DR-gudstjeneste er herliggørelse i øjenhøjde

DR-gudstjeneste i søndags inddrog børn på forfriskende og opbyggelig vis. Men man bør stå op, når man lyser velsignelsen

Sognepræst Andreas Heidborn og børnekirke-medarbejder Dorthe Lykke Jensen fra søndagens DR-gudstjeneste, som var "forfriskende enkel, prunkløs og opbyggelig",  skriver Jesper Bacher i anmeldelse af udsendelsen.
Sognepræst Andreas Heidborn og børnekirke-medarbejder Dorthe Lykke Jensen fra søndagens DR-gudstjeneste, som var "forfriskende enkel, prunkløs og opbyggelig", skriver Jesper Bacher i anmeldelse af udsendelsen. Foto: DR Presse.

Der sidder en præst i fuldt ornat og en dame i trefarvet bluse på de to trin, som leder fra kirkeskib til kirkekor. Til det syn kom seerne ind til gudstjenesten i Apostelkirken på Vesterbro. De to var sognepræst Andreas Heidborn og børnekirke-medarbejder Dorthe Lykke Jensen, og således lejret optrådte de under DR 2’s gudstjenestetransmission i søndags. Tanken var vel den, at man var mere i øjenhøjde, når man var tættere på gulvhøjden. Lavkirkelighed på den fysiske måde.

Gudstjenesten blev introduceret af Anders Laugesen fra hans skurvogn, hin trosjournalistiske enmandsredaktion, og han så gudstjenesten sammen med Karen Klint (S), tidligere folketingsmedlem og formand for Folketingets kirkeudvalg. De to passiarede vennesælt, og så fremhævede Anders Laugesen, at Apostelkirken ”på mange måder er en helt særlig kirke”. Måske er det ikke noget særligt at bide mærke i, men det kunne være forfriskende, hvis der engang imellem blev introduceret gudstjeneste fra en helt almindelig kirke og menighed. ”Ak, søger de ydmyge steder,” hedder det i salmen, og der holdes også gode gudstjenester, hvor kirkerne ikke er fyldte hver søndag, og aktivismen ikke er i højeste gear.

Når det er sagt, så var gudstjenesten i Apostelkirken ikke noget særligt udstyrsstykke, men forfriskende enkel, prunkløs og opbyggelig. Dorthe Lykke Jensen levede smukt op til Luthers formaning fra ”Den Store Katekismus”:

”Når vi vil prædike for børnene, må vi også snakke barnligt med dem,” og ”barnlig” er hverken pjattet eller pjanket.

Dorthe Lykke Jensen tog udgangspunkt i den forvirring, som Jesus ofte gav anledning til, fordi han gik på tværs af menneskers forventninger og erfaringer. Selvom det ikke var søndagens tekst, blev der gjort en del ud af vidunderet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin, og minsandten om ikke Dorthe Lykke Jensen lod til at gøre Jesus kunsten efter.

Hun vedgik dog, at der var tale om en illustrativ tryllekunst. Dorthe Lykke Jensen kunne under alle omstændigheder den kunst at tale børnevenligt og evangelisk, og blev vin ikke til vand, så var formidlingen langtfra udvandet.

Anders Heidborn tog sig af prædiken i voksenhøjde og fokuserede på begrebet herliggørelse med reference til Selma Lagerlöfs mesterlige ”Kejseren af Portugalien”. Igen enkelt og klart, selvom det var mig lidt for smart, at prædikanten talte om ”at fikse sine issues ”. Andreas Heidborn fremhævede menneskers værd i Guds øjne uden at sentimentalisere og betonede den kærlighed, som er villig til fornedrelse for den elskede.

”Den største kærlighed er den, der er rede til at miste alt,” lød det fra sognepræsten. Det gjaldt for Jesus på Golgata, og det gælder os imellem. Kærlighed uden offervillighed er hverken ærlig eller herlig.

Jo, det var godt at være med i Apostelkirken. Det var dog et lille hår i suppen, at Andreas Heidborn lyste den aronitiske velsignelse siddende. Kan man overhovedet stå på sine ben, står man altså op til velsignelsen, frem for alt når man lyser den.