Prøv avisen
Dramaserie

"Herrens Veje" afsnit 5: Troen må vige pladsen for dramaet

3 stjerner
"For selvom persondramaet da stadig er ret fængende på grund af de stærkt opbyggede karakterer og det uhørt høje skuespillerniveau, kan hverken Verdis symfonier eller Stuckenbergs poesi finde tilbage til dramaets fortættede fokus på troen," skriver anmelder Karen Dyssel. Foto: Tine Harden/DR

Troen er næsten væk i ”Herrens Veje”, der er på vej fra eksistentielt til traditionelt drama, skriver Kristeligt Dagblads anmelder, der mener, at de fremragende skuespillere er den primære grund til, at serien ikke forfalder til gold underholdning

Det moderne menneske har – også – brug for at tro. Det turde Adam Price behandle med en sensibel konsekvens og autoritet i de første afsnit af ”Herrens Veje”. Men troen er blevet ofret i de seneste afsnit. De personlige konflikter optrappes, Gud er blevet reduceret til statist, og kirken blot et symbol på arbejdsmarkedet. Serien er dog ikke – endnu – forfaldet til ren soap og gold underholdning som for eksempel ”Bedrag”. Det kan vi med afsnit fem i særdeleshed takke de fremragende skuespillere, den sikre personinstruktion og det lydefri kameraarbejde for.

August og Johannes går i den mørke tunnel i det belastede boligområde. Strider sig gennem det smalle mørke – smukt og stemningsfuldt indfanget som to skurrende skygger op mod dagslyset.

Kameraet understøtter afsnittets tema om lys og mørke, og tordenen brager pompøst som Guds svar. Scenen bliver en perfekt komposition af billede, plot og lyd. Her insisterer serien på det højeste niveau.

Når Elisabeth skingert skriger ”Hvis ikke hun er ude om en uge, så er jeg”, er der derimod langt til toppen.

For selvom persondramaet da stadig er ret fængende på grund af de stærkt opbyggede karakterer og det uhørt høje skuespillerniveau, kan hverken Verdis symfonier eller Stuckenbergs poesi finde tilbage til dramaets fortættede fokus på troen.

Spændet mellem lyset og mørket, troen og tvivlen, er den dramatiske ramme i ”Herrens Veje”. Personerne bevæger sig ideelt imellem polerne, men troen bliver nu skubbet i baggrunden for de personlige konflikter. Her i femte afsnit helt konkret, da psykiatrien trumfer troen, og selvet tager Guds plads.

Bryllupssamtalerne er på sin vis opløftende. Her bider Johannes og dermed dramaet fra sig, siger fra over for voluminøse fantasier, hvor præster beredvilligt skruer lidt ned for ”det der med Gud”. Men igen bliver dramaets indre sammenhæng mellem det personlige liv – Johannes’ og Elisabeths strid – og prædikestolen for uelegant. Ligesom Augusts samtale med sit døende spejlbillede i forrige afsnit bliver troen endnu en gang mindre end mennesket, når præstegerningen partout skal spejle præstens eget liv alt for firkantet.

Den hjemvendte søn er i dette afsnit Christian, der frelst og forkælet sælger sine ejendele, men selvfølgelig ikke sin Apple-computer. Skralder mad, men bor i sine forældres lækre sommerhus. Forsager Facebook, men hopper ind i mediemøllen. Christians frelse oser af iscenesættelse.

Holder holdet bag ”Herrens Veje” Christian ud i strakt arm med en ironisk distance til hans åndelige åndedræt? Eller er det en oprigtig, og derfor dybt naiv, forblændelse af paperback-buddhisme? Begge dele er problematiske i en serie om tro, hvor hverken distanceret latterliggørelse eller ukritisk helgengørelse hører hjemme.

Christian har fundet sin egen prædikestil, hvor selvudvikling bliver ophøjet til øverste embede. Karikaturen reddes dog næsten af, at Christian råber sin vrede ud til sidst. En erkendelse af, at ”dag 0” sådan ikke lige indtræffer.

Afsnittets stærkeste scene er, da Svend (den smerteligt sammenbidte og helt vidunderlige Joen Højerslev) endnu en gang redder Johannes fra undergangen. ”Du behøver det ikke, chef,” siger han, mens han som en engel træder frem for Johannes.

”Det er synd for menneskene,” skrev Strindberg. Men hvis troen vender tilbage til ”Herrens Veje”, lysner det for alle.