Det hører til det moderne Danmarks store fortællinger. Redningen af de danske jøder i oktober 1943, hvor tusindvis af jøder i ly af mørket blev sejlet i sikkerhed i Sverige. Men er fortællingen trods sin internationale berømmelse et stolt nationalepos om de heroiske og uselviske danskere, der gjorde det rigtige, eller er der snarere tale om en hjemstavnsmyte, som bruges til at legitimere den samarbejdspolitik, vi som danskere er knap så stolte af?
Historikeren, debattøren og kulturkæmperen Bent Blüdnikow mener det sidste, og nu giver han bolden op til det store opgør med dansk historieskrivnings naive epos om samarbejdspolitikken og redningen af de danske jøder. Med en 50 sider lang artikel i det seneste nummer af det ansete Historisk Tidsskrift angriber han centrale besættelsestidshistorikere som Hans Kirchhoff og Bo Lide-gaard, hvis storsælgende bøger om Besættelsen i Blüdnikows øjne bygger på varianter af myten om danskernes nationale sammenhold, grundlæggende humanisme og pragmatiske indstilling til samarbejde, som gradvist gjorde tyskerne bløde i knæene.
”Det er blevet et tilbagevendende credo for danske besættelsestidshistorikere, at redningen af de danske jøder kun var mulig som følge af samarbejdspolitikken. Men det er kun i en meget snæver dansk ramme, at man kan fastholde den kobling. Langt mere sandsynligt er det, at den rigsbefuldmægtigede Werner Best og den øvrige tyske ledelse i Danmark brugte jødernes redning til selv at slippe nådigt gennem krigens efterspil. Men de danske historikeres ulyst til at pille ved den nationale selvfortælling får dem til at lukke øjnene for det internationale aspekt,” siger Bent Blüdnikow.
Han mener, at ikke mindst Bo Lidegaards bog ”Landsmænd” fra 2013 om de danske jøders flugt er udtryk for en konsensuselskende nationalromantik, som står i vejen for en mere desillusioneret og kynisk fremstilling af dansk samarbejdspolitik som en lille brik i et større internationalt spil.
”Bo Lidegaards bøger er nok det tykkeste eksempel på den nationalromantiske fremstilling, hvor han lægger vægt på, at samarbejdspolitikkens og departementschefstyrets gode gerninger og det danske folks humanistiske indstilling påvirkede tyskerne i den rigtige retning. Den fremstilling kan man kun fastholde med skyklapper på. Ansporet af amerikanske historikere foregår der i Frankrig og Polen i disse år en afdækning af myndighedernes forskellige samarbejder med de tyske nazister, som vi desværre ikke oplever i Danmark af frygten for at pille ved vores selvforståelse som de gode danskere med hjertet på rette sted.”
Som tidligere debatredaktør og nu kulturskribent på Berlingske lægger Bent Blüdnikow ikke skjul på, at opgøret med den nationalromantiske myte handler om kulturkamp. Det er en kamp, som handler om, hvad der skal stå i danske skoleelevers historiebøger om 20 og 30 år. Det er en kamp om, hvordan vi forstår os selv som nation. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Blüdnikow som dansk jøde, hvis forældre var blandt dem, der blev reddet til Sverige i bådene over Øresund, har en særlig forbindelse til begivenhederne i oktober 1943. Men når han anfægter de danske historikeres fremstilling, er det ikke af sentimentale grunde. Det er, fordi historien fortjener at blive fortalt fuldt og helt. Uden røgslør og falsk opbyggelighed.
”Når det snævre nationale fokus er så fatalt, er det, fordi historien kommer til at stå på ét ben. Her mener jeg, at de danske historikere og i et videre perspektiv forskningsrådene har svigtet ved ikke at understøtte en helt nødvendig internationalisering i forskningen i besættelsestiden. De få nøgterne og ikke nationalromantiske fremstillinger, der har været fra jødiske historikere som Gunnar S. Paulsson og Tatiana Bernstein, er behændigt blevet holdt ude af den nationale kanon.”
Et centralt aspekt i den internationale ramme om de danske begivenheder, fremhæver Blüdnikow, er det dobbeltspil, som SS-lederen Heinrich Himmler og hans betroede førte med de allierede vestmagter.
Da en Røde Kors-delegation med dansk deltagelse i 1944 besøger koncentrationslejren i Theresienstadt, hvor de danske jøder, som ikke blev reddet til Sverige, befandt sig, har tyskerne orkestreret en ren Potemkin-kulisse, hvor jøderne tilsyneladende har det godt.
”Danske historikere har tolket den forestilling som endnu et udtryk for, at samarbejdspolitikkens separat-aftale havde sikret de danske jøder tålelige forhold. Men det var ikke nødvendigvis afgørende. Himmler og SS brugte simpelthen forevisningen til at narre verdens-offentligheden. Med de rosenrøde og forløjede rapporter underskrevet af Røde Kors og de danske delegerede fik tyskerne en vigtig propagandasejr, som kan have haft indflydelse på de allieredes vurdering af situationen i de tyske koncentrationslejre. Det blev i 2015 afdækket af en tysk historiker, for også den sammenhæng har vi fra dansk side lukket øjnene for.”
Som kulturjournalist har Blüdnikow talrige gange problematiseret, hvordan faghistorikernes fremstillinger ukritisk danner bagtæppe for danske tv-seriers historiske dramaer fra ”1864” og ”Krøniken” til ”Matador”. Samtalen falder på Maude Varnæs, den ængstelige bankdirektørfrue, som mod seriens slutning træder i karakter, da hun bidrager til redningen af den jødiske bankbestyrer i Korsbæk Bank, hr. Stein. Som snusfornuftige danskere, der har mere end svært ved at finde heroiske gerninger i besættelsesårenes apatiske mørke, klamrer vi os til Maudes moralske handlekraft som symbol på, at vi faktisk gjorde noget, da det virkelig gjaldt. Det er såre menneskeligt, men det slører vores forståelse for krigens grusomhed uden for Korsbæk, påpeger Blüdnikow.
”Det er rigtigt, at der var folk, der blev reddet, som Maude redder Stein. Mine egne forældre blandt andet. Men andre jøder – i og uden for Danmark – blev ofre for den politik, vi førte under Besættelsen. Det taler vi bare ikke om. Så hellere historien om Maude og Stein. Eller om redningen af de danske jøder i oktober 1943. Men det er og bliver vores forbandede pligt også at fremdrage de dårlige historier.”
Den pligt er først og sidst en moralsk pligt, understreger Blüdnikow.
Og derfor hører det også til kernen af problemet med dansk besættelseshistorie, mener han, at historikere som Lidegaard og Kirchhoff i deres angiveligt objektive fremstillinger bryster sig af at være hævet over moralske spørgsmål.
”Når jeg og andre kritiserer samarbejdspolitikken, bliver vi altid beskyldt for at moralisere. Og så er man effektivt dømt ude af det gode selskab. Men også de danske historikeres frikendelse af og forsøg på at forklare de danske beslutningstagere under Besættelsen er udtryk for en moralsk stillingtagen. I vores grundforståelse af menneskers handlinger i fortid og nutid spiller moral altid en rolle. Når Lidegaard stædigt fastholder, at historieskrivning ikke handler om moral, skyldes det netop angsten for at dømme sig og os selv.”