Hjemmeside vil guide sogne til mere kirke for pengene

Hvordan får man pengene til at række længere i folkekirken? Landsforeningen af Menighedsråd har lanceret projektet Mere Kirke, hvor sogne kan samarbejde og dele erfaringer

Projektet "Mere Kirke" begyndte i efteråret 2014 og er indstillet til FN-prisen World Summit Award i kategorien kultur og turisme, der hædrer nytænkende digitale tiltag. Her er det Vor Frue Kirke i København.
Projektet "Mere Kirke" begyndte i efteråret 2014 og er indstillet til FN-prisen World Summit Award i kategorien kultur og turisme, der hædrer nytænkende digitale tiltag. Her er det Vor Frue Kirke i København. .

Besøgstallet var ikke overvældende, da sognepræst Eva Pedersen før i tiden holdt gudstjeneste hver søndag i to af de seks kirker i Ådalens Pastorat på Djursland.

Især om eftermiddagen var der langt mellem kirkegængerne på bænkene. Efter tilladelse fra biskoppen fik de i pastoratet lov til at forsøge sig med blot en enkelt gudstjeneste om søndagen og én særgudstjeneste om måneden. Resultatet blev flere kirkegængere, end de forhenværende to gudstjenester havde tilsammen, og flere penge til andre aktiviteter.

Det er et af eksemplerne, som projektet Mere Kirke bringer i en oversigt på internettet. Initiativet startede i efteråret 2014 og er indstillet til FN-prisen World Summit Award i kategorien kultur og turisme, der hædrer nytænkende digitale tiltag.

Formålet med Mere Kirke er at viderebringe erfaringer som dem, sognepræst Eva Pedersen har gjort sig i Ådalens Pastorat til gavn for andre.

”Vi spurgte bredt ud i folkekirken, om der var nogle gode erfaringer med at spare penge, samarbejde eller nye tiltag inden for folkekirkeverden, som gjorde, at man fik flere ressourcer til at lave det kirkeliv, man gerne vil have,” siger Eva Strøm, som er kommunikationskonsulent i Landsforeningen af Menighedsråd og med i Mere Kirkes styregruppe.

Cirka 60 kirker henvendte sig, og i maj blev hjemmesiden lanceret. En af henvendelserne, som Eva Strøm fremhæver, kom eksempelvis fra Aarhus Vestre Provsti, som har sparet på udgifterne ved at indgå en fælles kalkningsordning.

”På hjemmesiden samler vi alle de gode eksempler og præsenterer dem i en form, så det er nemt for andre at overtage erfaringerne. Det kan for eksempel være at samarbejde om at få kalket sine kirker, så man både sparer penge og får en god kvalitet og pæne kirker,” siger Eva Strøm.

På hjemmesiden fortæller provstiudvalgsmedlem Leif Kersten, at de har sparet 40 procent på udgifterne ved samarbejdet.

Så sent som i forgårs modtog Landsforeningen af Menighedsråd en henvendelse fra Elsted Sogn, hvor man havde ladet sig inspirere af kalkningsordningen.

Eva Strøm fastslår dog, at Mere Kirke ikke skal tænkes som en spareplan.

”Vi ser det ikke som et spareprojekt. Projektet handler om at få det kirkeliv, man ønsker, med de ressourcer, man nu har til rådighed,” forklarer hun.

Her til efteråret og i løbet af foråret 2016 afholdes en række minikonferencer rundt omkring i landet, hvor menighedsrådene mødes ansigt til ansigt for at drøfte hinandens prioriteringer i forbindelse med ønsket om at skabe et bedre kirkeliv.

Eva Strøm håber, at det vil skabe flere inspirationskilder.

”Vi lancerede hjemmesiden i foråret, og det er først nu med vores minikonferencer, at vi forestiller os, at man virkelig får gang i vidensdelingen,” siger hun.

Den første minikonference afholdes nær Aalborg i Nordjylland den 5. oktober.