”Herrens Veje” viste en tro på, at vi søndagsseere kan tåle mere end bedrag og mord. At ånd, tro og eksistens også hører hjemme i tv’s bedste sendetid. For de bedste afsnit struttede af mod og menneskelighed og gjorde serien til DR’s mest vedkommende længe. I glimt gjorde Adam Price og hans hold verden større ved at turde insistere på, at underholdning kan have både eksistentiel tyngde og brod. Men som antallet af afsnit tog til, blev indtrykket skæmmet af psykologiklicheernes massive indtog. Utroskab kørte i ring, og selvrealiseringen bremsede udviklingen.
Men alligevel var det som om, serien endte med at forsone sig med troen. I mellemspillet blev Johannes ellers nærmest holdt ud i strakt arm som et kuriosum i kjole og krave. Kristendommen blev portrætteret som snublende nær vanviddets tåger trampende ned gennem generationerne. Den tungetalende farfar, den alkoholiserede far og sønnen martret af syner og neuroser. Aftenens sidste afsnit tog dog troen til nåde, da Christian forsonede sig fredfyldt med sin skæbne. For varslernes veje er ikke uransagelige, og da Christian kaldte menigheden til nadver, var troen ikke længere blot et fortælleteknisk greb. Og skriften går i opfyldelse.
”Herrens Veje” pendulerede nærmest skamløst mellem det jævne og det ophøjede. Mellem det jordbundne og det eksistentielle. ”Jeg er ikke perfekt,” sagde Johannes tordnende til Monica. Og det var ”Herrens Veje” heller ikke. Heldigvis, kan man sige, for hvis den havde været perfekt i tråd med tidsånden, havde den ikke turdet bevæge sig ud på troens tvivlende tinder. Så var den forblevet trygt i den hjemlige havn, hvor utroskab og uforløste ego’er havde bemægtiget sig hele dramaet. Nu stod dén del for halvdelen, og det må man vel bære over med. Og det kunne man, især fordi skuespillet ikke bare var i særklasse, det var i verdensklasse.
Lars Mikkelsen vil for evigt bære en flig af Johannes Krogh med sig. Han var provsten, denne stejle mand, der bar både lyset og mørket i en troskabspagt med sig selv. Men til sidst faldt han, som han endegyldigt måtte. For mænd, med Johannes’ hudfarve, alder og status, står for fald. Hekseafbrænding, kaldte han det selv. I hvert fald var han ikke blot et offer for sine egne dårskaber, men blev korsfæstet af et kor af kirkens kvinder. Nete, Monika, Lotte. ”Vi kan ikke mere, Johannes”, sagde de samstemmigt. Enevældet ophørte, og den arketypiske mand, der indtog arenaen i 1968 for aldrig at forlade den frivilligt igen, blev tvunget væk fra scenen, fra prædikestolen. Nu skal ensliggørelsen råde, og kvinderne overtage. Men ilden ulmer, og Johannes genfinder gløden på pastoralseminaret, hvor ”safe spaces” tydeligvis ikke er indført. Endnu.
Det er ikke blot Johannes, der afstår fra at lade sig indskrive i en fastlåst akse mellem højrefløj og ”godhedsfløj”. I en tid med trang til at placere sig selv og andre i fastlåste skemaer, er der ingen, der kan råbe hverken røde lejesvende, trosfundamentalister eller gudsfornægtere efter ”Herrens Veje”. Man kan vel slutte, at den afsjælede folkekirke, den bundløse selvhjælpskultur og den midtsøgende middelmådighed er fjenden.
Og heri befinder sig en kulturkritik, der har tråde helt ind i hjertet af den institution, der står fadder til ”Herrens Veje”. For DR sidder på mange måder på fællesskabet på den måde, som folkekirken tidligere gjorde. Det forpligter. DR skal give næring til samtaler om noget, der er større end os selv. Ikke bare overfladiskhed i jagten på seere. Og med ”Herrens Veje” som våben har DR kastet sig ind i en indre kulturkamp, der tilsiger, at seerne ikke bare skal kæles for, men gerne må udfordres i det inderste. Gid ”Herrens Veje” vil sætte sig varige spor.
Men inden vi slutter af helt oppe på de rosende skyer, må vi huske på, at der har været for mange sekvenser, hele afsnit, der ikke har været værdige. Hvor den dysfunktionelle familie og de evindelige parforholdsproblemer overskyggede de indre dramaer. Også i dette sidste afsnit. Som når Johannes’ afsked med præstegerningen gøres til et gængs pensionistdrama: ”Hvis jeg ikke arbejder, ved jeg ikke, hvem jeg er.” Og Elisabeth svarer: ”Du kunne jo se det som en mulighed for os to.” To bragende klicheer, der formindsker dem, de er.
”Herrens Veje” var produktionsmæssigt et overdådigt pragtværk. Scenernes skønhed, skuespillets sitren. Det var umanerligt smukt. Og i de klareste øjeblikke var det ikke kun skin. Da var det både åndfuldt og rigt.