I Herning bruger præsten FC Midtjylland til at lære børnene om påsken

Mens de fleste børn kender julen, gælder samme fortrolighed ikke påsken. Det gør man noget ved i Herning Kommune, hvor skoler, folkekirke og billedskole arbejder sammen om et påskeforløb for alle 4. klasse-elever

Smilla Ladefoged Hansen (th.) og Frida Bo Baadsgaard går i 4. klasse på Snejbjerg Skole i Herning Kommune. De var til påskesangtime i Herning Kirke og lavede selv påskeudsmykning.
Smilla Ladefoged Hansen (th.) og Frida Bo Baadsgaard går i 4. klasse på Snejbjerg Skole i Herning Kommune. De var til påskesangtime i Herning Kirke og lavede selv påskeudsmykning.

Klokken er halv ti om formiddagen onsdag, og der er næsten helt stille indenfor i Herning Kirke, der ligger i byens centrum.

Men det er stilhed før stormen. Sognepræst Bo Knudsen og musiklærer Anne Mette Kristensen forbereder det store rykind. De har fået kirkens nye påskeudsmykning hængt op, så rislamperne er det første, der møder de mange børn, som snart dukker op. Det er nemlig børnene, der har dekoreret de mange lamper. Og udstyret dem med papirklip af Jesus og disciplene ved den sidste nadver, romerske soldater i form af kulørte piberensere og påklistrede grønne fjer som palmeblade.

Lamperne er da også det første, kirkens gæster denne dag lægger mærke til og peger på, mens pigefnis og drengesnak fylder rummet – og alle bænkene.

Inden klokken er 10, er 357 børn mødt op i kirken, mens 225 andre på samme tid fylder kirkerne i nabobyerne Assing og Vildbjerg. Alle eleverne går i 4. klasse i Herning Kommune, og de er med i det projekt, der nu på 21. år har sat påsken i centrum for netop denne gruppe elever. Formålet er at gøre børnene fortrolige med påsken, og det sker via et samarbejde mellem Herning Kirke, kommunens skoler og Herning Billedskole. Det hele kulminerer hvert år med en påskesangtime i kirken.

357 skoleelever fra 4. klasse mødtes i Herning Kirke for at synge påskesalmer. Sognepræst Bo Knudsen viftede med FC Midtjyllands halstørklæde for at forklare, hvad hyldest betyder. – Alle fotos: Jens Bach.
357 skoleelever fra 4. klasse mødtes i Herning Kirke for at synge påskesalmer. Sognepræst Bo Knudsen viftede med FC Midtjyllands halstørklæde for at forklare, hvad hyldest betyder. – Alle fotos: Jens Bach.

”Som musiklærer er det min opgave at lære eleverne noget om den danske kultur og vores sangskat, herunder også salmerne. I skolen er vi nok bedre til at få sunget julens salmer. Men påskens fortælling er en del af den kultur, den tro og det fundament, som vi står på. Derfor er det vigtigt, at børnene kommer til at kende den bedre, end mange nok gør,” fortæller Anne Mette Kristensen, der er lærer på Snejbjerg Skole og med i kommunens musikudvalg. Hun er også den, der byder velkommen til eleverne.

Uroen på bænkene er helt naturlig, når man er 10-11 år og pludselig ser de andre fra kommunen på samme alder. Men den lægger sig, da Anne Mette Kristensen tager ordet. Og ved den første salme, ”I østen stiger solen op”, lyder de lyse børnestemmer i kor. Den samme opmærksomhed fastholder børnene under de små fortællinger om påskedagene, som sognepræst Bo Knudsen står for mellem salmerne. Han anskueliggør for eksempel folkets hyldest af Jesus palmesøndag med den hyldest, de lokale fodboldhelte fra FC Midtjylland modtager fra de lokale fans.

”Man må gøre påskefortællingen til noget, der har med børnenes eget liv at gøre også. For påskens budskab er svært at forstå, men det var ikke bare noget, der skete for mange år siden. Det har betydning for dem i dag også,” siger Bo Knudsen, der beskriver påskeprojektet i Herning Kommune som meget meningsfuldt.

Sognepræst Bo Knudsen byder skolebørn, der kommer ind fra vinterkulden, velkommen til påskearrangement i Herning Kirke.
Sognepræst Bo Knudsen byder skolebørn, der kommer ind fra vinterkulden, velkommen til påskearrangement i Herning Kirke.

”Tidligere generationer har her på egnen ofte hørt påskens budskab i søndagsskolen, hvor der kom i hundredvis af børn. Sådan er det ikke mere, og derfor er der ikke blandt børn den samme fortrolighed med påsken som tidligere, så det giver god mening at arbejde med teksterne og salmerne på denne måde,” siger han.

Som sognepræst har han stået for påskesangtimen de seneste fem år. Og han har nogle gange oplevet, at han efterfølgende er blevet kontaktet af en elev, der gerne vil tale lidt mere med ham, fordi der måske er en bedsteforælder, der lige er død, eller en i familien, som er meget syg.

”Så bliver jeg faktisk glad, for så er det lykkedes at knytte påskens fortælling sammen med det liv, vi lever,” siger Bo Knudsen.

Da påskesangtimen er slut, bliver der igen uro på rækkerne, mens børnene får lynet vinterjakkerne og finder huerne frem.

Eleven Smilla Ladefoged Hansen fra Snejbjerg Skole synes, at det har været en rigtig fin oplevelse at være i kirken.

”Det var dejligt, for jeg elsker at synge. Det har også været fint at lave alle de kreative ting og lære mere om påsken. Om skærtorsdag, langfredag og hans genopståen. Det lyder selvfølgelig lidt specielt, hvad der skete, men det er jo noget, man har hørt i flere generationer, så jeg tror på Gud,” siger hun og smutter så ud for at nå bussen sammen med kammeraterne.