Prøv avisen

Historiker: Nej til fælles grav er uhørt provokation

Prins Henriks beslutning om at blive begravet alene er en provokation, der er målrettet den danske offentlighed, og som vil kaste en skygge over det royale ægteskab, mener historiker og lektor ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen. Foto: Remy Gabalda/ritzau/AP

Ekspert i kongehusets historie vurderer, at prins Henriks krav om at blive begravet alene vil kaste dybe skygger over hele regentparrets liv sammen

En protest. En provokation, der er målrettet den danske offentlighed, og som vil kaste en skygge over det royale ægteskab, som ellers tidligere på sommeren kunne fejres med guldbryllup. En fornærmet reaktion over ikke at kunne få lov til at blive ligestillet med Dronningen ved at blive tituleret majestæt og kongegemal.

Sådan udlægger historikeren Sebastian Olden-Jørgensen, lektor ved Københavns Universitet og specialist i kongehusets historie, hoffets meddelelse om, at planerne om en fælles grav for Dronningen og hendes ægtefælle i Roskilde Domkirke er opgivet. Billedhuggeren Bjørn Nørgaard har ellers allerede udarbejdet en dobbet sarkofag, der befinder sig under Skt. Birgittes Kapel i kirken, men prins Henrik har meddelt, at han ikke vil begraves i den sammen med dronning Margrethe. Han lader dog forstå, at han vil begraves i Danmark og ikke i sit fødeland, Frankrig.

”Det er en helt exceptionel og enormt provokerende beslutning, han har truffet. Det er velkendt, at prins Henrik ikke har haft det lige nemt og godt med sin rolle. Det så vi også, da han lod sig pensionere og frasagde sig titlen prinsgemal. En beslutning, der mere må betragtes som en strejke i protest. Det, som nu kommer frem, viser, hvor dybt problemerne går, siden han føler sig nødsaget til på denne måde at provokere og desavouere det liv, han har haft sammen med Dronningen,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Ifølge hoffet har Margrethe kendt til prinsens ændrede plan i nogen tid og er indforstået med den. Kongehusets informationschef Lene Balleby oplyser, at der ikke er tale om en skilsmisse, og der er ingen ændringer i regentparrets fælles ferieplaner, men det er specifikt prinsens fortørnelse over ikke at kunne få titel af majestæt og kongegemal, der ligger bag. Når han og Dronningen ikke kan blive sidestillet i livet, skal de heller ikke være sidestillet i døden, lyder ræsonnementet.

Alle danske konger og dronninger siden 1536 undtagen Christian VII’s hustru Caroline Mathilde, som faldt i unåde efter sin affære med livlægen Struensee i 1770’erne, er stedt til hvile i Roskilde Domkirke. Regentparrene ligger dog ikke nødvendigvis i fælles sarkofag, og ifølge Sebastian Olden-Jørgensen er det største problem heller ikke bruddet med den historiske tradition, men bruddet med den plan, som allerede er lagt for parrets grav.

”Det hele var lagt til rette, og Henrik kunne have valgt at holde gode miner til slet spil, selvom hans ønske var et andet. At det bliver kommunikeret nu viser, at det er en gestus rettet mod offentligheden, som kommer i forlængelse af de andre handlinger, Margrethe har måttet stå model til, såsom at han ikke ville medvirke ved fejringen af hendes 75-årsfødselsdag i 2015. Det ser ud til at betyde noget for Henrik at vise, at han åbenbart gerne vil have Margrethe, men at han ikke længere vil have Dronningen,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Spørgsmålet om titel og placering i det kongelige hierarki har længe plaget prins Henrik, som allerede i 2002 udtalte til dagbladet B.T., at han var ked af sin rolle som medfølgende ægtefælle og efterfølgende trak sig tibage til regentparrets slot i sydfranske Caix. Et var, at han var rangeret lavere i hierarkiet end sin hustru, men det var svært, at hans sønner også kom før ham. Tilsyneladende kom han sig dengang over krisen, men i de senere år er den vendt tilbage med fornyet styrke. Den kendsgerning, at han er rykket længere og længere nedad i det royale hierarki i takt med, at flokken af børnebørn er vokset, har næppe gjort sagen bedre.

Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen er det ikke sikkert, at prins Henrik på noget tidspunkt har forestillet sig, at han kunne blive lige så meget konge, som Margrethe er dronning. Det er der ikke tradition for i europæiske kongehuse, hvor den britiske prins Philip er i omtrent samme position. Men i de kongehuse, hvor regenten er en mand, for eksempel Sverige og Norge, har kongens hustru titel af dronning og majestæt og er nummer to i hierarkiet, så længe kongen er i live. Derfor er det måske mere retvisende at sige, at det er Sveriges dronning Silvia og Norges dronning Sonja, Henrik føler, han forgæves har kæmpet for at blive ligestillet med, vurderer historikeren:

”Den rolle, Henrik har fået, svarer til sædvanen for regerende dronningers ægtefæller. Men at positionen som underordnet kan opleves som et problem for den mand, der er gift med dronningen, er ikke enestående. Den britiske dronning Victorias ægtefælle, prins Albert, havde det også svært. Men det problem blev ’løst’ ved, at Albert døde længe før Victoria.”