Foran Thorvaldsens berømte Kristus-figur i København domkirke er en storskærm gjort klar. Sagte musik byder velkommen, og det imponerende kirkerum fyldes langsomt af interesserede, der er mødt op til mandagens høring om børn i udrejsecentre. Det er tydeligt, at mange genkender hinanden, og med venlige grimasser gives der hånd på kryds og tværs.
”Det er jo uhyre aktuelt, det her arrangement,” siger en deltager til sin sidemakker.
Ved et aflangt bord med en vinrød dug sidder Paula Larrain, studieværten på P1-programmet ”Højere Magter” og moderator for samtalen med kirkeminister Mette Bock (LA), Holger K. Nielsen (SF), Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp og Anne La Cour Vågen fra Røde Kors. Biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen indleder:
”Velkommen til denne høring om børn i udsendelsescentre. Vi håber alle sammen på den gode nation, altså det sted, hvor mennesker kan leve frit, diskutere med hinanden, værne om den fremmede og den udgrænsede. Et sted, hvor der er borgerlige rettigheder til alle. Et sted, hvor der er menneskerettigheder – i øvrigt en skam, at de ikke blev kaldt menneskepligter. Et sted med liv til alle,” siger Peter Skov-Jakobsen, der er arrangør af høringen sammen med domprovst i Vor Frue Kirke Anders Gadegaard og sogne- og indvandrepræst Niels Nymann Eriksen.
Er forholdene for børn placeret på udrejsecenter forsvarlige? Det spørgsmål er grundlæggende for dagens høring, og allerede fra begyndelsen bliver det tydeligt, at det store flertal i kirkerummet har den klare holdning, at svaret på spørgsmålet er nej.
Storskærmen må i brug, da det første af aftenens tre ”vidner” får ordet i en videofremvisning. En 10-årige dreng med afrikanske rødder fortæller om et liv, hvor han i løbet af de seneste otte år er blevet flyttet rundt på 12 forskellige asylcentre, og derfor skiftet venner og skole et hav af gange. I dag bor han på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland.
”Der er mange ting, der gør mig ked af det, jeg kan næsten ikke sige dem alle sammen,” fortæller han om sin barndom. På Sjælsmark er han utryg, og det er især den konstante politibevågenhed, den lille dreng ikke bryder sig om.
Yderligere to vidner følger trop med historier, der får høje suk til at lyde i salen. Den irakiske kvinde og mor Nabila Saidi har været i asylsystemet i 13 år og er blevet flyttet fra det ene sted til det andet. I dag har den lille familie dog fået asyl. Hun fortæller ulykkeligt, at hendes datter der i dag er 12 år, har forsøgt at tage sit liv to gange i afmagt. Flere tilhørere strækker hals for at kunne se, hvad der sker på skærmen. De fleste ansigter er stivnet i en alvorlig grimasse, mens hun beretter om deres liv.
Tredje vidne, Merna Yosef, giver sit vidnesbyrd personligt fra talerstolen med sin lille datter i hånden, der smiler uvidende til det store publikum.
”På et tidspunkt på et af asylcentrene var jeg vidne til et noget grusomt. Tidligt om morgenen vågner jeg til høje lyde og ser ud af min dør, at fire-fem politibetjente sammen med Røde Kors-medarbejdere prøver at tvinge en familie til at pakke deres ting, for nu skal de hjem. Moren græder og beder om lov til at blive. Jeg lukker døren grædende og er sikker på, at det vil bliver vores tur en dag. Episoden har gjort mig bange i årevis. Det føles som at stå på en togstation i en evighed, folk kommer og går, mens man bare venter på toget, der aldrig kommer,” fortæller kvinden, der ligesom de andre vidner udpeger uvisheden og de manglende fremtidsudsigter som noget af det værste ved både asylcentre og udrejsecentre.
Allerede fra begyndelsen blev der advaret om et stramt program. Den ene paneldeltager efter den anden får ordet og stiller sig under Kristus med udstrakte arme ved alteret. Mest bærer høringen præg af fortællinger om kritisable forhold, men midtvejs bliver et borgerforslag præsenteret.
”Man skal maksimalt kunne bo på udrejsecentret med sin familie i 18 måneder, børn skal have lov at spise mad lavet af deres forældre, og den nuværende kantineordning på centret skal nedlægges,” lyder det fra Tone Olaf Nielsen, der sammen med Folkebevægelsen for asylbørns fremtid fremsætter forslaget.
”Og børn skal garanteres en plads i den danske folkeskole,” lyder sidste krav, der udløser en rungende klapsalve i det næsten fyldte kirkerum.
Der har hersket ro og orden gennem høringen, men stemningen bliver tiltagende intens.
”Verden er alles hjem,” råber en indigneret midaldrende mand fra sin plads. Alle hoveder vender sig så meget, de kan, for at få øje på den afbrydende.
”Jeg forstår godt, at sindene koger herinde. Og vi ved alle sammen, hvor ansvaret ligger,” siger mikrofonholder Paula Larrain og retter et bestemt blik mod Mette Bock og Holger K. Nielsen. Nu er det tid til det, som alle har ventet på. Arrangementet, der efter arrangørernes mening ikke er politisk, bliver nu netop det.
”Regeringen har med et flertal bag sig bestemt, at forholdene skal være, som de er. Men hvad tænker du selv, når du hører vidneforklaringerne?, ” spørger Paula Larrain kirkeministeren.
”Når jeg hører borgerforslaget, som Tone fremlægger, kan man jo kun favne det med al mulig sympati. Men når man hører et forslag om, at afvist asylansøgere, der opholder sig i mere end 18 måneder her, skal have yderligere to års ophold, så skubber vi det vanskelige etiske dilemma foran os. Det jeg har hørt om forholdene omkring maden på udrejsecentre, har gjort stort indtryk på mig, og der kan være andre forhold, som vi skal lytte til, men det er jo ikke meningen, at man skal blive i Danmark, når man har fået endeligt afslag på sin asylsag. Jeg har ikke svaret på, hvad vi skal gøre,” indleder Mette Bock. Og siger fortsat, at ”det nemme svar er, at vi ikke sætter grænser for, hvad der skal til for at få tilladelse til at blive i Danmark. Men så opstår der andre problemer, vi skal tage stilling til.”
Kirkeministeren appellerer yderligere til, at ”vi skal turde at tage samtalen, uden det bliver en samtale imellem de gode og de onde, men en fælles samtale om at finde en løsning”.
Alle børn har ret til et børneliv, uanset forældrenes opførsel, påpeger Holger K. Nielsen hurtigt, da han får ordet og tager afstand fra forholdene for børn på udrejsecenter Sjælsmark.
”Vi (SF red.) stillede selv et beslutningsforslag i sidste folketingssamling, der minder en del om det borgerforslag, der præsenteres i dag. Og I skal gøre alt, hvad I kan for at få det op til næste folketingsvalg,” opfordrer den socialistiske politiker de fremmødte.
Paula Larrin, der selv har været folketingskandidat for De Konservative, vender igen blikket mod ministeren.
”Mette, jeg ved godt, det er svært. Men vil du gå tilbage til dine kollegaer og diskutere, hvordan vi løser dagligdagsproblemerne om mere plads og…”
”Jeg synes du tager mig lidt som gidsel her,” bryder Mette Bock ind.
”Jeg er kommet her, fordi jeg synes det er uansvarligt, hvis vi ikke stiller op som politikere for også at stå på mål for den kritik, der er udløst. Men jeg er en del af en regering, hvor vi skal kunne tale sammen – også med de andre partier. En del af de øvrige partier har jo også i stigende grad erkendt, at vi har nogle problemer, vi skal have løst – og også på en bedre måde, end de bliver i dag. Det er det, jeg kan sige til dig i dag,” slutter hun og påpeger, at de asylansøger, der er afvist, skal tilbage til deres hjemland.
På vej ud af kirken går to kvinder i armkrog:
”Hatten af for, at Mette Bock stiller op,” siger den ene til den anden.
”Paula Larrain var også god, selvom hun gik noget til Mette Bock,” konstaterer hun som en kort evaluering af aftenens debat.