Prøv avisen
Troens øjeblik

Højskoleforstander: En fyringsrunde viste mig, at Gud ville noget nyt med mig

Steen Balle Kristensen er oprindeligt uddannet lærer, men har i mange år arbejdet som salgschef. Eftervirkningerne af en hjerneblødning fik ham til skifte spor. Sidste år blev han og hans kone ansat som forstanderpar på Dansk Oases nye højskole. Her gør han en dyd ud af at tale med eleverne om sin egen sårbarhed. – Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Efter en hjerneblødning og en hård kamp for at vende tilbage til jobbet som salgschef stod det klart for Steen Balle Kristensen, at han skulle bruge resten af sit liv på noget andet. I dag er han forstander på en kristen højskole

"Da jeg blev tvunget til at fyre 8-9 unge mennesker som leder, var det, som om Gud endegyldigt lukkede en dør til mit gamle arbejdsliv. Tanken om at finde en ny retning havde ligget og simret, men jeg skulle åbenbart have det fortalt nogle gange, før det trængte ind. Da det gik op for mig, at nu var den dør lukket, var det en lettelse, for så vidste jeg, at nu kunne jeg gå ud i det ukendte i forvisning om, at Gud ville noget nyt med mig. Det gav min kone og mig modet til at søge stillingen som forstanderpar på Oasehøjskolen i Midtjylland.

Men historien begynder et andet sted. Den begynder med, at jeg for seks år siden fik en hjerneblødning. På det tidspunkt arbejdede jeg i en virksomhed, der solgte it-løsninger. Jeg tjente godt og havde fart på i mit arbejdsliv. Men så blev jeg bremset af hjerneblødningen. En lørdag var jeg taget ud at cykle for at råde bod på min dårlige samvittighed over at ikke at få dyrket motion. På hjemvejen undrede jeg mig over, at jeg var i så dårlig form. Jeg steg af cyklen og gik det sidste stykke. Da jeg kom ud af badet, lagde min kone mærke til, at jeg bøvlede med at få strømper på, og hun insisterede på, at jeg ringede til vagtlægen. Det, der kom ud af min mund under den samtale, var noget værre vrøvl. Derfra gik det hurtigt. Jeg kom af sted med ambulance til sygehuset, og undervejs fandt de ud af, at det var en hjerneblødning.

Jeg reagerede med at tænke, at nu skulle jeg bare tilbage på arbejde, og blev nærmest fortørnet, da lægerne sagde, at jeg ikke måtte køre bil. Jeg var sygemeldt i tre måneder og kom så tilbage, men kunne hurtigt mærke, at jeg slet ikke var så skarp, som man er nødt til at være som sælger. Vi fandt en ordning, hvor jeg kunne nøjes med at arbejde det, jeg magtede. Jeg fik hjælp til at lægge mine arbejdsrutiner om, og det gik faktisk meget godt. Jeg ansatte de her unge fyre, som hver på deres måde havde udfordringer. En var kommet til skade i en trafikulykke, en anden havde ingen uddannelse. Jeg kæmpede for, at de skulle have en chance. Men så valgte en stor kunde at begrænse antallet af leverandører, og vi tabte udbuddet. Jeg var nødt til at fyre de unge, og det var virkelig svært for mig. Så jeg talte med en stresscoach, og han spurgte mig, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv. Hvad vil du gerne huskes for? Det satte nogle tanker i gang.

Når de unge ikke længere var en del af mit arbejdsliv, var det, der gav meningen i hverdagen, væk. Jeg gjorde endnu et par forsøg på at få nogle kontrakter i hus, men jeg vidste på en måde godt, at den dør var lukket for mig. Problemet var, at jeg ikke kunne se andre muligheder. Jeg havde nogle år forinden investeret i en købmandsbutik i England, hvor jeg var bundet til at betale et stort beløb hver måned. Da min kone og jeg hørte om planerne i Dansk Oase om at starte en højskole, tænkte vi, at der ville vi gerne arbejde. Men det ville ikke kunne hænge sammen økonomisk for os, hvis jeg gik ned på en lærerløn. Jeg bad Gud om at vise mig en vej, og så skete der det forunderlige, at det lykkedes at sælge købmandsbutikken i England, stort set samtidig med at vi fik jobbet som forstanderpar. Så var vi ikke i tvivl om, at det var Guds mening, at vi skulle være der.

Om aftenen, da vi sad og ventede på svar efter den sidste jobsamtale, tænkte jeg ’hvad gør vi, hvis de siger nej’? Vi havde ingen plan B. Samtidig vidste jeg, at jeg ikke kunne blive i mit daværende job. Den dør havde Gud lukket for mig. Så jeg var egentlig ikke bange. Og sådan har det været siden – selvom det ikke bare er gået glat. Tværtimod har det seneste år været fyldt med masser af udfordringer. Og jeg har da nogle gange syntes, at Gud kom lidt senere, end jeg syntes var rart. Med elever, penge og så videre. Men det er jo næppe, fordi Gud ikke magtede at ordne det før. Jeg tænker, at han stadig synes, at der er noget med tålmodighed, jeg skal øve mig i.

Jeg bruger min egen historie i samværet med de unge på højskolen. Vi har et fag, der hedder livsmestring. Der har jeg talt med eleverne om, at de begrænsninger, de oplever i deres liv, kan de benægte eller kæmpe imod hele livet. Men så bliver de bare ulykkelige. De kan også se deres livsvilkår i øjnene og finde ud af, hvordan de vil leve med dem.

Forløbet med hjerneblødningen har givet min kone og mig nogle erfaringer og en robusthed, som kommer os til gode nu. Jeg er forsigtig med at mene, at det var Guds plan, at jeg skulle have en hjerneblødning. Men jeg er overbevist om, at det er meningen, at vi skal være, hvor vi er. Det giver en fred i vores arbejde. Jeg skal gøre mig umage og give den ekstra skalle, når det er nødvendigt. Men det afhænger ikke af min indsats, om det hele lykkes. Det afhænger af Gud. Hvis vi ikke får de 30 elever, vi skal have til august for at køre skolen videre, må det være Guds mening, at vi skal noget andet."

Hvad har udfordret din tro?

"Min sygdom og følgerne af den har udfordret min tro. Jeg kæmper stadig med træthed, som betyder, at jeg ikke kan holde møder en hel dag. Jeg beder stadig Gud om, at han vil helbrede mig helt, og indimellem kan jeg tvivle på, om Gud vil helbrede mig – og om han kan. En enkelt gang i mit sygdomsforløb har jeg – i nogle få sekunder – oplevet at få den tanke, at Gud måske slet ikke findes. Det var meget skræmmende, for det gav mig en følelse af, at så var alt i mit liv kaos. Men den tvivl har jeg ellers aldrig oplevet. At Gud findes, tvivler jeg ikke på."

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

"At give sig Gud i vold. Det kan være svært at slippe forsvarsværkerne og virkelig give sig hen til Gud og hans vilje. Men strengt taget er der jo ikke andet, vi kan gøre. Vi må overgive os totalt til Guds nærvær og indgriben, og når vi tør gøre det, giver det en fred og en frihed i vores liv."