Historien om indgreb mod imamer gentager sig

Mange af de stramninger over for yderligtgående imamer, som politikerne drøfter efter ”Moskeerne bag sløret”, blev allerede gennemført i 2004. Men de har ikke virket efter hensigten

Rækken af stramninger over årene har stort set ingen virkning haft i forhold til de imamer, man gerne vil have til at arbejde for en bedre integration. Arkivfoto Foto: Martin Ballund

Udenlandske forkyndere skal være selvforsørgende for at få opholdstilladelse. De skal have en relevant uddannelse og tilknytning til et anerkendt trossamfund, og de skal kunne tale dansk.

Taler de imod ”grundlæggende demokratiske principper”, skal de kunne udvises. Det samme er tilfældet, hvis de ”udgør en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter”.

Lyder det som noget fra den aktuelle debat? Som nogle af regeringens forsøg på at lægge sten i vejen for de yderligtgående imamers virke i Danmark efter TV 2’s serie ”Moskeerne bag sløret”?

Det er det ikke. Det er derimod hovedpunkterne i den såkaldte imamlov, som VK-regeringen aftalte med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne tilbage i efteråret 2003, og som trådte i kraft 2004.

”Imamloven” var en del af en lang række ændringer af udlændingelovgivningen, og formålet var klart defineret i regeringsgrundlaget ”Vækst, velfærd, fornyelse II” fra 2003: Det skulle modvirke, at religiøse forkyndere modarbejdede integrationen.

Altså åbenlyst ikke en stramning, der primært skulle stoppe mormoner, nonner eller udenlandske frikirkelige forkyndere fra at rejse ind i Danmark.

Det handlede dengang som nu om imamerne.

Baggrunden for stramningerne var 2001-valgkampens ophedede debat om tvangsægteskaber, æresdrab og dårlig integration i muslimske miljøer. En debat, som blev yderligere tilspidset af al-Qaeda-terroristernes angreb på USA den 11. september 2001.

Det spillede dog også ind , at Berlingske i 2003 kunne fortælle, at ordningen med missionærvisum blev misbrugt af en del afrikanere, som søgte ind på danske bibelskoler for at få ophold i Danmark.

”Muhammed-krisen” i 2005 efter Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturtegninger skærpede værdidebatten yderligere, og især Dansk Folkeparti efterlyste endnu flere stramninger.

I 2007 blev det vedtaget i Folketinget, at forkynderne skulle aflægge en danskprøve. Dansk Folkeparti ønskede, at man skulle tage prøven allerede inden ankomsten til Danmark, men det blev taget af bordet, blandt andet efter kraftig kritik fra Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Samråd.

Senere er det blandt andet blevet bestemt, at forkynderne skal tage en en indvandringsprøve og deltage i obligatoriske kurser i familieret.

Der er bare et problem. Rækken af stramninger har stort set ingen virkning haft i forhold til de imamer, man gerne vil have til at arbejde for en bedre integration.

Det har vist sig igen og igen siden 2004, at det stort set kun er forkyndere fra kristne migrantmenigheder, mormoner og katolske nonner, som er blevet omfattet af de skærpede krav til forkyndere og missionærer.

Imamer kommer typisk til Danmark som flygtninge eller via familiesammenføringer. Undtagelsen er de tyrkiske imamer, der opholder sig her efter en særaftale mellem Danmark og Tyrkiet, og som i øvrigt er udpeget af den tyrkiske stat.

Kirkernes Integrationstjeneste, KIT, undersøgte i 2014 for Integrationsministeriet, hvor mange forkyndere der havde fået opholdstilladelse de foregående tre år.

Tallene viste, at ingen arabisk- eller somalisktalende imamer havde fået missionær- eller forkyndervisum.

Kirkernes Integrationstjeneste (KIT) har i flere år påpeget, at forkynderloven først og fremmest rammer de kristne migrantmenigheder i Danmark. Det skyldes blandt andet, at en del moskéer som Grimhøjmoskéen i Aarhus ikke er godkendt som trossamfund, men derimod som private foreninger. Derfor er de ikke omfattet af loven.

”Hver gang man har lavet en stramning over for imamer, har man strammet skruen over for de kristne migrantmenigheder,” siger Hans Henrik Lund.

”En af de mest isolerede grupper i Danmark er somalierne, der i høj grad lever i deres eget parallelsamfund. Der eksisterer ikke en somalisk moské, men der eksisterer mange kulturforeninger med fredagsbøn. Vi er nødt til at finde en måde, hvor vi også kan inkludere og stille krav til foreningerne.”

At de mange stramninger kun har ramt kristne frikirker og mormoner, kommer ikke bag på tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).

”Jeg var ordfører i 2004 og stemte for loven, men med betænkeligheder. Jeg stemte for, fordi forkyndere fik en lettere adgang til ophold end andre,” skriver Birthe Rønn Hornbech i en e-mail.

”Loven blev strammet i 2007, og jeg stemte imod loven og rejste debatten offentligt, da den ville gå ud over katolikkerne. Jeg gjorde en masse vrøvl.”

Er der så forskel på det, regeringen nu lægger op til, og det, der tidligere er gennemført i stramningerne af forkynderloven?

Kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) har bebudet, at regeringen blandt andet gerne vil fratage godkendte imamer deres vielsesmyndighed, ligesom hadprædikanter skal kunne udvises og muligvis hindres i at rejse ind i landet.

Som det fremgår, findes der allerede i den nuværende lov fra 2004 et værdighedskrav til forkyndere, og de kan også udvises, hvis de bliver dømt for at have overtrådt straffeloven, for eksempel den såkaldte racismeparagraf 266b.

En anden bebudet stramning handler om, at der skal forkyndes på dansk på dansk grund. Det er nyt, men den politiske udfordring er, at et sådant krav vil ramme for eksempel svenske og tyske kirker og alle de kristne migrantmenigheder, hvor der ikke i dag bliver forkyndt på et udenlandsk sprog.

Et centralt problem for politikerne er imidlertid, at mange af de islamiske hadprædikanter slet ikke har nogen vielsesmyndighed, man kan fratage dem, uanset hvor mange stramninger der gennemføres.

Som Kirkernes Integrationstjeneste påpeger i rapporten fra 2014:

”En del moskeer er ikke formelt etableret eller organiseret som trossamfund i det hele taget. De er registreret som kulturforeninger, ungdomsforeninger eller erhvervsdrivende fonde. Dette gælder primært flere af de somaliske og arabiske grupper.”

Så de lette løsninger er svære at skimte.