De tusinde paraplyers kirkefestival er skudt i gang

Torvet i Herning var, trods et heftigt regnskyl, fuld af mennesker i alle aldre, da Himmelske Dage på Heden blev åbnet med fælles gudstjeneste

Folk måtte strække hals for at kunne få glimt af scenen på Herning Torv. ”Gå med” er temaet for kirkedagene – et tema biskop Henrik Stubkjær også knyttede an til i sin åbningsprædiken. Alle fotos: Mikkel Møller Jørgensen.
Folk måtte strække hals for at kunne få glimt af scenen på Herning Torv. ”Gå med” er temaet for kirkedagene – et tema biskop Henrik Stubkjær også knyttede an til i sin åbningsprædiken. Alle fotos: Mikkel Møller Jørgensen.

”Jeg troede, vi havde en aftale med Vorherre. Men landmændene har åbenbart bedre kontakt med ham, end vi har,” grinede Lone Møller-Hansen, præst i Baptistkirken Bornholm, da hun i silende regnvejr i eftermiddags bød velkommen til den udendørsgudstjeneste, som startede Himmelske Dage på Heden.

Den fælleskirkelige festival, der frem til 2016 hed Danske Kirkedage, er blevet holdt hvert tredje år siden 1968. Hvor værtskabet sidste gang lå i København, er det denne gang rykket til Herning. Her kan deltagende se frem til omkring 400 forskellige arrangementer i løbet af Kristi himmelfartsferien arrangeret af et væld af danske kirker, trossamfund og kirkelige organisationer.

Sjældent har så mange paraplyer været samlet på Herning Torv før, hvor mennesker i alle aldre trodsede det elendige vejr. De nok mest sjaskvåde deltagende var de omtrent 100 pilgrimme, der var kommet vandrende til Herning fra alle verdenshjørner, og som før velkomsten havde indledt gudstjenestehandlingen med en procession frem til den store scene.

Prinsens Musikkorps og et 500 mennesker stort kor stod for musikken, og der blev sunget blandt andet salmen ”Nu takker alle Gud” og pilgrimssangen ”Må din vej gå dig i møde”.

Netop vandringen var et tema for åbningsgudstjenesten, som den også er for Himmelske Dage samlet set, hvor mottoet i år lyder ”Gå med”. Den lokale biskop, Henrik Stubkjær fra Viborg Stift, knyttede da også i sin prædiken an til det tema.

”Gå med – lyder til os både som et løfte om at Gud deler livsvej med os, men også som en sendelse ind i fællesskabet,” sagde han blandt andet.

Og så kom der i øvrigt en lovning fra biskoppen om, at regnen snart ville stoppe.

”I dag tager vi regnen. I morgen kommer solen. Og i weekenden bliver det sommer.”

Den libanesiske præst Najla Kassab, som er præsident for Verdenssammenslutningen af Reformerte Kirker, talte også ved gudstjenesten og sagde i en bøn:

”Gud, giv os modet til at gå på den sti, som Jesus gik på.”

Karin Christiansen, pensioneret baptistpræst fra Pandrup i Nordjylland, var en af de mange regntøjsklædte, der var mødt op. Hun er en vaskeægte kirkedage-veteran med, vist nok, 14 udgaver af festivalen i rygsækken.

”Jeg synes, det er virkelig dejligt, at alle kirkesamfund i Danmark kan stå sammen og føle et fællesskab – at vi virkelig står sammen som kirke,” sagde hun efter åbningsgudstjenesten, som hun syntes indeholdt ”god evangelisk forkyndelse og fantastisk musik”.

”Det rørte mig at høre, at vi aldrig går alene, og at Jesus er vejen, sandheden og livet,” sagde hun.

Efter åbningsgudstjenesten fulgte den officielle åbning, hvor blandt andet Hernings første viceborgmester, Anne Mette Rasmussen, talte.

”Jeg håber, at rigtig mange mennesker vil benytte sig af muligheden for at bevæge sig ud på pladser og gade i Herning og gå med,” sagde hun under sin velkomsttale, mens der samtidig blev budt på kirkekaffe i de tilstødende gader.