Prøv avisen

Homo-bryllup i norsk kirke skaber debat

Den norske justitsminister kritiserer Oslo-biskops håndtering af sag om homoseksuelt bryllup i kirke. - Foto: Mario Anzuoni Denmark

Oslo-biskop, der forsøgte at forhindre ceremonien i kirken, bliver kritiseret af den norske justitsminister, men bliver bakket op af en bispekollaga

Da et homoseksuelt par i fredags gav hinanden deres ja - først i våbenhuset og derefter inde i kirkerummet i Kampen Kirke i Oslo - skabte det grobund for fornyet debat om homoseksuelle i Norge.

Den norske justitsminister, Knut Storberget, kritiserer Oslo-biskoppen, Ole Christian Kvarme, der til det sidste forsøgte at forhindre, at partnerskabet blev indgået i kirken. Ministeren mener, handlingen kan føre til flere fordomme.

- Had mod homoseksuelle er et stort problem, og alle har et ansvar for ikke at gøre det til et endnu større problem. Kirken, som er så synlig, har et særligt ansvar her, siger Knut Storberget til Dagbladet.

Han forstår ikke biskoppens handling i den konkrete sag.

- Dette er den vigtigste begivenhed i deres liv, og så kommer en biskop og stikker en kæp i hjulet. Det viser mangel på respekt for mennesker og menneskers liv. Jeg bliver provokeret af, at en statsfinansieret kirke, som skal være til for mennesker, placerer to mennesker, som er glade for hinanden, i våbenrummet, siger Storberget.

- Os, der er medlemmer af kirken må sige, at vi ikke finder os i det. Vi vil ikke have det sådan. Nu må kirken åbne dørene for alle, siger han.

Skubber grænserne
Fra egne rækker er der derimod opbakning til Oslo-biskoppens forsøg på at stoppe ceremonien i kirken.

- Det var rigtigt at forsøge at standse det. Det, de gjorde, strider mod Kirkemødets vedtagelser fra sidste år, og det er ikke godt, siger Skjevesland til NRK.

Han mener, homoseksuelle bruger det, han kalder en aktionslinje.

- Det har vi set siden 1999. Man driver denne sag videre gennem aktioner og tager den meter for meter op ad kirkegulvet, fordi man ved, at aktionslinjen vinder frem, og man er træt af at argumentere, siger Skjevesland.