Hjemløse har hovedrollen i julen

Næstekærlighed er vigtigst i julen, mener skuespillerne i forestilling om hjemløshed

Ditte Ylva Olsen (tv.) og Stine Q. Pagh spiller hovedrollerne i juleforestilling om hjemløshed, "Lønlig iblandt os de går". --
Ditte Ylva Olsen (tv.) og Stine Q. Pagh spiller hovedrollerne i juleforestilling om hjemløshed, "Lønlig iblandt os de går". --. Foto: Leif Tuxen.

I en baggård på Vesterbro i København sidder en narkoman og en alkoholiker blandt papkasser og skrald. Det er den 24. december, og i lejlighederne omkring dem sætter familierne sig til julebordene. De to forhutlede skæbner er hjemløse og har ikke noget julebord at sætte sig til.

Sådan lyder plottet for Teater Fantasts juleforestilling om jul og hjemløshed, "Lønlig iblandt os de går", som spiller i december måned.

Kristeligt Dagblad møder de to skuespillere og manuskriptforfattere fra Teater Fantast, Stine Q. Pagh og Ditte Ylva Olsen, i en nedlagt malerfabrik på Amager, hvor de sidste gennemspilninger er i gang. Sneen daler ned og danner små søer på gulvet indendøre. Det skaber de helt rigtige rammer at øve i, for det er ikke spændende at være hjemløs.

"Vi ville lave et teaterstykke med mening og tænkte over, hvem der ville få sværest ved at få en god jul. Det er en kunstnerisk fortælling om, at man godt kan have hjertevarme uden materielle gaver," fortæller Ditte Ylva Olsen.

Teater Fantast har eksisteret i tre år og har gjort det til sit varemærke at lave virkelighedsnært teater. For at gøre forestillingen så autentisk som muligt har skuespillerne søgt rådgivning hos Kirkens Korshær, der beskæftiger sig med netop hjemløse. Inden vidste skuespillerne ikke med sikkerhed, hvad det indebærer at leve på gaden i Danmark.

"Vi havde både fordomme og romantiserede forestillinger om vagabondtilværelsen. Vi frygtede derfor, at stykket ville blive for karikeret, men hver gang sagde folkene fra Kirkens Korshær, at det er meget værre i virkeligheden," fortæller Stine Q. Pagh.

"I stedet for bare at fantasere om, hvordan det er at være hjemløs, er vi blevet meget klogere," supplerer Ditte Ylva Olsen.

Men familieforestillingen løfter ikke pegefingre.

"Det handler i dén grad om næstekærlighed, og vi ønskede, at de hjemløse for en gangs skyld skulle have hovedrollen," fortæller skuespillerne.

Samtlige replikker i "Lønlig iblandt os de går" stammer fra julesalmer eller julesange. Det har været et bevidst dogme at bruge al den tekst, der allerede er skrevet om julen og give teksterne ny mening. En replik lyder sådan her:

"Du kære gamle julemand, var kun et eventyr. Det var midt i julenat. Familiernes fest".

"Vi har i den grad kunnet bruge de kristne salmer, som understreger, at der selv ved en fødsel i en ussel stald findes noget meget smukt. Det overfører vi til vores stykke om de hjemløse, siger Ditte Ylva Olsen.

Stykkets titel er en linje taget fra Ingemanns julesalme "Glade jul". I hans salme er det englene, der går lønlige, altså usynlige, rundt.

"I vores stykke refererer "lønlig" til de hjemløse, som er skjulte for os. Mens vi er på jagt efter den perfekte julegave til svigermor, ligger de nærmest usynlige foran McDonalds ved Strøget," siger Ditte Ylva Olsen.

Men måske vil flere se anderledes kærligt på gadens hjemløse efter at have set stykket.

"Vi håber med vores stykke at kunne være med til at rykke ved nogle af de fordomme og den frygt, som små og store, børn og voksne kan opleve, når det handler om byens skæve eksistenser."

schelde@k.dk

@Rubr.fakta 2 dæk:lønlig iblandt os de går

Stykket spiller i Basement på Enghavevej 42 i København V fra den 2.- 19. december. Tirsdag-fredag klokken 19.00 og lørdag og søndag klokken 16.00. Forestillingen er uegnet for børn under 10 år. Dog fra syv år ifølge med voksen. Læs mere om stykket og billetter på www.teaterfantast.dk