Eugéné savner gudstjenesten: Hjemmealteret har hjulpet mig under pandemien

Det er ved hjemmealteret, at ergoterapeut Eugéné Delacroix har søgt trøst og tryghed

Hjemmealteret med skytsenglen Sankt Nino samt ikoner med Jomfru Maria, Jesus og Sankt Peter er stedet, hvor Eugéné Delacroix dyrker sin katolske tro, mens kirkerne er lukkede. – Foto: Bruce Taylor.

Hjemme i Filippinerne var kirken en fast del af livet for Eugéné Delacroix. Det var ikke kun om søndagen, men også om fredagen.

Katolicismen er stærk i Filippinerne, og troen har den 40-årige ergoterapeut Eugéné Delacroix haft med sig – uanset om det har været i Storbritannien, Tyskland, Dubai eller nu Calgary i Canada. Han er en del af den ofte usynlige skare af sundhedspersonale, som vestlige og arabiske lande importerer.

Selvom den fysiske kirke ikke er tilgængelig, så er troen altid nærværende.

”Troen er i mit hjerte. Du kan altid kommunikere med ham, med Gud, når du ønsker det. Det er altsammen inde i dig,” fortæller han.

Selv hans navn er funderet i troen. Dels er der forbindelsen til den franske romantiske kunstner med samme navn. Men efternavnet Delacroix i sig selv betyder ”af korset”.

Og et kors er der også i hjemmet i Calgary, hvor han har et hjemmealter.

”Det er et sted, hvor jeg kan bede og kommunikere med Ham. Det har virkeligt hjulpet mig gennem denne tid.”

Centralt på hjemmealteret er et krucifiks med Sankt Nino.

”Han er min skytshelgen. Det er ham, som jeg altid tyer til. Jeg har også min rosenkrans, og der er tre andre ikoner med Jomfru Maria, Jesus og Sankt Peter,” fortæller han.

Men troen i sig selv er ikke afgørende, når det handler om at mødes med andre.

”De behøver ikke at være katolikker. Når det handler om venskaber, så sætter jeg religion og politik til en side. Jeg dømmer ikke andre, men de fleste filippinere er katolikker.”

Han bekræfter også, at den filippinske diaspora er stor, og i den ene af de kirker, som han havde sin gang i før pandemien, var 80 procent af menigheden fra Filippinerne. Det samme var tilfældet, da han var i Dubai, mens det var en meget hvid tysk menighed, da han boede i München.

”Det giver naturligvis et socialt netværk. Men mit fokus er at tilbede Gud. Nogle gange deltager jeg i kirkekaffen efterfølgende. Men jeg går ikke i kirke for at møde andre, men for at give mig hen til Gud.”

Med de lukkede kirker har Eugéné Delacroix også fået en ny rutine.

”Jeg kører hen og parkerer foran kirken i 15 minutter, mens jeg beder. Jeg har også altid en rosenkrans i min taske. Men jeg savner de mennesker i kirken, som er mine gode venner, og som jeg plejede at mødes med til en kop kaffe efter gudstjenesten.”

Og netop gudstjenesten savner han.

”Jeg savner at høre en prædiken fra præsten, at høre koret synge og at mødes med folk, som man ikke har set længe. Det er ret tosset, at det nu har været et helt år, hvor det ikke har været muligt.”