En søster knæler på alterbænken og bryder en rungende tavshed i det prægtige kirkerum. Med foldede hænder indleder hun dagens morgenbøn, mens resten af Skt. Joseph Søstrene samstemmende tilslutter sig påkaldelsen af Vorherre.
Klokken er netop slået 7.30 i den katolske kirkes moderhus på Strandvejen i København. På de forreste rækker i kirken sidder 13 ældre søstre, som beder Fadervor og synger B.S. Ingemanns ”Lysets engel går med glans”.
Morgenbønnen er et fast ritual, der gentager sig hver dag inden morgenmaden i det lille ordenssamfund.
I 1940'erne og 1950'erne var kirkebænkene besat. Dengang var der mere end 500 søstre i Danmark, hvoraf en stor del boede i ordenssamfundets moderhus, som kirken ligger i forlængelse af. Nu værner de sidste søstre om troen, traditionerne og ikke mindst hinanden. For om to år rykker Skt. Joseph Søstrene fra deres godt 10.000 kvadratmeter store grund på Strandvejen i København, hvor den katolske orden har haft til huse siden 1905. Boligen er solgt til Københavns Kommune som konsekvens af, at det ikke har været muligt at rekruttere flere søstre.
”Hjælp vor kommende generationer til at tjene dig og kirken,” lyder det fra Skt. Joseph Søstrene, som der i dag blot er 34 tilbage af i Danmark, hvoraf 23 bor i moderhuset på Østerbro.
En af stedets beboere er husets yngste søster, Sr. Marianne Bode, som også er ordenssamfundets daglige leder. Hun fortæller, at bønnen er særlig vigtig nu, hvor de fleste søstre ikke længere har kræfter til at missionere. Det har en bedre effekt, når man er flere om at bede, mener hun.
I dag mangler der 11 søstre til morgenbønnen, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at deltage i kirken. Men små højttalere på søstrenes værelser gør det muligt for dem, der ikke er til stede, at følge med i den bøn, som søstrene kender så indgående og udenad.
Skt. Joseph Søstrene er ikke længere iklædt den traditionelle nonnedragt, men de bærer alle et sølvkors hængende på brystet med en indgravering af Jesu korsfæstelse. Efter et kvarters morgenbøn slår søstrene korsets tegn og forlader kirken for at spise morgenmad, inden de skal bede igen.
Deres daglige hengivelse til Gud kan for mange mennesker være svær at forstå, medgiver søster Marianne Bode og tager en slurk af sin te. Selv har hun også svært ved at forklare, hvorfor hun tilbage i 1980'erne blev så dedikeret til den katolske tro og forsøger at begrunde det ved at sammenligne troen med det at blive forelsket:
”Det er svært at beskrive, hvorfor det lige nøjagtigt er ham eller hende, man er forelsket i. Det er den følelse, jeg har omkring min tro. Jeg har været forelsket flere gange og bliver det stadigvæk. Men når alt kommer til alt, så ved jeg, at det er her, jeg hører hjemme. Skt. Joseph Søstrene er mit kald, og for mig har det altid været vigtigt, at jeg kunne leve med min tro i et fællesskab. For når man lever i et ordensfællesskab, og man har sin bøn og sin tro, så kan man overkomme de svære ting i livet,” siger Marianne Bode.
Og svært er det da også at skulle tage afsked med plejehjemmet, kirken og de andre historiske lokaler, der så længe har tilhørt søsterordenen. Men selvom den fysiske ba-stion forsvinder, er søstrene opsatte på, at fællesskabet og deres håndsrækning til mennesker med brug for hjælp forbliver uændret, indtil den sidste søster ikke længere er her. På sit værelse sidder den 85-årige søster Mechtilde, der omgivet af garnbolde, selvhæklede blomster og diverse tøjdyr gør sit for at hjælpe andre. I øjeblikket er hun i fuld gang med at hækle en kænguru, der ligesom alle de andre ting skal komme andre til gavn, da indtægterne går til missionsarbejde i Brasilien.
”Jeg gør det her for at glæde andre. Jeg kan ikke længere støvsuge eller gøre rent, så det er den måde, jeg kan bidrage på,” siger søster Mechtilde med en svag tysk accent.
Både Marianne og Mechtilde er ligesom hovedparten af de andre søstre fra Tyskland, mens der kun er tre danske søstre tilbage. En af dem er søster Emma, der i den anden ende af huset er i gang med at dyrke stolegymnastik. I en rundkreds sidder fem-seks søstre og puffer en stor, blå ballonlignende bold rundt til hinanden.
Gymnastikken gennemføres sammen med en fysioterapeut og skal være med til at holde søstrene fysisk i gang. Mange søstre er dog sprunget over den fysiske udfoldelse i dag og er i stedet søgt mod opholds-stuen, hvor en udsendelse om paven trækker. Fællesskabet er vigtigt, uanset om det er at finde i kirken, opholdsstuen eller gymnastiksalen, fortæller søstrene.
Skt. Joseph Søstrene skal leve videre i fællesskab, når de er flyttet. Kommunen arbejder på, at søstrene kan blive genhuset sammen i De Gamles By på Nørrebro. Marianne Bode er stolt af det præg, Skt. Joseph Søstrene har sat på det danske samfundsliv ved at hjælpe mennesker i nød og varetage driften af skoler og hospitaler.
På trods af at ordenssamfundet lige så langsomt ebber ud, er Marianne Bode overbevist om, at søstrene lever videre i mange menneskers bevidsthed. Og selvom udviklingen er en smule vemodig, har søstrene ingen forventninger om at omvende danskere til katolicismen.
”Det er et kald at være søster, så man skal virkelig ville det, ellers nytter det ikke noget. Kom der en kæmpe flok, som ønskede at komme ind i ordenssamfundet, ville vi da tage imod dem, men vi har ikke længere kræfter til blot at tage nogle enkelte ind. Heldigvis lever det videre i manges bevidsthed, at søstrene har gjort noget for mange mennesker i Danmark. Der kommer stadigvæk folk ind fra gaden, som har hørt om os, og som har brug for hjælp. Vi er efterhånden meget få søstre tilbage, men vi gør, hvad vi kan, i den tid vi har tilbage, gennem bønnen og fælleslivet,” siger søster Marianne Bode.
