Når man taler om hjem og boliger, som søndagens prædikentekst gør, kan man glemme, at en del mennesker slet ikke har et hjem. En af dem er Simon Nielsen, der er bestyrelsesformand hos Hus Forbi, som er en forening, der varetager hjemløses interesser.
”Jeg har ikke haft et fast hjem i 10 år, og derfor er det ikke noget, jeg går og tænker så meget på,” svarer han, når man spørger til hjemmets betydning.
Når Jesus i søndagens tekst forsikrer sine disciple om, at der er mange boliger i faderens hus, virker det betryggende for Simon Nielsen. I mange år har han selv benyttet sig af flere af ”Guds huse her på jorden” til at finde ro, når livet er blevet for støjende og kaotisk, eller når termometeret har vist frostgrader.
”For mig betyder løftet om de mange boliger først og fremmest, at der i himlen er plads til alle. Men det betyder også, at der ingen grund er til at være materialistisk i det liv, vi er blevet skænket her på jorden. Vi skal altså ikke gøre for meget ud af de hjem, vi har. Man behøver ikke at investere i et nyt køkken eller at købe en ny reol hvert andet år, bare fordi man kan. For vi kan jo ikke medbringe nogen af de mange materielle goder til det sted, vi senere skal hen til, når livet slutter her på jorden.”
Det er heller ikke noget problem for Simon Nielsen at afstå fra materielle goder. Det vidner hans samling af ejendele om, der kan være i en lille cykeltrailer, når han pakker det hele sammen. På den måde kan han finde et hjem nærmest hvor som helst:
”Det er gået op for mig, at et hjem ikke nødvendigvis er et sted med fire vægge og et tag. Jeg kan også føle mig hjemme ved at sidde udenfor med nogle, jeg holder af. Jeg føler mig særligt hjemme på Kul-torvet i det indre København, fordi her kan jeg mærke en kærlighed. Både en kærlighed fra mig til Kultorvet, men også ofte en gensidig kærlighed mellem de mennesker, der mødes her.”
Simon Nielsen har boet i det meste af Danmark. Hans far var mejerist og rejste rundt og arbejdede for små andelsmejerier, hvor familien på fem fulgte med og opholdt sig i de forskellige byer i et par år ad gangen. Men i den nordjyske by Lendum opholdt familien sig i en længere årrække, og netop i dette hjem husker Simon Nielsen at have følt sig hjemme. Han var netop fyldt to år, da familien flyttede dertil. Et par år forinden havde hans familie mistet en datter, hvilket også fik betydning for morens tro:
”Min søster døde, før jeg blev født, men hendes død var stadig meget tæt på. Særligt min mor var utrolig frustreret over, at min søster ikke nåede at blive døbt, inden hun gik bort. Det betød meget for min mor, og det udviklede sig sådan, at hun søgte Gud i den svære tid. Derfor var det også naturligt, at jeg begyndte i søndagsskole, hvilket var en del af stort set hele min barndom. Det er jeg i dag taknemmelig for, fordi kirken ikke er fremmed for mig, og jeg bruger den ofte til at finde ro, få varmen, og er jeg heldig, kan jeg også få en god kop kaffe – ikke mindst.”