvindelige ansatte går på jagt efter en badedragt i passende størrelse til den grønlandske kvinde.

Da jeg begyndte at komme på lejrene, var der tradition for, at vi blev vejet ved ankomst og afrejse. Nogle tog flere kilo på i løbet af en uge.

73-årig bruger
Ugen igennem er der gang i billardbord, bordfodbold, skak- og kortspil på Kirkens Korshærs vinterlejr på Helligsølejren i Thy. Deltagerne er stort set alle faste brugere af Kirkens Korshærs varmestue i Aarhus. De er efter Kirkens Korshærs regler anonymiserede i både tekst og på billeder. På billedet ses afdelingsleder Kristian Blæsbjerg. – Foto: Jens Bach