Foredragssalen er skiftet ud med en pavillon. Bag den hvide teltdug er der stillet flere rækker med campingborde og plasticstole op, og de blå højskolesangbøger ligger klar.
Klokken lidt i 10 begynder teltet at blive fyldt med kvinder og mænd, der alle har meldt sig til en uge på Højskole Camping på campingpladsen i Løgballe, der ligger i et blødt bakkelandskab tæt på Juelsminde.
Det er ejeren af Løgballe Camping, Anker Olsen, der sammen med KFUM og KFUK's voksenudvalg har arrangeret ugen.
I år er tredje gang, men første gang for Ida og Knud Thomsen fra Vorbasse, der har fået opholdet i gave fra deres datter og svigersøn. Og det er nok ikke en helt tilfældig gave.
”Vi lærte faktisk hinanden at kende gennem børne- og ungdomsarbejdet i KFUM og KFUK,” fortæller Ida Thomsen.
De har taget et hold venner med på ugens første dag, og Karin Højlund Sørensen ærgrer sig allerede over, at hun og manden, Peter, ikke kan blive hele ugen.
”Faktisk kan vi fire fejre vores venskabs 50-årsjubilæum i år. Og vi har alle været aktive i organisationen.
Så hvad er mere passende end at fejre det på den her måde,” siger Karin Højlund Sørensen.
Højskole Camping byder på en blanding af foredrag og sang, aftenfortællinger, vandreture og udflugter. Denne dag er det Morten Hougaard Sørensen, der indleder dagen med at spørge: ”Giver det overhovedet mening at tale om Gud i dag?”.
Morten Hougaard Sørensen er ansat som kristendomskonsulent ved KFUM og KFUK og har tidligere været sogne- og hospitalspræst.
Efter at have sunget fødselsdagssang for en af kursisterne, der fylder 61 år, knytter Morten Hougaard Sørensen an til den debat, der netop nu præger medierne omkring landets nye forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), og hans meldinger om, at han tror på en skabende Gud.
”Hvorfor er der denne kløft mellem videnskab og tro i Danmark?”, spørger han.
”For nylig så jeg en overskrift i Politiken, hvor en ung mand skrev i et indlæg, at det i dag er 'socialt selvmord at indrømme, at man tror på Gud' - og det er også den virkelighed, jeg hører om blandt mange unge i dag, hvor de oplever det som meget tabuiseret at tale om deres tro.
Grundlæggende er det jo også et udtryk for mistillid til den nye forskningsminister, når mange nu beklikker hans dømmekraft og sunde fornuft, fordi han har udtalt sig om sin tro.”
Morten Hougaard Sørensen tager teltets gæster med på en religionsfilosofisk dannelsesrejse, tilbage til Kant og oplysningstiden som et bud på den tænker og den epoke, der mere end nogen anden har været med til at sætte det skel imellem troen og fornuften, som stadig præger os.
”Oplysningstiden var præget af en massiv tiltro til fornuften. At med den ville vi finde svar på alt.
Men samtidig pegede Kant jo på, at der også er grænser for fornuften. Og det skulle vi måske tænke mere over i dag.”
Morten Hougaard Sørensen hiver et par papkasser frem for at illustrere sin pointe.
Den store papkasse symboliserer troens område, mens en lille skotøjsæske er billedet på fornuftens rum.
”Der er forskel på det, der ligger inden for fornuftens domæne, og det, der ligger inden for troen eller det irrationelle. Fornuften er begrænset til at tænke i tid, sted og kausalitet.
Mens den store kasse rummer alt det, der ligger udover - men som vi stadig oplever kan give mening. For eksempel kunsten og troen.
Der er ganske enkelt tale om to forskellige sprog, der har med forskellige sider af tilværelsen at gøre.
Og derfor giver det heller ikke mening, når nogen forsøger at afkræve troen et logisk svar. Så prøver vi nemlig at reducere troen til noget, den ikke er.”
Foredragsholderen mener derfor, at diskussionen om Esben Lunde Larsen er grundlæggende forkert og udtryk for, at vi stadig ikke har forstået, at vi taler forbi hinanden, når vi forsøger at trække fornuftige svar ud af troen - i stedet for at se den som udtryk for en eksistentiel meningsgiver, uden for fornuftens begrænsning.
Efter foredraget er der spørgsmål, kaffe og kommentarer. Blæsten har godt fat i teltet, og ved bordene går snakken.
”Jeg tror da, han har ret i, at vi taler forbi hinanden. Men jeg er samtidig uenig i, at vi ikke kan fortælle om vores trosforhold i dag. Jeg synes, det var meget sværere for 30-40 år siden, end det er i dag.
Da jeg var barn, blev der set skævt til mig, når de andre børn hørte, at jeg kom fra et troende hjem,” siger Karin Højlund Sørensen.
Inden folk går ud til deres egne telte og campingvogne igen, minder Anker Olsen dem om eftermiddagens gåtur til Røverborgen Stagsevold.
”Vi skal gå cirka tre kilometer i den smukkeste natur - og i aften er der fortælling og syng-sammen med Morten Hougaard Sørensen. Så I får rig mulighed for at snakke videre med ham om foredraget og pointen med, at vi ikke skal gøre tro til viden.
At tro, håb og kærlighed hører til en anden side af tilværelsen, der giver eksistentiel mening. Og så synes jeg lige, vi skal synge 'Linedanseren'. Den passer vist ind her.”