De fremstilles ofte som ofre. De filippinske kvinder, der er kommet til Danmark for at arbejde som blandt andet au pairer, og som i nogle tilfælde har ringe arbejdsvilkår og en lav løn. I denne måned er der kommet fornyet lys på dem, fordi integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har meldt ud, at han vil se på, om au pair-ordningen skal ændres.
Men de fleste filippinere i Danmark er nu ikke ofre, mener religionssociolog ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Astrid Krabbe Trolle. Mange af dem føler sig nemlig sendt ud af Gud til at missionere. Det har forskeren fundet ud af i forbindelse med sin ph.d.-afhandling, som hun forsvarede på Københavns Universitet i sommer, og som omhandler de filippinske migranters religiøsitet.
”Filippinere er meget globale, og for langt de fleste er deres ophold i Danmark opstået tilfældigt. Når de så pludselig befinder sig her, i et koldt og sekulært land mod nord, handler det om at finde en mening i en ny tilværelse, og der taler mange om, at det er Guds opgave til dem. At de har taget imod et kald og er her for at sprede Guds budskab,” siger hun.
Astrid Krabbe Trolles ph.d.-afhandling handler om herboende filippineres religiøse praksis og identitet og bygger på feltarbejde i filippinske miljøer i København fra 2015 til 2018. 24 herboende filippinere er blevet interviewet, og derudover er der lavet et gruppeinterview med 10 filippinske au pairer i Danmark samt med katolske præster og eksperter. Mens den yngre generation af filippinere i Danmark ofte er tilknyttet karismatiske pinsekirker tæt på deres bopæl, er den ældre generation oftest tilknyttet katolske kirker, fortæller hun.
”I Filippinerne tror 96,5 procent af befolkningen på Gud. Den tro er en selvfølgelig del af deres hverdag og identitet, og det er et stort tabu ikke at have et gudsforhold. Det afspejler sig også hos de filippinere, der er kommet til Danmark. Selvom nogle måske ser tiden som au pair som en mulighed for at tage en pause fra det kirkelige, er langt de fleste religiøse og har et omfattende bønsliv med daglige samtaler med Gud.”
Den første større gruppe af filippinere kom til Danmark i 1960’erne for at arbejde. Der var tale om et par hundrede kvinder, som især arbejdede på hoteller. I årtierne efter at ordningen for arbejdsmigranter blev afskaffet i begyndelsen af 1970’erne, indvandrede der fortrinsvis filippinske kvinder til Danmark via ægteskab med danske mænd og familiesammenføring med herboende filippinere. Og siden årtusindskiftet er der kommet en stor tilstrømning som følge af au pair-ordningen. I dag er der omkring 11.000 filippinske indvandrere i Danmark og knap 1500 efterkommere. 86 procent af dem er kvinder, siger Astrid Krabbe Trolle.
”Det er ofte meget entreprenante og stærke kvinder, der er optaget af at skabe sig et liv og en fortælling i Danmark. Det er klart, at man gerne vil tjene penge, men meningsfylden kommer ofte af det gode, man gør som kristen medborger. Der er en følelse af at kortlægge nyt terræn i Danmark: ’Nu går jeg ud, og så vinder jeg landet.’ Lidt ligesom nybyggermentaliteten på prærien i sin tid handler det om at forsøge at etablere et kirkesamfund i Norden, og så missionerer man, så godt man kan,” siger hun og tilføjer, at hårde livsvilkår også kan have indvirkning på missionstanken hos mange.
”Der er mange af de ældre filippinere, der har haft manuelle jobs, som slider på kroppen, og selvom de har været her i landet længe og knoklet, er mange stadig på bunden af samfundet. Men de er stærke i troen, og i stedet for at klage, vender de den kristne tro udad: ’Jeg befinder mig i en svær situation, men min person er ikke så vigtig her. Det vigtige er, at jeg gør, hvad jeg kan for at ændre samfundet og hjælpe andre’.”
Missionsmarken er dog begrænset. Filippinerne i Danmark er en minoritetsgruppe, og deres religiøsitet stilles ikke til skue, fortæller forskeren.
”Hvis netværkene var stærkere, ville man måske se flere missionerende filippinere i offentligheden. Men folk arbejder rigtig meget, så der er i praksis ikke meget tid til andet end at arbejde og passe familien. Derfor bliver det ofte inden for hjemmets fire vægge, de missionerer,” siger hun og tilføjer, at nogle prøver at få deres danske mand integreret i eksempelvis det katolske miljø og omvende ham.
”Det giver den enkelte kvinde enormt meget social kapital blandt de andre i diasporaen, hvis hun kan gøre en forskel og åbne mandens hjerte.”
Selvom mange filippinske kvinder i Danmark er præget af en missionstanke, er der ifølge Astrid Krabbe Trolle ikke mange af kvindernes danske mænd, der konverterer til katolicismen eller bliver medlem af en pinsekirke.
”Så selvom deres hustruer gør et forsøg på at give dem et mere aktivt trosliv, beholder langt de fleste af dem et forholdsvist passivt medlemskab af folkekirken. Børnene bliver ofte døbt ind i den menighed, hvor moderen kommer, og ofte bliver de også eksempelvis katolsk firmet. Men som det går med mange migrantgrupper, er der ikke mange af børnene, der bevarer et tilhørsforhold til kirken. Der er den sekulære effekt for stærk.”