Hizb ut-Tahrir afholder fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads: ”Utrolig ubehageligt”

Senere i denne uge inviterer den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, som blandt andet har opfordret til drab på jøder, til fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads. Mens Socialdemokratiet arrangerer moddemonstration, vil Dansk Folkeparti forsøge at forhindre begivenheden. Konservative: Vi har forsamlings- og demonstrationsfrihed i det her land

Den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, som flere gange har opfordret til drab på jøder, indkalder til bøn nu på fredag på Christiansborg Slotsplads. Billedet er fra Hizb ut-Tahrirs debatmøde i Nørrebrohallen oven på terrorangrebet i København i 2015.
Den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, som flere gange har opfordret til drab på jøder, indkalder til bøn nu på fredag på Christiansborg Slotsplads. Billedet er fra Hizb ut-Tahrirs debatmøde i Nørrebrohallen oven på terrorangrebet i København i 2015. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

”Til støtte for vores dræbte brødre og søstre i New Zealand” og ”i protest mod det islamfjendske politiske klima.”

Med de ord inviterer den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, som flere gange har opfordret til drab på jøder, til bøn nu på fredag på Christiansborg Slotsplads.

Arrangementet kommer i kølvandet på angrebet i Christchurch, New Zealand, hvor en højreradikal australier i sidste uge dræbte 50 mennesker, forklarer bevægelsen i en pressemeddelelse.

Hos danske politikere falder fredagsbønnen ikke i god jord.

Lars Aslan, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, mener, at det er ”utrolig ubehageligt”, at Hizb ut-Tahrir afholder begivenheden:

”De (Hizb ut-Tahrir) er dømt i retten for drabstrusler på danske jøder, og det gør det kun mere ubehageligt, at de nu blander den form for adfærd sammen med angrebet i New Zealand. Nu på fredag er klart ikke en dag, jeg har lyst til at gå på arbejde,” siger han.

Samme dag vil Lars Aslan derfor arrangere en ”fredelig moddemonstration” for at vise sin modstand mod organisationen.

”Jeg inviterer offentligheden, og lige nu er jeg i gang med skrive rundt til mine kollegaer på Christiansborg,” forklarer han.

Udlændinge- og værdiordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen kalder fredagsbønnen for ”langt ude”:

”Det er langt ud, at en bevægelse, som blandt andet har opfordret til drab på danske soldater og jøder, nu skal kaste sig ud i en magtdemonstration på Christiansborg. De møver sig frem, hvor de kan, og nu vil de så benytte den tragiske hændelse i New Zealand til at markedsføre deres forkvaklede ideologi,” siger Martin Henriksen.

Han har nu rettet henvendelse til Justitsministeriet for at forhindre arrangementet:

”De laver samfundsundergravende arbejde, og jeg kan ikke se, hvorfor de skal have lov til at komme og markere sig. Vi skal gøre, hvad vi kan for at forhindre det,” siger han og slår fast:

”Derudover vil jeg mene, at det her er endnu en anledning til at se på et forbud af Hizb ut-Tahrir.”

Er det ikke et indgreb mod forsamlingsfriheden at forbyde dem at afholde det her arrangement?

”Hvis man følger lidt med i, hvad Hizb ut-Tahrir står for, vil det står klart, at de ikke er for de frihedsrettigheder, vi har i Danmark. De vil have en lovgivning inspireret af islam, og får man det, er der ikke mange frihedsrettigheder tilbage her i landet. I øvrigt skal vi ikke være så naive, at vi tillader folk at bruge frihedsrettighederne til at afskaffe selvsamme rettigheder. Det skal vi være i stand til at gennemskue,” siger Martin Henriksen, der ikke tænker at møde op til Lars Aslans moddemonstration:

”Hvis han vil gøre modstand mod bevægelsen, burde han i stedet hjælpe Dansk Folkeparti med at forbyde den i stedet for at stille sig ned på Christiansborg Slotsplads og vifte med et flag,” siger han.

Naser Khader, retsordfører for De Konservative, mener ikke, at man politisk bør forbyde fredagsbønnen. Han sammenligner det med, at man politisk heller ikke forbyder lederen af det indvandrerkritiske parti Stram Kurs Rasmus Paludan at komme med sine ytringer.

”Vi har forsamlings- og demonstrationsfrihed i det her land. I så fald skulle man også forbyde Rasmus Paludan, når han demonstrerer. Når han må, så de her (Hizb ut-Tahrir) tosser også,” siger han.

”Jeg bryder mig dog ikke om, at man beder i det offentlige rum. Man beder i guds hus, det er ikke noget, man behøver at vise i offentligheden. Der skal naturligvis være plads til religion i det offentlige rum, men ikke på den her måde, hvor der er en politisk dagsorden bag,” mener Naser Khader.

I et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad forklarer Hizb ut-Tahrir om fredagsbønnen:

- Vi ønsker, som invitationen nævner, at leve op til vores islamiske pligt, dels ved at udvise støtte til vores dræbte muslimske søskende og understrege muslimsk blods ukrænkelighed, og dels ved at levere et klart budskab om, at dette og andre angreb på muslimer ikke kommer ud af ingenting. De er derimod et resultat af vestlige staters politikker, herunder den aggressive danske assimilationspolitik og deltagelse i krigstogter mod muslimske lande, samt den hadefulde offentlige debat om Islam og muslimer, som har skabt et polariseret og betændt klima og gødet jorden for forbrydelser som den i New Zealand.

Ud over disse reaktioner har Stram Kurs bebudet, at partiet vil afbrænde en koran på fredag foran Christiansborg.