Sognepræst Henriette Sørig Rosendal husker stadig forundringen i mange af sine konfirmanders øjne, da de sidste år blev introduceret for begrebet sugardating.
Under konfirmationsforberedelsen i Hasseris Sogn ved Aalborg testede hun et undervisningsmateriale om sex og gråzoner, og i den forbindelse stod en kvinde nu og fortalte eleverne fra 7. klasse om en ung studerende, som gik ud med en ældre fyr alene på grund af hans penge.
Derefter blev de unges egne holdninger og grænser diskuteret, og trods blufærdighed og nogle til tider lidt for voksne spørgsmål gik forløbet ifølge Henriette Sørig Rosendal rigtig godt.
”Vi fik sået et frø hos de unge, som er i deres vorden og ved at finde sig selv og hinanden. Nu ved de, at kirken også kan være en medspiller på dette område,” siger hun.
Vidensportalen RedenUng, som hører under KFUK’s Sociale Arbejde, har netop offentliggjort det endelige konfirmandmateriale, hvor unge kan vende alt fra gråzoner i venskaber til nøgenbilleder og egentlig prostitution, og hvor præsten kan bidrage med teologiske aspekter som etik, kød og ånd, indre og ydre værdier eller det at tjene to herrer.
Selvom det adskiller sig fra den klassiske undervisning, kunne sognepræst Henriette Sørig Rosendal sagtens finde på at bruge materialet.
”En ting er at lære konfirmanderne om dogmer og den lille katekismus, men vi er også nødt til at få vores forkyndelse og lærdom ind i deres virkelighed. Min erfaring er, at meget først bundfælder sig hos unge, når de kan forbinde det til noget fra det levede liv. Det er vigtigt, at kirken bliver konkret for dem.”
Men hvor meget skal man lade konfirmandernes eget liv fylde i undervisningen?
Det spørgsmål har leder af Folkekirkens Konfirmandcenter, Finn Andsbjerg Larsen, måttet stille sig selv nogle gange på det seneste. Sidste år modtog han eksempelvis en henvendelse fra Kræftens Bekæmpelse, der ville lave materiale om konfirmanders brug af solarier, og for få måneder siden henvendte foreningen Det Sociale Netværk sig med materiale, som skaber fokus på de mange socialt udsatte i folkeskolen.
Udfordringen ved begge dele var, at det teologiske materiale var tyndt, siger han.
”Det er prisværdige dagsordener, men hvis det ikke lægger sig tæt op ad konfirmationsforberedelsen, så bliver det utroværdigt. Jeg vil være ked af at skulle definere grænser for undervisningen, men det skal kunne sættes ind i en dannelsesramme. Hvis vi får materiale, hvor 95 procent handler om et givent emne, og de sidste fem procent er lignelser, så er det ikke godt nok.”
Men faktum er, at konfirmandundervisningen netop bevæger sig i retning af mere materiale, der tager udgangspunkt i de unges livsverden, siger sognepræst i Skt. Johannes Pastorat i Aarhus Leise Christensen, som tidligere har stået bag større undersøgelser på området.
”Der er tale om en kollektiv bevægelse i Europa, hvor man går fra at sige, at Jesus er svaret på det hele, til at tage fat i de spørgsmål, de unge stiller til tilværelsen, og så se, hvad vi kan bidrage med for at gøre deres verden større og dybere. De unges livsverden er mere interessant, end hvad præsterne finder væsentligt.”
Herhjemme skyldes udviklingen ifølge Leise Christensen også en ny anordning fra 2014, hvori der står, at undervisningen skal tage udgangspunkt i konfirmandernes livsverden.
Siden anordningen kom, har vi blandt andet set forløb om socialt udsatte og hjemløse, og Leise Christensen kan sagtens forestille sig fremtidige forløb om flygtninge eller miljø.
”Det er en god udvikling, men grænsen går der, hvor materialet bliver partipolitisk eller kommer for langt væk fra budskabet. Jeg synes, seksuelle grænser er et oplagt tema for konfirmanderne, mens solarier falder uden for det relevante. Præster skal ikke bruge tiden på almen oplysning om cykelhjelme og sikker færden i trafikken, og vi skal undgå materiale fra interesseorganisationer, der vil rykke på de unges holdninger.”
Præst i Høve og Havrebjerg valgmenigheder Nana Hauge mener, vi skal passe på, at folkekirken ikke bliver talerør for bestemte holdninger.
”Det er indlysende, at unge skal passe på sig selv, men det ligger ikke i den brede folkekirkes ånd at udmønte kristendommen i særlige adfærdsregler, heller ikke på det seksuelle område. Helt overordnet vil jeg faktisk bare godt betakke mig for, at kirken skal blande sig i mit seksualliv, ligesom jeg nødig vil stå og docere, hvad der er halal og haram som en anden imam. Alt er tilladt, men det er ikke alt, der gavner. Det er vor kristne frihed, at vi ikke har andet end én meget overordnet retningslinje at leve vort liv efter – nemlig hensynet til det andet menneske.”