Han forvandlede Lars Mikkelsen til præst i ”Herrens Veje”

Sognepræst Søren Hermansen har oplevet sin rolle som teologisk konsulent på DR’s dramaserie som en gave

Søren Hermansen har i de seneste to et halvt år været teologisk konsulent på DR’s dramaserie ”Herrens Veje”. – Arkivfoto.
Søren Hermansen har i de seneste to et halvt år været teologisk konsulent på DR’s dramaserie ”Herrens Veje”. – Arkivfoto. Foto: Jens Dige/ritzau.

”Jeg er kommet til at holde ufattelig meget af Johannes.”

Sognepræst ved Sorgenfri Kirke Søren Hermansen er ikke i tvivl. Den nye drama-serie på DR 1, ”Herrens Veje”, skildrer præstelivet og troens rolle i Danmark på en både troværdig og velafbalanceret måde. Og hovedpersonen, provsten Johannes Krogh, er i Lars Mikkelsens fremstilling et overbevisende bud på en mand, der først og fremmest tænker som teolog med troen som den helt afgørende drivkraft i sin tilværelse.

Søren Hermansen kender bedre end mange andre den serie, som de fleste af os indtil videre kun har set første afsnit af. Hans bedømmelse af ”Herrens Veje” hviler på to et halvt års arbejde med serien, både som teologisk konsulent på selve manuskriptet, og som personlig vejleder og sparringspartner for skuespiller Lars Mikkelsen. Og han har set det som en fantastisk gave, at det lige var ham, der blev spurgt af DR om at være den gennemgående teologiske konsulent.

”Der har været andre præster inde over også, og der er lavet meget grundig research. For eksempel har holdet bag både talt med en gadepræst, en hærprovst, præster fra henholdsvis Indre Mission og Tidehverv for at kende de forskellige synspunkter og udfordringer. Jeg har derimod været med hele vejen igennem, hvor min opgave har været at vurdere det teologiske indhold i manuskripterne og sikre, at Johannes aldrig bliver låst fast i en bestemt teologisk fløj eller kasse. Han er hele tiden Johannes, der er drevet af en indre og glødende tro, og han må aldrig blive til en fastlagt kliché,” siger Søren Hermansen.

Sognepræsten i Sorgenfri blev ringet op af en researcher på serien, da de første udkast til fortællingen om præsteslægten Krogh var blevet skrevet. Og siden har han løbende været med i en mindre arbejdsgruppe sammen med hovedforfatter Adam Price, to medforfattere og producent Camilla Hammerich. Her har Søren Hermansen først og fremmest skullet være den teologiske garant for, at ”Herrens Veje” var et realistisk bud på, hvilke diskussioner og udfordringer der præger den danske folkekirke og dens præster i dag.

”Jeg har hejst flaget, hvis der for eksempel var lagt nogle ord i munden på Johannes, som jeg ikke kunne forestille mig en luthersk præst ville sige, og været inde over taler og prædikenskrivninger. For eksempel den tale, som Johannes holder ved bispevalget, hvor han som den eneste tør tage udfordringen op på spørgsmålet om, hvad kirken står for og tror på. Og jeg håber faktisk, at der er nogen fra folkekirken, der hørte, hvad han sagde, for jeg savner et klart indspark i debatten om, hvad vi tror på, når for eksempel Ateistisk Selskab angriber os. Dér skal vi ikke klynke som ofre, men i stedet turde give nogle ordentlige svar. Ligesom Johannes gør,” siger Søren Hermansen.

Ud over at arbejde sammen med forfatter og producent har Søren Hermansen også haft et tæt samarbejde med Lars Mikkelsen.

”Han har været med mig til sjælesorgssamtaler, dåbssamtaler og en begravelsessamtale, selvfølgelig efter aftale med folk, så han på den måde kunne ’kravle ind i’, hvad det vil sige at være præst. Det har virkelig åbnet mine øjne at se, hvordan skuespillere arbejder med deres rolle. De får altså ikke bare nogle replikker, som de skal lære. De arbejder meget intenst med at lave deres egen historie, så karakteren bliver deres egen.”

Søren Hermansen er i øvrigt helt enig med hovedforfatter Adam Price, der har forklaret, at en af hans bevæggrunde for at lave serien er at få os til at diskutere tro. Hvis den dialog er fraværende, er faren for fundamentalisme til stede, har han sagt.

”Jeg er fuldstændig enig. Hvis vi ikke tør tale om, hvad tro er, så står kun fjendebillederne tilbage. Her får vi nu muligheden for at komme tættere på moderne mennesker, som vi kan spejle os i, og hører om deres forhold til tro og ånd – på en måde, hvor troen ikke bliver gjort til grin. Jeg håber, at serien på den måde vil inspirere folk til selv at tage ordentlig stilling til, hvad tro er for dem.”