Når Hakim Bayram som barn gik forbi en kirke i Diyarbakirs brostensbelagte gader, samlede han tre sten op og tyrede dem, så hårdt han kunne, mod kirkens dør. Det gav point blandt kammeraterne – og i det hinsides, havde han lært af sin muslimske familie. For kristne var det værste afskum, og fik man for alvor skældud derhjemme, blev man enten kaldt for en beskidt armenier eller en vantro – underforstået en jøde eller kristen.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets kristne udsættes for chikane
Derfor undrer det ikke den 42-årige kristne konvertit, at hans onkel, en lokal mullah, en dag greb ham i armen på gaden og sagde: "Ved du, at jeg er forpligtet til at slå dig ihjel, hvis du ikke vender tilbage til islam?". Det undrer ham heller ikke, at hans 11-årige søn for få uger siden kom rystende og grædende hjem fra skole, fordi en dreng på skolen havde peget på ham med et haglgevær og sagt, at han skulle dø, fordi han var kristen. Eller at faderen til drengen kaldte Hakim Bayram for en "beskidt missionær" og bad ham om at forsvinde, da han opsøgte ham for at tale om episoden på skolen. For her i det sydøstlige Tyrkiet lærer man at hade "vantro", fra man lærer at gå.
"De ser mig som en forræder. Folk har ringet til mig og sagt, at de er Allahs soldater og vil slå mig ihjel. Det er ikke overraskende for mig. Jeg har jo selv lært, at kristne har korrumperet den sande tro. Hvis nogen havde givet mig en pistol, da jeg var 20 år, og sagt 'gå ud og skyd nogle kristne', så havde jeg gladelig gjort det," fortæller Hakim Bayram.
Har konsekvenserne af hans konvertering tæret på ham, skjuler han det godt. I hvert fald indtil talen falder på hans søn. Så forsvinder det brede smil. Og de brune øjne bliver blanke.
Hans trosskifte for tre år siden var et socialt selvmord. Efter at have været på pilgrimsrejse til Mekka, studeret islam i Iran og lært at læse Koranen på fire sprog var han højt respekteret i Diyarbakir, og folk titulerede ham som "retslærd". En dag gav protestanter i byen ham et Ny Testamente, som han læste fra ende til anden. Tre gange. Og han blev grebet af budskabet om kærlighed og tilgivelse i en grad, så han med egne ord hørte stemmer og troede, at han var ved at blive vanvittig. Troen på Jesus Kristus havde sat sig fast.
Titel, ry og kontakt til forældre, søskende og den store vennekreds forduftede, da moskéen blev skiftet ud med en protestantisk kirke og Koranen med Det Nye Testamente. Flere af hans syv børn har måttet skifte skole, fordi mobningen blev for meget.
"I skolen håner lærerne dem og siger, at de tror på en bog fuld af løgne. Og børn på gaden gør nar ad dem og råber 'der går en kristen; det her er et muslimsk land'. Jeg frygter for mit liv. Og jeg frygter for mine børns liv. Der er islamiske grupper i byen, som ville finde nydelse i at skade folk, der vender sig fra islam," siger han.
Gennem de seneste 100 år har tyrkiske magthavere forsøgt at blive af med kristne og andre religiøse og etniske mindretal – som ved folkedrabet på 1-1,5 millioner kristne armeniere i 1915 og ved deporteringen af lige så mange græsk-ortodokse kristne til Grækenland i 1923. Alligevel er Hakim Bayrams historie sigende for, hvordan situationen i de seneste år er spidset til for EU-ansøgerlandets kristne mindretal.
Siden 2008 er mindst seks præster blevet udsat for attentatforsøg eller mordtrusler så alvorlige, at de i dag lever med politibeskyttelse døgnet rundt. I 2007 blev tre protestantiske kristne kidnappet, tortureret og myrdet i den sydøstlige by Malatya, og året inden blev en katolsk præst slået ihjel. Alene i 2007 blev 19 kirker skændet. Og i forbindelse med en igangværende retssag er det kommet frem, at en gruppe officerer planlagde at angribe præster og andre ikke-muslimske ledere.
Forud for disse hændelser rettede tyrkiske medier og højrenationale politikere i 1990'erne søgelyset mod landets kristne og især imod protestantiske missionærer. I 2001 var de protestantiske kirkesamfund, som tæller cirka 3500 mennesker, endda på det nationale sikkerhedsråds dagsorden. Men ikke fordi de skulle beskyttes. Missionærerne udgør en trussel mod den nationale sikkerhed og skal bekæmpes, lød parolen. Og i 2005 blev et regeringsgodkendt anklageskrift læst op i samtlige landets godt 80.000 moskéer, hvor det hed, at missionærer står i ledtog med fremmede magter for at "stjæle troen fra vores unge mennesker og børn".
Protestanterne står især for skud, fordi de gør sig mere bemærkede end Tyrkiets andre kirkesamfund. Siden 1970'erne har de etableret cirka 100 menigheder i et land, hvor kristendommen har været ved at lide en langsom død med den gradvise udryddelse af de ortodokse kirkesamfund, der har været i regionen i snart 2000 år. Og protestanternes aktive gademission og omvendelsen af muslimer opfattes som en åbenlys provokation blandt landets islamister og højrenationalistiske grupper.
Alligevel vokser de protestantiske kirker langsomt.
Tilbage i Diyarbakirs snævre stræder går avisens udsendte efter lyden af en ensom kirkeklokke, der ringer fra tårnet af den syrisk-ortodokse Meryem Ana Kirke. Kort efter proklamerer et kor af stemmer fra byens minareter, at Allah er stor. Den syrisk-ortodokse kirke har været i brug siden 300-tallet, men i dag tæller menigheden kun et par familier, der klamrer sig til rettighederne til den antikke bygning. Overfor ligger en kirkebygning, der med sine grå mursten giver indtryk af at være lige så gammel. Det skal man ikke lade sig narre af. Diyarbakirs Evangeliske Kirke, byens første protestantiske kirke, blev bygget for otte år siden og huser en menighed på 80 mennesker, hvoraf næsten alle er konverteret fra islam. Det har gjort kirkens præst, Ahmed Guvener, til en udsat mand. Hans bodyguard bliver ved kirkens hoveddør, da præsten inviterer til te og konfekt på kirkens terrasse. Ahmed Guvener lever under konstant beskyttelse, efter at politiet i 2008 afslørede to attentatplaner mod ham. Hans hustru og fem døtre er bange. Men familien er også enig om, at "når man tror på Jesus Kristus, så er det vigtigt at bekende det".
"Da politiet sagde ja til at beskytte mig, gik det for alvor op for os, at vi er i fare. Det gør mig magtesløs over for min familie. De er ængstelige. Og det er meget ubehageligt at leve med, at der hele tiden er en politimand, der sidder og lytter. Selv når jeg går på badeværelset for at barbere mig, tænker jeg, 'hvor sidder han og betragter mig?'."
Mens myndighederne er gået fra at bekæmpe menigheden – for eksempel ved at forsøge at bremse byggeriet af kirken med et sagsanlæg – til at beskytte den, kan man aldrig være sikker på, om man er ven eller fjende af de lokale, fortæller Ahmed Guvener.
"Som kristne er vi på en gang vantro og mere respekterede end mange andre, for kristne har ry for at være pålidelige. En apoteker gav mig for nylig medicin til en syg dreng, selvom jeg ingen penge havde. Han sagde, at han vidste, jeg ville betale senere, fordi jeg er kristen. Men han vil ikke have andet med mig at gøre. Det, der ligner et godt forhold, kan hurtigt forandre sig. Det er meget skrøbeligt."
Og et godt forhold bliver ofte til fjendskab. For fjendtligheden over for kristne kommer ikke bare fra en lille ekstremistisk fløj. Ifølge en undersøgelse fra 2009, foretaget af Sabanci Universitet i Istanbul, har 40 procent af den tyrkiske befolkning et negativt eller meget negativt syn på kristne, som tæller langt under en procent af befolkningen. Samtidig mener 59 procent, at kristne og andre ikke-muslimer ikke skal have tilladelse til at dele deres tro ved offentlige møder.
Mens regeringen har forsøgt at skabe større åbenhed for et multireligiøst Tyrkiet, siden forhandlingerne om EU-optagelse begyndte i 2005, er der strømninger i samfundet, der bevæger sig i den stik modsatte retning. Både kirkeledere og politiske iagttagere er enige om, at kristne har fået bedre vilkår under den nuværende islamiske regering. For eksempel har kristne fået ret til at danne foreninger og opføre kirkebygninger, ligesom politiet er gået fra at chikanere til i højere grad at beskytte kristne. Men samtidig er folkestemningen på vej i en nationalistisk retning, hvor kristendom, EU og enhver vestlig magt betragtes som en fjende af Tyrkiet. Det fortæller adjunkt Daniella Kuzmanovic, som forsker i politisk kultur i Tyrkiet ved Københavns Universitet:
"I befolkningen er der en stigende intolerance, som kommer fra ultrahøjrenationale kredse, der forsvarer et entydigt tyrkisk Tyrkiet, hvor etniske og religiøse minoriteter bliver set som en fare for national enhed. Samtidig har der siden sidst i 1990'erne fundet en islamisk genvækkelse sted. Det er to stærke bevægelser, der begge mobiliserer muslimsk national identitet, og som ikke lægger skjul på deres intolerance over for kristne og andre religiøse mindretal."
Det voksende gab mellem folkestemning og officiel politik er mærkbart ude i kirkerne, fortæller 47-årige Ihsan Özbek.
Han er leder af fire pinsekirker i hovedstaden Ankara og omegn, som på 15 år har tidoblet deres medlemstal og i dag tæller 300 medlemmer. Også han lever under konstant beskyttelse.
"Gennem de sidste 20 år har vi oplevet en hadefuld atmosfære imod kristendommen her," siger han.
"Ingen vil være nabo til en kristen, ingen vil leve med en kristen, ingen vil hyre en kristen, og de unge oplever, at forældre fornægter dem, når de konverterer."
Trods små forbedringer er staten stadig med til at diskriminere landets kristne, påpeger præsten. For eksempel har alle statsborgere pligt til at bære et identitetskort, som angiver, hvilken religion man tilhører. Ved fødslen bliver man automatisk muslim. Selvom man i dag kan efterlade feltet på kortet blankt, kan det gøre ondt være. For embedsfolk vil til enhver tid spørge til ens tro, uanset om man skal søge job eller politianmelde en forbrydelse. Mange kristne vælger derfor at beholde islam som deres officielle religion af frygt for at blive diskrimineret, fortæller Ihsan Özbek:
"Vi har en læge, som blev flyttet fra en høj stilling på et offentligt hospital til et passivt job i et lille sundhedscenter i en landsby, da han blev kristen. Det er svært at bevise, men adskillige har mistet deres job."
Fjendtligheden over for Tyrkiets kristne er dog ikke noget nyt fænomen.
Med rødder helt tilbage i middelalderens muslimske Osmannerrige, som eksisterede frem til grundlæggelsen af den tyrkiske republik i 1923, har intolerancen haft cirka 700 år til at filtre sig ind i enhver forestilling om tyrkisk national identitet.
Det mener Mine Yildirim, som skriver ph.d.-afhandling om religionsfrihed og er medforfatter til en rapport om forholdene for Tyrkiets protestantiske kristne. Hun viser et uddrag af skolernes historiebøger for 8. klasse, hvor der står, at missionærer er i ledtog med "fremmede magter" for at opnå "politiske, kulturelle og økonomiske mål" og udgør "en trussel mod den nationale enhed og integritet af vor stat og nation".
"Børn lærer, at kristne minoriteter har samarbejdet med de vestlige stormagter for at styrte Osmannerriget. Denne fortælling om kristendommen som en trojansk hest, der truer med at opløse tyrkisk kultur, lever i bedste velgående og gives videre til nye generationer. I landområderne fejres nationaldagen ved, at børnene laver rollespil, hvor de dræber de kristne armenske fjender," siger Mine Yildirim.
Selvom et fremtidigt EU-medlemskab kan føre til bedre vilkår, har hun ikke meget håb for landets kristne:
"EU er meget vigtig, når det handler om forandringer for de religiøse mindretal. Men så længe regeringen afviser EU's kritik og ikke anerkender, at der er problemer med religiøs intolerance, er jeg ikke for optimistisk."
Tilbage i Diyarbakir i det østlige Tyrkiet er Hakim Bayram en anelse mere positiv:
"Ja, vi frygter for vores liv. I begyndelsen turde jeg ikke gå hen til kirken. Men Gud er min beskytter. Og som du kan se, har jeg ikke huller i kroppen. Ikke endnu i hvert fald."
