Her vil børnene i kirke

Flintholm Kirke i København starter en juniorklub, fordi efterårets minikonfirmandhold var en kæmpesucces. Halvdelen af alle tredjeklasseeleverne fra to skoler var med, og nu fortsætter 40 af de 50 børn i juniorklubben

Minikonfirmanderne i Flintholm Kirke har haft det så sjovt, at 40 ud af de 50 børn vil fortsætte i kirkens nyoprettede juniorklub. –
Minikonfirmanderne i Flintholm Kirke har haft det så sjovt, at 40 ud af de 50 børn vil fortsætte i kirkens nyoprettede juniorklub. –. Foto: Brian Lindberg Jensen.

Børnene løber rundt i katakomberne og laver hemmelige tegn på væggene: halvcirkler. Hvis den næste, der kommer forbi, laver en tilsvarende halvcirkel, men på hovedet, så det ligner en fisk, ved de, at han eller hun er kristen. Og så behøver de ikke at gemme sig. Børnene er nemlig kristne for knap 2000 år siden, forfulgt af Roms kejser.

I virkeligheden er de tredjeklasseelever fra Søndermarksskolen og Johannesskolen på Frederiksberg i København. De er ikke i det underjordiske Rom, men i Flintholm Kirkes grå kælder, hvor halvdelen af skolernes elever har gået på minikonfirmandkursus i 10 uger.

Folkekirkens tilbud om indledende konfirmationsforberedelse benyttes af cirka 20.000 tredje- og fjerdeklasseselever i Danmark. I Flintholm Kirke er det blevet en særdeles stor succes. Her har næsten halvdelen af alle tredjeklasseelever fra to skoler i kirkens nærområde deltaget i efteråret. Både børn og forældre er blevet så glade for initiativet, at kirken har valgt at starte en fast, månedlig juniorklub, hvor 40 af de i alt 50 børn fortsætter.

Sognepræst i Flintholm Kirke Annette Molin Schmidt står for den populære klub i kirken.

Det er slået igennem nu, fordi vi har været ude at vise ansigt. For tre og fire år siden sendte kirken en invitation til minikonfirmandklub med posten og fik otte tilbagemeldinger, siger hun.

Sidste og forrige år kontaktede sognepræsten skolebestyrelsen, kom til forældremøder og dukkede til sidst op i klasserne. Pludselig ville mange flere være med.

Hun lignede en helt almindelig én, slet ikke en præst, bemærker niårige Alexander Taylor Amdi Madsen og Helen Bille, der begge har været med på holdet.

Sognepræsten introducerede klubben for eleverne ved at skrive deres navne på tavlen på græsk og fortælle om det mystiske og spændende, man kunne opleve i kirken. Den slags lagde hun vægt på hele for-løbet igennem, hvor børnene lavede rollespil om kristendomshistorie, dåb, bryllupper og bibelske lignelser.

Man lærer bedst, når man leger, mener Annette Molin Schmidt, der har skrevet speciale om pædagogik og ritualer og en bog om rollespil i folkekirken.

Alexander og Helen er enige og kan levende genfortælle lignelsen om det fortabte får, som de har leget på skift, beskrive Gud, som de har tegnet, og ikke mindst berette om forfulgte kristne i Rom for knap 2000 år siden.

Børn har stadig evne for at tro. De er åbne for et andet univers, og det gør dem sjove at snakke om Gud med, synes sognepræsten.

Foreløbig kører juniorklubben, indtil skoleåret slutter. Annette Molin ­Schmidt regner med, at kirken vil tiltrække lige så mange elever næste år. Men det tvivler Alexander og Helen nu noget på:

De der andenklasser er sådan nogle spilopmagere, siger Helen.

Og Alexander nikker:

Ja, de kan slet ikke sidde stille.

kirke@kristeligt-dagblad.dk