På et skrivebord i Kirkeministeriet vil der snart ligge et dokument, som kan vise sig at blive afgørende for Flemming Pless’ fremtid som folkekirkepræst.
Her er man med hjælp fra advokatfirmaet Kromann Reumert for tiden i gang med at udarbejde en advokatundersøgelse, der skal finde ud af, hvad der er op og ned i anklagerne om seksuelle krænkelser mod præsten fra Christians Kirke på Christianshavn. Siden foråret har Flemming Pless været sendt på orlov fra sit embede, efter fem kvinder klagede over ham til Københavns Stift. Og ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har Flemming Pless i går afleveret 40 sider, inklusive bilag, med sin side af sagen, som ventes afsluttet i slutningen af september.
Men hvad indebærer sådan en advokatundersøgelse helt præcist? Det kan Mads Bryde Andersen, juraprofessor ved Københavns Universitet, svare på. Ifølge ham er der grundlæggende to typer undersøgelser: Først og fremmest dem, der har til formål at afgrænse en juridisk problemstilling, hvor advokater typisk gennemtrawler et stort bjerg af dokumenter. Som man for eksempel har set det i oplægget til Rigsretssagen mod Inger Støjberg eller i nogle af de bankskandaler, som har fundet sted de seneste år. Og så er der MeToo-undersøgelser, som Mads Bryde Andersen er alt andet end tilhænger af.
”Det eneste, de to typer undersøgelser har til fælles er, at det er advokater, der gennemfører dem. Metoo-undersøgelserne har ikke noget med jura at gøre. De beskæftiger sig med, om nogen er blevet ’krænket’, og hvad vil det egentlig sige? Som regel er der slet ingen papirer at forholde sig til i forbindelse med sådan en undersøgelse. Derimod indhenter advokaten en række vidneudsagn fra dem, der har oplevet krænkelserne. Men disse vidner bliver ikke som i en straffesag krydsforhørt af både anklager og forsvarer. Man får en langt mere ensidig protokollering, der nærmest minder om den, man kan finde i politirapporter,” konstaterer Mads Bryde Andersen.
Fordi advokater lige så vel som alle mulige andre kan definere, hvad der er en krænkelse, er der en overvejende risiko for, at MeToo-advokatundersøgelsens resultat ender med at afspejle undersøgelsens opdrag, forklarer Mads Bryde Andersen.
”Når man afgrænser en advokatundersøgelse, så den omhandler noget så ubestemt som ’kulturen’ på en arbejdsplads, eller om personer gennem tiderne har været udsat for ’krænkelser’, består der en risiko for, at undersøgelsen på forhånd vinkles på en måde, så der specifikt fokuseres på forhold, som kan give opdragsgiveren et grundlag for at reagere og dermed vise handlekraft. Hvis dette er virkeligheden, befinder vi os meget langt fra den retssikkerhed, som man for eksempel kunne opnå ved domstolene eller under en tjenestemandsundersøgelse,” siger forskeren.
I Flemming Pless’ tilfælde er det formentlig Kirkeministeriet og Københavns Stift, der har sat gang i undersøgelsen. Og det er ikke alene opsigtsvækkende, men historisk.
Så vidt kirkehistorikerRasmus H. C. Dreyer ved, er en advokatundersøgelse aldrig af folkekirken blevet brugt til at efterforske en præsts opførsel.
”Jeg har aldrig hørt om det, men det er jo ikke det samme, som at det ikke er sket. Men der står ikke noget om det i lærebøgerne,” siger teologen.
Han forklarer, at havde sagen om Flemming Pless kørt for 30 år siden, kunne den formentlig være blevet behandlet i Provsteretten, som blev nedlagt i 1992. Det var kirkens undersøgende instans, som kunne bruges til præstelige læresager om eksempelvis dekorum, der gælder præstens måde at leve på holdt op mod præsteembedet. Provsteretten førte sager, som havde betydning for en præsts ansættelse i folkekirken, men de var adskilt fra det strafferetlige system. Præster er dog tjenestemænd, og siden reformen i 1992 er det altså kun læresager, der skal køres ved en gejstlig retsinstans. Sager om dekorum er derimod blevet disciplinærsager under tjenestemandssystemet.
Spørger man Rasmus H. C. Dreyer, er det ærgerligt, at der i dag ikke findes en instans som Provsteretten, hvor kirken selv kan føre sine sager. For så kan advokatundersøgelserne blive det eneste alternativ i denne type sager.
”Man mangler den her teologiske, kollegiale domstol eller undersøgelsesinstans, som Provsteretten på sin vis var. Ønskede en præst at anke en afgørelse, kunne det gå til Landemoderetten, hvor alle præsterne i stiftet principielt kunne øve indflydelse. Går vi helt tilbage i tiden, var den teologiske idé, at når alle præsterne var samlet i Stiftet, da var Helligånden til stede, og så kunne der findes en rigtig afgørelse der, som ikke bare var baseret på bestemte menneskers antipati. Den teologiske del mangler vi i dag i det kirkelige retssystem. Præstelig lære og opførsel var et meget mere gennemtænkt hele fra 1500-tallet og frem, men er siden blevet mere og mere amputeret. Sammenhængen mellem liv og lære er blevet adskilt fra hinanden i retssystemet, som det gælder for præster. Og i det sammensatte system bliver en advokatundersøgelse måske det bedste, man kan gribe til for at komme i dybden med en præsts eventuelle dårlige eller forkerte opførsel,” siger Rasmus H. C. Dreyer.