Prøv avisen
Dramaserie

"Herrens Veje" afsnit 7: Det eksistentielle lurer stadig under den højdramatiske overflade

3 stjerner
Præsten August havde i gårsdagens afsnit af ”Herrens Veje” problemer med sine konfirmander, hvor en blev gravid og en anden lagde uheldige billeder fra undervisningen ud på sociale medier. Foto: Tine Harden/DR

Johannes er død. Længe leve Johannes. Korsfæstelse, død og genopstandelse. De har frygtelig travlt i ”Herrens Veje”

”Hjælp Johannes med at finde troen på det bånd, der binder ham og Elisabeth sammen.” Den ydmyge, men sandsynligvis mest livskloge, kirketjener Svend beder til Gud.

Han beder for Johannes. Tårnet over Lindegård Kirke er halvt skjult på trods af fuldmånens skær. For også i dette syvende, symboltunge afsnit er det den konstante udveksling af lys og mørke, liv og død, der er i centrum.

Johannes dør, bliver korsfæstet. I tidåndens tegn ikke for vores skyld, men for sine egne synder. Han når ikke helt ind i himmerige, men portene er bevogtet af både faderen og sønnen. Og så genopstår Johannes. Reddet af videnskabens hjertestarter eller familiens Fadervor? Fadervoret, der også fik August hjem fra Afghanistan eller videnskaben, der efterfølgende reddede ham fra hallucinationerne?

Intet lys uden mørke, ingen tro uden tvivl. Det er sort / hvidt i ”Herrens veje”. Det er præmissen for at lave søndagsdrama. Men den ro, nærmest inderlighed, der har kunnet bundfælde sig i tidligere afsnit, er fraværende i dette syvende, der dog redder sig selv fra undergang de sidste 10 minutter.

August beder for sin far på jorden og velsigner ham i himlen. Med amuletten – Marias hånd – i hånden beskytter han sin far mod døden. Den død, han selv forvoldte den tillslørede kvinde i andet afsnit.

Er det ved Guds mellemkomst, Elisabeth finder vejen tilbage til Johannes? Eller er det Johannes’ ynkelige indre, der får hende hjem igen? Kvindekampen stilner af igen, Emilie er blevet mild og Elisabeth kender igen sin plads ved sin herres side.

”Herrens Veje” bliver endnu en gang reddet af den stærke karakteropbygning. På trods af ramasjang, teenageaborter og absint kan man mærke Johannes, August, Elisabeth, Svend og Christian. Det skyldes selvfølgelig det stadig uforligneligt høje skuespilniveau. Men også de eksistentielle dilemmaer, der trods alt stadig fylder pauserne i det højspændte drama ud. For Augusts rejse fra modepræst over feltpræst til ghettopræst og nu gadepræst er jo al for voldsom, for hastig. Men når han sidder ved Johannes’ sygeleje, er vi vidner til en søn, et menneske, ikke en skrivebordskonstruktion.

Er der tro tilbage i ”Herrens veje”? Jo, der bliver bedt fadervor, der er konfirmationsforberedelse og biskoppen blander sig. Men det er utroskaben, karriereplanlægning, selvhjælp og skænderier, der får lov til at fylde det meste. Intensiteten, det eksistentielle, lurer dog stadig under den højdramatiske overflade. Lad ikke troen blive et tabu.