I september er det 350 år siden, de første jødiske indvandrere kom til Amerika. De var en gruppe flygtninge fra Brasilien om bord på en lille fransk fregat, der lagde til i New Amsterdam (det nuværende New York). Siden dengang er de amerikanske jøder vokset til en befolkningsgruppe på over fem millioner.
Jøderne kom til Amerika på flugt fra overgreb og forfølgelser og for at opnå religiøs frihed og bedre økonomiske muligheder. I efterkrigstiden var de amerikanske jøder den største gruppe jøder i verden, og det er først for nylig, at stor-New York har måttet afgive titlen som verdens største jødiske by til Tel Aviv.
Jonathan D. Sarna, der er professor i amerikansk jødisk historie ved Brandeis University i Massachusetts, fortæller sagligt og detaljeret om de amerikanske jøders historie i bogen »American Judaism: A History«.
Bogens gennemgående temaer er assimilation og kontinuitet. De amerikanske jøder er ikke, som jøder mange andre steder, blevet forfulgt og har kun i nogen grad oplevet diskrimination. Til gengæld har de skullet forholde sig til de frie markedskræfter, religiøs pluralisme, demokrati og frihedsidealer. De har bestandig måttet forholde sig til spørgsmålet om, hvordan de levede som amerikanere, og har samtidig fastholdt deres jødiske identitet.
De tre store jødiske trosretninger i det amerikanske samfund, reformjødedommen, de ortodokse og de konservative, afspejler forskellige måder at besvare dette spørgsmål på.
Reformjødedommen opstod i 1830'erne blandt unge, progressive jøder. Målet var at gøre jødedommen mere tidssvarende ved at prædike og bede på engelsk og indføre musik ved gudstjenesten.
Reformjøderne vakte andres forargelse bl.a. ved ikke at overholde Moselovens spiseforskrifter. I nutiden er reformjødedommen stadig langt den mest progressive bevægelse: Det er her, man møder kvindelige rabbinere og vielser af homoseksuelle.
Reformjødedommens modpol var den ortodokse jødedom, hvis antal til stadighed voksede på grund af jødiske indvandrere. Alene i årene 1881-1914 kom to millioner jøder fra Rusland og Østeuropa til USA. Det er dog værd at bemærke, at de ultraortodokse jødiske bevægelser, som i klædedragt og livsstil skarpt adskiller sig fra alle andre, først opstod omkring Anden Verdenskrig. De var et forsøg på at genskabe den østeuropæiske jødiske verden, der blev smadret i holocaust, skriver Sarna. Selv om de ortodokse jøder kan være meget synlige f.eks. i Brooklyn, er der kun ca. en halv million af dem i USA i dag.
Den konservative jødiske bevægelse, der opstod i 1880'erne, repræsenterer religiøst set den gyldne middelvej. Dens medlemmer var amerikansk fødte jøder, der gik ind for traditionel religion, men samtidig prøvede at tilpasse jødedommen til deres amerikanske miljø. Det berømte Jewish Theological Seminary i New York blev stiftet af konservative jøder i 1887.
Jødernes historie i USA er i høj grad præget af disse tre bevægelser og deres indbyrdes forhold. »Den amerikanske jødedoms historie er fuld af svingninger frem og tilbage, en afspejling af spændinger med dybe rødder i jødedommen, mellem tradition og forandring, mellem dem, som gik ind for kompromis for enighedens skyld, og dem, som insisterede på fasthed for princippernes skyld«, skriver Sarna.
Interessant nok har masser af amerikanske jøder i tidens løb ikke været religiøst aktive. Sarna mener f.eks., at op imod 60-80 procent af de to millioner jødiske indvandrere i årene op mod Første Verdenskrig aldrig kom i kontakt med en synagoge. Hvorfor? Formentlig fordi det i høj grad var de ikke-religiøse og mere karriere-orienterede jøder, der valgte at udvandre til USA. Religiøse eller ej, de amerikanske jøder levede dog ofte i tætte fællesskaber og samledes om »Yiddishkeit« (jødiskhed), altså deres fælles jødiske identitet og kultur. Ofte hjalp de hinanden økonomisk og praktisk gennem svære tider.
Fra sidste halvdel af det 19. århundrede var det zionisme, der forenede de ikke-religiøse amerikanske jøder. Zionismen opstod samtidig med moderne antisemitisme, der i USA havde fortalere som f.eks. bilindustri-giganten Henry Ford.
I moderne tid har amerikanske jøder især samlet sig om holocaust og staten Israel, to temaer, som Sarna kalder »tveæggede tvillinger«. Massevis af jøder, der prøvede at undslippe nazisternes forfølgelser ved at immigrere til USA, blev nægtet indrejse pga. meget stramme immigrationslove. Kun 200.000 jødiske flygtninge kom til USA i årene 1933-1945. De få, der blev lukket ind i USA, kunne takke amerikanske venner, slægtninge og tilhængeres arbejde for det.
»Ironisk nok kunne de amerikanske jøder og Amerika i almindelighed høste frugterne af denne flygtningeindvandring i mange år derefter«, skriver Sarna. »Et uforholdsmæssigt stort antal af Amerikas bedste videnskabsmænd, sociologer, humanister og kunstnere, såvel som mange af dets fremmeste rabbinere og jødiske lærde, var folk, der blev reddet fra nazisternes ovne.«
Ifølge Sarna var de amerikanske jøder ikke særligt optaget af staten Israel før Seksdageskrigen i 1967. Siden da »blev Israel det dominerende fokus i det amerikansk-jødiske samfund«. En undersøgelse blandt amerikanske jøder viste for nylig, at to tredjedele mente, at deres støtte til Israel var en vigtig del af det at være jøde. Lige så mange mente, at det var meget vigtigt at bevare mindet om holocaust. Til gengæld mente kun en tredjedel, at det var vigtigt at komme i en synagoge eller deltage i andre jødiske aktiviteter.
Vil der frem over være jøder i USA? Sarna er optimist: Amerikansk jødedom har i 350 år forstået at tilpasse sig. Måske vil den også gøre det fremover.
Jonathan D. Sarna: American Judaism: A History. New York, Yale University Press, 2004. 35 dollar.