Prøv avisen

Historikere: Blåtand kristnede ikke Danmark

0Morten Søvsø, inspektør ved Den Antikvariske Samling i Ribe, ses her ved det, han kalder en sensation: en runesten med indhugget tekst. Stenen er formentlig cirka 1100 år gammel og samtidig med de vikingetids- og kristne grave, der er fundet umiddelbart uden for Ribe Domkirke. Gravpladsen rummer de ældste kristne grave i Norden. – Foto: Poul Anker Nielsen.

Kristendommen bredte sig blandt danskerne længe før Harald Blåtand, viser nye fund ved Ribe Domkirke

Det kristne Danmarks dåbsattest.

Sådan lyder det ofte om Jellingstenene, rejst af Harald Blåtand i 965 med erklæringen den Harald som vandt sig Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne.

LÆS OGSÅ:Da jagten på Gorm den Gamle brød løs

Men nye arkæologiske fund ved Ribe Domkirke udfordrer nu opfattelsen af Harald Blåtands betydning for kristningen af Danmark. Flere kristne grave kan nemlig dateres til 800-tallet og altså før Harald Blåtands fødsel.

Derfor kan der være grund til at nuancere synet på Harald Blåtand som en vigtig, men langtfra altafgørende faktor, når historien om det kristne Danmark skal skrives, lyder det fra en af arkæologerne, museumsinspektør Morten Søvsø, i dagbladet Politiken.

I karakteristisk selvbevidst stil skrev han, at han gjorde danerne kristne, men man skal nok ikke give Harald Blåtand hele æren, måske var der kristne i Danmark helt tilbage fra 700-årene, siger Morten Søvsø ifølge Politiken.

Brian McGuire, professor i historie ved Roskilde Universitet, har forsket og skrevet om Danmarks kristning. Og ifølge ham er fundene vigtige, da de kan være med at aflive den folkelige opfattelse af, at en enkelt mand havde så stor betydning for kristendommens udbredelse i Danmark.

Det har været et nationalistisk selvmål at hævde, at én dansk konge har kunnet gøre Danmark kristent ved en politisk beslutning. Man har ikke overvejet, at Jellingstenene var et stykke propaganda, man har taget det helt alvorligt, at Harald gjorde danerne kristne, siger Brian McGuire.

rasmussen@k.dk