Hinduistisk nationalisme rammer Indiens kristne

Omvend jer eller forsvind. Sådan lyder beskeden flere og flere kristne og andre religiøse mindretal får i Indien. Forud for næste års valg oppisker hinduistiske nationalister det religiøse had, der også går ud over Moder Teresas missionær-orden

Indiens kristne er i stigende grad udsat for overfald og forfølgelse. Mindst 15 tilfælde af overgreb har fundet sted over hele landet i løbet af den første halvdel af juli.

Den 2. juli blev 20 kristne såret i landsbyen Rai Kashipur i Uttar Pradesh, nabostaten til hovedstaden, New Delhi, da 35 hinduistiske ekstremister angreb en sal, hvor 150 mennesker var samlet for at bede. Få dage efter trængte 150 hinduer ind i en kirke i landsbyen Bommalaramaram i delstaten Telangana længere sydpå for at forhindre byggeriet af en kirke. Og i samme delstat blev en kirke vandaliseret af en menneskemængde, der havde indsamlet underskrifter mod tilstedeværelsen af en kristen menighed.

Den 15. juli dannede flere end 10.000 kristne en 20 kilometer lang menneskekæde i Jharkhand-staten i den nordøstlige del af landet, hvor overgrebene har været særligt udbredte. Her er kristne blevet tvunget til at konvertere til hinduisme. Andre er blevet anholdt af politiet efter beskyldninger om, at de havde tvangsomvendt hinduer til kristendommen.

”Det, vi ser nu, er en ny bølge af antikristne overgreb i en række delstater i Indien. Historisk har antikristen forfølgelse været sporadisk i Indien. Nu ser vi, at der rapporteres flere og flere tilfælde, og angrebene bliver værre,” siger William Stark, leder af afdelingen for Asien i organisationen International Christian Concern.

Den internationale organi-sation til beskyttelse af kristne, Åbne Døre, registrerede over 600 overgreb mod kristne i Indien i 2017 og konstaterer en kraftig forværring af religiøst betingede forfølgelser i landet siden 2014, da premierminister Narendra Modi og hans induistiske nationalistparti BJP kom til magten.

Siden 2015 er Indien rykket frem fra en 21. plads til at være nummer 11 på Åbne Døres liste over de farligste lande for kristne i verden.

Radikale organisationer som den højreekstremistiske RSS har lanceret kampagnen Ghar Wapsi, som betyder ”at komme hjem” og har til formål at konvertere kristne og muslimer til hinduismen. I byen Goa blev der holdt en demonstration med krav om ”et kristenfrit Indien i 2023”.

”Regeringspartiet BJP spiller på den religiøse splittelse for at sikre sig stemmer op til parlamentsvalget til næste år. Det er med til at piske den religiøse vold mod kristne og andre minoriteter op,” vurderer William Stark.

Såkaldte ”militser til beskyttelse af køer” angriber familier eller handlende, der beskyldes for at sælge eller spise oksekød. Ifølge hinduismen er køer hellige, og stadig flere stater har indført forbud mod at slagte køer, og flokke af vrede hinduer angriber kristne og muslimer, når rygtet spredes på de sociale medier, at de har spist oksekød.

Også rygter om voldtægt af børn kan udløse lynchninger. Og beskyldninger om at sælge spædbørn til adoption er blevet rettet mod religiøse hjælpeorganisationer for enlige mødre, deriblandt Moder Teresas nonneorden Kærlighedens Missionærer.

Den 17. juli udsendte Indiens højesteret en erklæring, hvor den opfordrede landets parlament til at vedtage en lov mod lynchning for at standse de stadig hyppigere overfald. Tidligere på året fangede en gruppe radikale hinduer en otteårig muslimsk pige, som de torterede og voldtog i flere dage – efter eget udsagn til skræk og advarsel for muslimer.

”Radikale hindunationalister mener, at Indien skal være udelukkende for hinduer, og de forsøger at nå dette mål med vold. Eftersom regeringen har været forsigtig med at fordømme dem, føler de, at de har statens opbakning,” siger William Stark.