Prøv avisen
Interview

Hollandsk vandrer: Det giver mening at gå på den primære vej gennem Jylland

”Jeg vidste ikke meget om Danmark på forhånd. Jeg har kun været her på familieferier, da jeg var helt lille, og der overnattede vi her bare på vej mod Sverige og Norge,” siger hollandske Toon Pieterse, som vandrer fra Arnhem i Holland til Trondheim i Norge. – Begge fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Hvis man følger ruterne på Hærvejen, vil man oftest møde danske vandrere. Men også andre europæere har fået øjnene op for den jyske pilgrimsrute

”Lad os se på det,” siger Toon Pieterse og finder en lille folder frem.

Folderen indeholder navne, adresser og billeder af de herberger, der ligger langs den danske pilgrimsrute Hærvejen – fra Padborg i syd og til Hirtshals og Frederikshavn i nord. Den 25-årige hollænder peger på et af billederne og kæmper lidt med at udtale navnet: Thestrup Gl. Skole i Aalestrup.

”Jeg tror, det er der, jeg skal sove i nat,” siger han.

Klokken har passeret otte om morgenen, og Toon Pieterse sidder ved et bord uden for Skals Gl. Kro ved Viborg, der fungerer som hærvejsherberg. Inden dagens vandretur på omkring 20 kilometer begynder, skal morgenmaden indtages. Den består af mørkt rugbrød, som dækkes med jordbærmarmelade på tube. Ved siden af ham ligger rygsækken klar.

Toon Pieterse har været på farten siden begyndelsen af maj, hvor han forlod hjemmet i Arnhem i Holland. Hans endemål er denne dag stadig knap 1000 kilometer væk. Om en måneds tid håber han at være ved valfartsstedet Nidaros-katedralen i norske Trondheim.

Først skal det sidste af den 500 kilometer lange pilgrimsvej gennem Jylland op til færgehavnen i Frederikshavn dog klares. I disse år bliver dens mange ruter primært besøgt at danske vandrere, men flere udenlandske pilgrimme dukker også op, og står det til foreningen Destination Hærvejen, bliver antallet forhåbentlig højere i fremtiden. I et netop opstartet projekt skal foreningen med en millionstøtte fra Nordea-fonden se på mangler og potentialer ved ruterne på Hærvejen, og herefter igangsættes et nyt projekt, som i løbet af tre-fire år skal finde løsninger.

Indtil videre er Toon Pieterse positiv over for Hærvejen.

”Der er ikke for travlt på vejene, men man møder stadig andre vandrere. Naturen er flot, og så er der en god skiltning. I Tyskland var det nemt at komme på afveje, men her er det nemmere at finde tilbage på sporet,” siger han og smører sig endnu en syltetøjsmad.

Ud over praktiske forbedringer ved vejene vil Destination Hærvejen også fremme formidlingen af den historie, man finder på dem. Ruterne kan spores tilbage til oldtiden og udgjorde frem til 1800-tallet en vigtig hovedvej gennem Jylland for handlende og pilgrimme. Langs den finder man i dag mange monumenter, kirke og klostre.

Toon Pieterse er også stoppet ved mange af de historiske seværdigheder. Som Tørning Mølle ved Haderslev, Viborg Domkirke og Jelling, hvor han på det lokale museum læste mere om vikingetiden, Harald Blåtand og kristendommens indførelse i Danmark.

”Jeg vidste ikke meget om Danmark på forhånd. Jeg har kun været her på familieferier, da jeg var helt lille, og der overnattede vi her bare på vej mod Sverige og Norge. Så det hele har været meget nyt,” siger han, da han kort efter har fået den 18 kilo tunge rygsæk på og er begyndt vandringen af stien mod nord.

Efter at være kommet uden for Skals, er han omgivet af marker med græssende køer og fløjtende fugle.

”Se, det er de tegn, jeg følger,” siger han pludselig og peger på et lille blåt skilt med en tændstiksmand på. På skiltet står der Hærvejen.

”Når jeg ser dem, ved jeg, at jeg er på rette vej.”

Toon Pieterse synes, det giver virkelig god mening at gå på Hærvejen, når man ved, at det har været den primære vej igennem Jylland.

”Jeg kan godt lide historie, og jeg synes, at et lands historie er med til at fortælle meget om dets befolkning. Hvad de kommer fra, og hvorfor de mener det, de gør,” siger han.

Det er ikke første gang, den unge hollænder vandrer. For fem år siden gik han til Santiago de Compostela, fordi han havde svært ved at finde ud af, hvad han ville med sit liv og var droppet ud af to uddannelser. Siden har han fået uddannelse inden for friluftssport, men nu er følelsen dukket op igen.

”Jeg synes, jeg har haft brug for at komme væk fra dagligdagen og få noget tid for mig selv til at tænke på, hvad jeg vil. Jeg begyndte at arbejde på et biodynamisk landsbrug, hvor en ældre dame fortalte mig om Olavsvejene. Jeg læste op på ruten og tænkte, at det måske var tid til en ny rejse,” siger han.

Olavsvejene er en europæisk kulturrute, som blandt andet er knyttet sammen med Hærvejen og ender ved Nidaros-katedralen i Trondheim, hvor den norske konge Olav den Hellige (995-1030) ligger begravet. Toon Pieterse har læst lidt op på historien om den norske nationalhelgen, som beskrives som den store missionsskikkelse i Norge og få år efter sin død blev helgenkåret.

”Han var en hellig mand, som bragte kristendommen til Norge. Jeg har dog også kunnet læse, at det siden er blevet diskuteret, at det måske ikke var den bedste måde, han gjorde det på,” siger han med henvisning til beretningerne om, at folk blev dræbt eller lemlæstet, når de nægtede at skifte til den kristne tro.

For Toon Pieterse betyder det noget at gå på de officielle pilgrimsruter. Han overvejede blandt andet også at gå vejen fra Rom til valfartsstedet Canterbury-katedralen i England.

”Jeg er ikke kristen eller religiøs som sådan. Det er mere den tankegang, der ligger bag pilgrimsvandringen, der optager mig. Det simple liv og vandringen. Når jeg vandrer, vil jeg gerne have et mål. Men nogle gange kan vandringen også være vigtigere end målet,” siger han og tilføjer, at han ikke ved, om han vil kalde sig spirituel.

”Det er noget, jeg prøver at finde ud af. Jeg er en meget rationel person, men jeg er blevet mere åben for, at det måske ikke altid er nok at rationalisere. Videnskab kan bruges til at forklare verden udenfor, men spiritualitet handler om det indre. Så jeg prøver at blive klogere på religiøse filosofier og spirituelle koncepter for at finde ud af, hvad der virker for mig,” siger han.

Et par ældre kvinder hilser med et ”godmorgen”, da de cykler forbi. Toon Pieterse hilser igen. Undervejs på sin tur har han primært mødt ældre danskere, men også nogle unge og få udenlandske vandrere. Det er dog ikke lige så ofte som på caminoen.

”I begyndelsen følte jeg mig ensom, men det fantastiske er, at man på et tidspunkt går fra at føle ensomhed til bare at føle, at man er alene. Man lærer, at det ikke er så slemt kun at være sig selv,” siger han og tilføjer, at han på ruterne i Tyskland kun mødte fire til fem folk i alt.

Hvis Toon Pieterse skal pege på en udfordring ved Hærvejen, så er det, at meget skrives på dansk.

”Mange skilte med informationer er skrevet på dansk. Og jeg har ikke tid til at skulle stå og søge på Google Translate,” siger han.

Toon Pieterse har været på farten siden begyndelsen af maj.

I begyndelsen følte jeg mig ensom, men det fantastiske er, at man på et tidspunkt går fra at føle ensomhed til bare at føle, at man er alene. Man lærer, at det ikke er så slemt kun at være sig selv

Toon Pieterse, vandrer