Efter halvanden times voteren i et seks personer stort dommerpanel blev det kirke- og kulturfestivalen Himmelske Dage, der løb med æren som årets kirkelige initiativ 2016. Foruden titlen kaster kåringen en præmie på 25.000 kroner af sig, som blev overrakt til 10 af de involverede i Himmelske Dage. Mia Rahr Jacobsen, sognepræst i Sankt Jacobs Kirke på Østerbro, København, og projektleder på Himmelske Dage var glade for prisen og understregede, at Himmelske Dage blev til på baggrund af et enormt frivilligt arbejde.
”Det er et enormt skulderklap, som vi er meget stolte af. Så mange frivillige, organisationer, kirker og kulturinstitutioner har bidraget med gode idéer og et stort benarbejde. Mange har turdet tage chancer og tænke ud af boksen, og det er i høj grad deres fortjeneste,” lød det fra Mia Rahr Jacobsen, der fortæller, at det endnu ikke er besluttet, hvad pengene skal gå til.
Himmelske Dage løb over fire dage i Kristi himmelfartsdagene i København. Ifølge arrangørernes egne estimater var 700 frivillige dagligt involveret i festlighederne, og de roste særligt formanden i styregruppen for Himmelske Dage, Hans Grishauge, for hans hårde arbejde som tovholder.
Festivalen, der fejrer kirken, har eksisteret siden 1968, men det var første gang, den fandt sted i København. Det skete under navnet Himmelske Dage og ikke under det tidligere navn: Danske Kirkedage.
Med 30.000 besøgende tiltrak det rekordmange mennesker, og det var en vigtig grund til, at Himmelske Dage vandt, lød det fra en af paneldommerne, generalsekretær for Danmission Jørgen Skov Sørensen.
”Himmelske Dage var i en kategori for sig selv. Det er første gang, arrangementet ikke blev afholdt i et lukket forum. Arrangørerne redefinerede ’Kirkedage’ ved at rykke dem ud i offentligheden. De tog en chance, hvilket blev belønnet. Vi befinder os i en tidsånd præget af sekularisering, hvor mange er skeptiske over for religion i det offentlige rum, men med Himmelske Dage kom kirken ud på gader og stræder og viste, at den har masser at byde ind med.”
I den afgørende votering blandt dommerne fik Gauerslund Sognefestival ved Vejle ros for at stable en byfest på benene, der inddrager store dele af lokalbefolkningen. Og i Horsens fik onlinebrugernes favorit, genbrugstøj til konfirmander, pæne ord med på vejen af leder af Kirkernes Integrations Tjeneste Hans Henrik Lund for dets konkrete såvel som symbolske værdi.
”Det står i opposition til den kultur af overforbrug, som vi også ser i konfirmationsregi, hvor det eksempelvis bliver mere udbredt, at konfirmanderne ankommer i limousiner. Det er et stort problem, som jeg også mener, biskopperne burde gå ind i.”
En af dommerne, Peter Skov-Jakobsen var selv involveret i Himmelske Dage som biskop i værtsstiftet, København. Han erklærede sig derfor inhabil og undlod at stemme, men det fik altså ikke betydning for udfaldet, som en anden af dommerne, Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør på Dansk Kirketidende, begrundede således.
”Himmelske Dage var min kandidat fra start til slut. Det er ikke et københavnerprojekt, men tværtimod noget, der kommer alle til gode. Arrangørerne viste nemlig, hvordan man får alle med, og det har banet vejen for en ny og mere åben tilgang, som kan anvendes hvor som helst i landet. Derfor mener jeg, det er den fortjente vinder.”


Formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard var enig i, at fremtidige arrangører skulle tage ved lære af tilgangen under Himmelske Dage, hvor kirken fik offentligt rum på gader og stræder. Men han understregede også, at en del af ansvaret hviler på kommunernes skuldre.
”Det er vigtigt, at Herning samler bolden op fra København og løber videre med den. Men det afhænger også af kommunernes velvilje. Det er i sidste ende op til dem ikke at være berøringsangste for kirkens liv og rolle og give plads til den slags arrangementer.”