Lyden af trommer når øret allerede ved indkørslen til templet Sree Abirami Amman i Brande. Klokken er halvelleve fredag formiddag, som er hinduernes helligdag. Derudover er det i dag anden dag i Thiruvila. En 14 dage lang festival, som fejrer gudinden Abirami, der i en af de hinduistiske helligtekster optræder som guden Shivas hustru.
Gårdspladsen er beklædt med fint sand og skal helst betrædes barfodet eller i strømpesokker. Indgangspartiet til templet er pyntet med lange rækker af små plasticflag og lidt længere inde med masser af friske blomsterrænker. Templets tårn og indgangsparti er stadig under konstruktion, så bygningsarbejdere og cementblandere arbejder ufortrødent videre, mens badeceremonien abishekam går i gang inden døre.
Der begynder så småt at komme gæster. De fleste har frugter, røgelse og blomster med til guderne. Templets kvindelige præst, Lalitha Sripalan, som også bliver kaldet Ammah moder er beskæftiget med at bade gudin-den Abirami, i form af en lille figur, i den honning, yoghurt, vand og frugtsaft, som bliver bragt hende. De forskellige bade er med til at ære Abirami, samtidig med at det gør hende klar til anden del af gudstjenesten punjaen.
Den kvindelige præst er en lille kvinde med sortmalede øjne og orange klædedragt. I panden har hun malet en rød trefork, som symboliserer den energi, hun er besat af. Hun fungerer som medium for Abirami og har efter sigende helbredende evner, der efterhånden er kendt viden om. Ammah taler ikke under ceremonien, men hendes bevægelser er hele tiden akkompagneret af de ud syv mandlige musikere.
Efter et stykke tid rejser musikerne sig og går forrest i et optog rundt om hovedalteret karuvarai med Ammah, tempeltjenere og menigheden efter sig.
En flok drenge hænger ud under et halvtag. De kommer fra forskellige steder i Europa og kommunikerer på en blanding af tysk, engelsk og tamilsk. En fortæller, at han spiller nathaswaram et aflangt blæseinstrument i orkesteret. Musikerne er kommet rejsende til Danmark fra Tyskland og Canada.
Under låget på en sort jerngryde simrer sambal. En blanding af kokos, chili og krydderier som sammen med et stykke franskbrød udgør traditionel tamilsk morgenmad. Det bliver sammen med sød te solgt i boderne bag templet. Man kan også købe små offergaver til gudinden.
25-årige Koushihan Radhakrishnan fra Jelling har slået sig ned på en bænk med en kop te. Han puster ud oven på badeceremonien. Han bærer et gult lændeklæde med røde bogstaver, som indikerer, at han er en af Ammahs tempeltjenere. Under ceremonien var han travlt beskæftiget med at hente vand og bære paraplyer i processionen. Han er folkeskolelærer og skal efter sommerferien arbejde på en skole i Kolding, hvor han skal undervise i dansk, engelsk, billedkunst og kristendom. Han har boet i Danmark siden 1986, hvor hans forældre forlod Sri Lanka på grund af borgerkrigen, og har været interesseret i sin religion, siden han var lille.
Jeg har nok større tilknytning til templet her, end mine forældre har. Siden jeg ikke var ret gammel, har jeg altid gerne villet vide alt om min religion og har læst meget om den, siger Koushihan Radhakrishnan.
Han synes, det er forholdsvis ukompliceret at være hindu i Danmark.
Det er fedt, men det kan også være irriterende, at mange ikke ved noget om hinduismen. De spørger som regel, om jeg så tror på den blå elefant med de ti arme. Men generelt er folk mere nysgerrige, end de er skeptiske, mener han.
Selvom han går meget op i sin religion, hænger han sig ikke meget i kastesystemet, der ellers er en del af den klassiske hinduisme.
Kastesystemet fungerer stadig blandt de ældre generationer, men det er ikke noget, jeg funderer over i hverdagen. Faktisk ved jeg ikke, hvilken kaste jeg selv tilhører. Det er ikke rigtig noget, vi unge tænker på, og jeg bryder mig heller ikke om det, siger han.
Pujaen, anden del af gudstjenesten, hvor man giver guderne tøj, blomster og smykker på, er så småt ved at gå i gang.
Der er kommet langt flere gæster nu, som har fordelt sig i to rækker på begge sider af det største granitalter. De fleste står med foldede hænder eller håndfladerne mod hinanden, mens de betragter den kvindelige præst Ammah, der udfører de hellige ritualer.
Efter et stykke tid samler folk sig foran alteret med gudinden Abirami, som ligger indhyllet i blomster. Ganske forsigtigt bliver hun løftet op og båret uden for templet, hvor hun bliver placeret på en kunstig, hvid ko på toppen af en vogn. Sådan bliver hun langsomt trukket rundt om templet, mens trommerne buldrer.
På lørdag vil mindst 10 gange så mange hinduer gå i procession for gudinden Abirami.
