Himmelske krukker

TORVEKUNST: Roskilde er blevet tre knejsende krukker rigere, der i fem meters højde gnistrer af vellykket offentlig kunst

Det er ikke til at tage fejl af. Roskilde har fået en ny hovedattraktion, som sagtens kan måle sig med byens smukke domkirke. Midt på Hestetorvet melder kunstneren Peter Brandes tre gigantiske Roskildekrukker deres ankomst og strækker sig stolte mod himlens tinder på en fond af klukkende vand. Et berusende syn, som vækker forundring midt i hverdagens travlhed på vej over byens skrånende plads: Hvordan kan det dog lade sig gøre at skabe verdens største stykke keramik - og så i tre eksemplarer? De er fem meter høje, 24 ton tunge, begittede, glaserede og brændt i op til 1300 grader. Arbejdet bag krukkerne er i sig selv noget af en skabelsesproces, der undervejs har slået op til flere verdensrekorder i kreative løsninger på umenneskelige besværligheder. Hvordan stabler man tonsvis af ler op uden, at det synker sammen? Peter Brandes har benyttet den gammelkendte pølsemetode, vi alle kender fra skoletidens formningslektioner, hvor man modellerer vaser op fra bunden i en fortløbende spiralbevægelse. Der skulle to mand til at flytte bare en halv meter pølse, og betænk da, at flere hundrede pølser skulle stables oven på hinanden - uden at ryste på hånden - før grundmodelleringen var skabt. Symbolværdi Resultatet er tre klassiske krukker mættet med symbolværdi, der dukker op på nethinden i det øjeblik, man tænker på det antikke Grækenlands orange og florlette amforavaser. De høje, slanke krukker var ikke blot brugsgenstande, men også bærere af mytologiske fortællinger om guder, krige, kærlighedshistorier og mennesket i spring over en levende tyr - altsammen frosset fast som filmstrimler på krukkens overflade. Peter Brandes har spundet videre på symbolerne og skabt tre moderne udgaver, der nu lokker publikum til selvsyn på Hestetorvet et stenkast fra banegården. Krukkerne, der er en gave fra Else Stryhn i anledning af byens 1000-års dag, byder på et bombardement for øjet. Dekorationen af krukkerne er bygget op i flere lag, først leret, dernæst begitninger, som bliver slasket på over hele overfladen. Teknikken svarer til, at man spænder et lærred op og grundfarver det. Peter Brandes har til sidst tilføjet sin personlige ridsen og skraben i overfladen, så krukkernes dybere lag træder frem med en flerdimensionel virkning. De får en barket, optrevlet og rodlignende tiltrækningskraft, kombineret med kunstnerens farvevalg, der visse steder er væltet ud over krukkerne. To af krukkerne glinser i blå og hvide penselstrøg og bringer anelser af øjne og mere abstrakte former frem på overfladen. Den tredje krukke har fået urnes nærvær med en bronzelignende glasur, og så har Peter Brandes indristet fragmenter af poeten Henrik Nordbrandts digt »Junker Kristoffer«, der fortæller om billedhuggerens og digterens hænder. Desværre er de runeagtige bogstaver svære at læse. Handel og brød og vin Hestetorvet i Roskilde var engang et handelscentrum, hvor brød og vin blev solgt, og domkirken er stadigvæk stedet, hvor brød og vin bliver til forsoning. Nu spiller de to lokaliteter sammen og bringer den almindelige hverdag og det religiøse budskab i smuk forening. Men krukkerne viser frem for alt, hvordan offentlig udsmykning i sin gennemtænkte form får værkets og stedets ånd til at mødes i harmoni. Den anonyme plads har fået et naturligt samlingspunkt, der trækker blikket til sig, og krukkernes bevægelse mod himlen afføder hvilen og i ro uden, at de virker reserverede. De inviterer til at blive set på: af børn, der undrer sig over om, der mon er vand indeni, og af voksne, der spekulerer over tilblivelsen. Peter Brandes har udført tryllekunsten før. Ni gange er det lykkes at skabe krukker af samme format, og det er de eneste ni gange i verdenshistorien, at det er sket. Den første kæmpekrukke blev udstillet i Sevilla under Verdensudstillingen i 1992. t andet eksemplar står ved Holocaustmuseet i Vad Vahem i Jerusalem til minde om Anden Verdenskrig. Nu kan roskildensere glæde sig over at have fået tre eksemplarer til byen, der med dynamisk og monumental kraft knejser af skønhed og fortæller om de enorme kræfter, som opbygningen og brændingen kræver af i alt 24 ton kunsterisk ler. Tillykke. Peter Brandes: Roskildekrukkerne. Monument på Hestetorvet, Roskilde. Doneret af Else Stryhn. I Palæet ved Stendertorvet vises frem til den 25. juli en udstilling med Peter Brandes' keramik.