Italienske Roberto Benignis film ”Livet er smukt” vakte opstandelse ved premieren i 1997. Filmen gjorde koncentrationslejrene til et komediespil. Guido bilder sin søn ind, at lejr og udryddelse er en leg, hvor det gælder om at tjene 1000 point og vinde en kampvogn. Den dag, lejren bliver befriet, henrettes faderen. Men sønnen gemmer sig, og da amerikanerne ruller ind, får han lov til at sidde på en kampvogn. Prisen og livet er vundet, og fra sin plads i forreste geled spotter han sin mor, og de genforenes til et nyt liv.
Filmen var det pure opspind, men Benigni ville vise det positive ved tro og indbildningskraft. Og her er en sammenligning med Kristi himmelfart på sin plads. For himmelfarten opfattes af mange som et af de mere fantasifulde indslag i kristendommen. Shakespeare har i ”En skærsommernatsdrøm” defineret fantasien som evnen til at ”give det luftige intet fortrolighed og navn”. Det passer i virkeligheden godt til Kristi himmelfart, der oversætter Kristi fravær til hans tilstedeværelse i Himmelen.
I luthersk kristendom hænger himmelfarten sammen med synet på nadveren: Fordi Jesus blev taget op i Himmelen, kunne han ifølge reformatoren Martin Luther for alvor være allestedsnærværende. Det gælder vel at mærke både som Gud og menneske – ergo er Jesus til stede i nadverens brød og vin, også med sit menneskelige legeme og blod. De to andre reformatorer Ulrich Zwingli og Jean Calvin, der blev den reformerte kirkes fædre, holdt på, at når Kristus blev optaget i fysisk forstand i Himmelen, kunne hans legeme ikke på luftakrobatisk vis hoppe ned på Jorden igen, derfor var nadveren symbolsk, ikke virkelig.
Kristi himmelfart hører med til kernen af kristendommen, selvom dagen har været på retur som helligdag i mange europæiske lande. Himmelfarten falder på den 40. dag efter påske og slutter denne fest. Kristus tager hjem til Himmelen for atter at indtage sin rolle ved Gud Faders højre hånd. Men i det bibelske univers er det ikke beskåret Kristus alene at foretage himmelrejser, og der knytter sig himmelfartsmotiver til flere af de gammeltestamentlige skikkelser. Mest eksplicit gælder det profeten Elias, som bliver taget til himmels i en ildvogn. Elias rejste af sted inden sin død, og bibelkyndige vil vide, at jøderne ved Jesu død spekulerede i, om Jesus var den genkomne Elias. Til himmelfart hører således forventningen om genkomst, og igen udvider kristendommen motivet: Apostlen Paulus lover i et brev til menigheden i den græske by Thessaloniki, at Kristi genkomst vil indbefatte de troendes himmelfart. Herfra er der ikke langt til de slidstærke forestillinger om et efterliv i Himmelen.
På Jesu tid var Elias en del af jødedommens forestillinger om de sidste tider. Det er derfor ikke tilfældigt, at Jesus ved fortællingen om forklarelsen på bjerget i Bibelen træder frem for to af sine disciple som en himmelsk figur akkompagneret af just den himmelfarne Elias på sin ene side og Moses, hvem der også knyttede sig himmelfartslegender til, på den anden side.
Desto mere bemærkelsesværdig er den sparsomme omtale af Kristi himmelfart i Det Nye Testamente. Og alle steder, hvor den nævnes, knyttes himmelfarten til Jesu belæring og udrustning af disciplene. Nu er det dem, der overtager opgaven.
I Bibelen ser disciplene, hvordan Jesus løftes op og tages bort i en sky. Apostlenes Gerninger anses i dag for et skrift affattet efter år 100. Måske gengiver dette skrifts opvurdering af himmelfarten, at himmelfarten tidligt, ja, også før julen, blev en del af den kristne festkalender.
Festen er nævnt hos flere af oldkirkens kirkefædre, blandt andet Augustin, men også hos den første egentlige kirkehistoriker, Euseb (død omkring 340), som var kejser Konstantin den Stores biografiker og historiker. Begivenheden satte således tidligt spor – også bogstaveligt: Kristne legender fra 300-tallet knytter et sæt fodspor i Oliebjergets klippe i Jerusalem til himmelfarten. Kapellet med fodaftrykket har siden 1187 været moské, men omdannes én gang om året til kirke: på Kristi himmelfartsdag.